Barndom på flugt



Barndom på flugt

Mozhdeh Ghasemiyani fik som 16-årig muligheden for at komme til Danmark som kvoteflygtning. En ordning, som skal hjælpe de mest sårbare mennesker på flugt i sikkerhed, men som et flertal i Folketinget i efteråret trak Danmark ud af.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2017
Tekst: Roberto Zacharias
Foto: John Nielsen

Mozhdeh Ghasemiyani begynder sit liv i fængsel. I 1979 har Ayatollah Khomeini og hans præstestyre sat sig på magten i Iran, og som kurdisk frihedskæmper er hendes far en eftersøgt mand. Men regimet kan ikke finde ham og sætter i stedet den spæde Mozhdeh og hendes mor bag tremmer.

Da de bliver løsladt, må de flygte fra den ene landsby til den næste. Mozhdeh ser meget lidt til sin far. Det meste af tiden gemmer manden med det store skæg og geværet sig i bjergene og kommer kun ned for at besøge sin familie om natten.

En dag finder de iranske soldater frem til deres skjulested og vil have moren til at sige, hvor faren befinder sig. Da hun ikke vil svare, begynder de at skyde. Moren bliver skudt i ansigtet og i armen. Kæben, den ene kind og en del af hendes tænder bliver skudt væk. Mozhdehs et-årige lillebror, som moren har i favnen, bliver også såret.

”Der er blod over det hele, og jeg står bare og græder. Pludselig tager to mænd fra landsbyen fat i min mor og bror og kører dem væk. Min bror bliver behandlet og kommer tilbage, men min mor var væk i otte måneder, og der vidste jeg ikke, om hun var levende eller død”, fortæller Mozhdeh over en kop kaffe i sin lyse lejlighed på Frederiksberg.

På konstant flugt

Mozhdehs mor overlever. På et hospital i Bagdad får hun behandling, fordi nogle irakere siger, at de er i familie med hende. Ellers havde hun helt sikkert været død i dag, fortæller Mozhdeh. 

I den periode bliver Mozhdeh på skift passet af naboer, sin storesøster og faren, når han kan være der. De overlever med hjælp fra andre kurdere, Røde Kors og Læger Uden Grænser, der sørger for mad og vaccinationer. Men heller ikke her er der sikkert. Landsbyen bliver bombet, og familien Ghasemiyani må igen tage flugten.

”Fly og helikoptere er noget af det, jeg husker bedst fra min barndom. For mig var lyden af dem ensbetydende med, at jeg måske snart skulle dø. Helikopterne kom så tæt på, at vi kunne se dem, der sad og var klar til at skyde på os – ligesom i filmene”.

De flygter til storbyen Sulaymaniyah i Nordirak, hvor Mozhdeh for første gang får mulighed for at komme i en rigtig skole. Men i 1990 bryder Golfkrigen ud. Der kommer FN-styrker til byen, og Mozhdehs far, der har sluttet sig til familien, søger asyl til dem alle på et FN-kontor. Tidligere har han sørget for, at hendes ældre søskende er kommet ud af landet ved hjælp af menneskesmuglere.

”Vi ville rigtig gerne til Canada eller Tyskland, hvor vi havde hørt, at nogle af mine søskende var havnet. Men begge lande afviste vores sag, fordi både min mor og lillebror skulle have rigtig meget behandling. Min far var heller ikke i stand til at arbejde, fordi han var blevet såret mange gange. Så vi var ikke ligefrem nogen, der med det samme kunne bidrage til samfundet”.

Vejen til Danmark

Efter flere år i venteposition siger Danmark ja til at modtage familien som kvoteflygtninge. Der har en af Mozhdehs ældre søstre tidligere fået asyl, så familien er lykkelig. De skal dog selv sørge for at komme til Bagdad, hvor en FN-medarbejder vil møde dem. Som iranske flygtninge er de i fare for at blive fanget af irakiske soldater og deporteret til hjemlandet, så familien gemmer sig blandt sække med madvarer i forskellige lastbiler.

”Jeg kunne næsten ikke trække vejret af frygt, når vi blev stoppet. Det var enormt farligt på det tidspunkt for min søster og mig, fordi vi var teenagere og derfor risikerede at blive taget af soldaterne. Jeg kan stadig se for mig, hvordan soldaterne kommer og åbner lastbilen, mens jeg ligger med lukkede øjne og prøver at være så stille som muligt”.

Det lykkes dem at komme sikkert frem, og sammen med en større gruppe kvoteflygtninge lander den 16-årige Mozhdeh og hendes familie i et overskyet Kastrup, hvor to medarbejdere fra Dansk Flygtningehjælp og hendes storesøster Shaidi tager imod dem.

De første to måneder bor familien i søsterens lille lejlighed, hvorefter de bliver indkvarteret i et hus i en mindre landsby på Falster.

”Den første skoledag var den største dag i mit liv. Min mor havde altid sagt, at jeg skulle få en uddannelse, hvis jeg ville klare mig og være selvstændig som kvinde. Hun var selv analfabet, så det betød rigtig meget for hende. Under krigen kunne bomberne sprænge rundt om mig, og jeg ville være ligeglad, fordi jeg kunne lukke hele verden ude med mine bøger. At komme i skole var kæmpe stort, fordi for mig var det beviset på, at nu var vi i Danmark og havde fået et nyt liv”.

Lykkelig trods hård start

Til at begynde med er skolen og danskerne dog Än stor skuffelse. Ud over at skulle kæmpe hårdt med sproget må Mozhdeh og hendes bror finde sig i racistiske bemærkninger fra de danske elever, der ikke vil have noget med dem at gøre.

Men Mozhdeh nægter at lade sig påvirke og lærer lynhurtigt sig selv dansk ved at lytte til lydbøger og gennem samtaler med den ældre danske mand, der som ejer af familiens hus kommer forbi engang imellem for at høre, hvordan de har det.

I dag er Mozhdeh uddannet klinisk psykolog og arbejder med uledsagede flygtningebørn med traumer. 22 år efter hun selv ankom med hovedet fuld af dystre minder fra et langt liv på flugt, er det ikke svært at sætte ord på, hvad kvoteflygtningeordningen har gjort for hende og familien:

”Den har givet os et liv. For vi havde jo ikke rigtig et liv før det. Den har betydet, at min mor fik behandling, at jeg har fået en uddannelse og en fornemmelse af tryghed, som jeg ikke havde før. Det har betydet, at jeg har fået lov til at mærke, at det at være menneske betyder noget. At der faktisk var nogen, der kiggede på os og sagde, at selv om vi måske ikke havde noget at bidrage med, så betyder jeres liv noget. Så simpelt er det faktisk”. 



Blå bog: Mozhdeh Ghasemiyani

  • 38 år

  • Kom med sin familie til Danmark som kvoteflygtning i 1995

  • Har ni søskende, der blandt andet bor i Tyskland og Canada

  • Uddannet klinisk psykolog

  • Arbejder med uledsagede flygtningebørn med traumer og debriefer og coacher læger og sygeplejersker fra Læger Uden Grænser

  • Har derudover både arbejdet i den amerikanske kongres samt Integrationsministeriet og Forsvaret i Danmark

  • Bor i København. Forældrene er stadig bosat på Falster