Amnesty og landsholdsspillere i kampagne mod homofobi

Når Danmark og Tyskland spiller 25-års jubilæumskamp for EM i 1992, er der regnbuefarver både på banen og på spillerne. Det sker som et fælles initiativ for at bekæmpe homofobi i dansk fodbold.

Hold øje med anførerbind, hjørneflag og Amnesty-aktivister, når Danmark og Tyskland tirsdag den 6. juni spiller venskabskamp på Brøndby Stadion for at markere 25 års jubilæet for EM-finalen i 1992 – den første og eneste gang Danmark vandt en af de store slutrunder. Flere steder på stadion vil regnbuefarver lyse op for at markere, at spillerne tager afstand fra homofobi i dansk fodbold, og at fodbold skal være for alle.

Sammen med Dansk Boldspil-Union (DBU), Spillerforeningen og Danske Fodbold Fanklubber sparker Amnesty gang i en kampagne mod homofobi i fodboldens verden. Også ved kvindelandskampen mellem Danmark og England den 1. juli vil spillerne markere deres afstandtagen til homofobi.

”Fra seriefodbold til landsholdsfodbold. Homofobi i dansk fodbold skal vi bekæmpe sammen. Fodbold skal forene og være for alle. Det har alle, der elsker fodbold, et ansvar for”, siger kvindelandsholdsspiller Sanne Troelsgaard og herrelandsholdsspiller Riza Durmisi i en fælles kommentar.

Amnesty på lægterne

Amnesty er til stede på og omkring stadion, hvor aktivister deler regnbuefarvede klistermærker og badges ud til publikum med budskabet ”Love Is A Human Right”. Amnesty og DBU indgik den 25. maj 2015 en forpligtende samarbejdsaftale, hvor Amnesty briefer spillere og ledere om menneskerettighederne i de enkelte lande forud for internationale kampe, og den nye kampagne udspringer af det samarbejde. 

”Amnesty er meget glade for samarbejdet med DBU og Spillerforeningen i kampen mod homofobi. Fodbold er en essentiel del af dansk kultur, og så vigtige rollemodeller som landsholdsspillerne kan dermed virkelig være med til at gøre en forskel ved at slå fast, at sport er for alle – uanset hvem vi elsker”, siger generalsekretær Trine Christensen.

Spark homofobi ud fra stadion

Også de danske fodboldfans bakker op om initiativet for at sparke homofobi ud fra de danske stadions.

”Når vi er med i kampagnen, er det fordi, vi gerne vil markere, at vi i Danmark har en masse engagerede fans, der ønsker at inkludere alle omkring det, vi elsker mest, nemlig fodbold”, lyder det fra Rasmus Trenskow, der er formand for Danske Fodbold Fanklubber.

Markeringen er et samarbejde mellem landsholdsspillerne, Spillerforeningen, Amnesty International Danmark, Danske Fodbold Fanklubber og DBU.