Debatindlæg af Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty Danmark, bragt i Politiken, den 19. august 2015.
Over hele verden er sexarbejdere i konstant risiko for overgreb. Det er ikke en nyhed. Det er heller ikke en nyhed, at de er en ekstremt marginaliseret gruppe mennesker, som ofte er tvunget til at leve uden for loven. Det bør ikke overraske nogen, at sexarbejdere udsættes for diskrimination, tæsk, voldtægt og chikane, og at de ofte nægtes adgang til bolig og basale sundhedsydelser.
Men så snart nyheden kom, om at vi i Amnesty var begyndt at udvikle en politik for at beskytte sexarbejderes menneskerettigheder, skabte det alligevel forargelse. Berømtheder, debattører og journalister har kritiseret Amnesty, som i den seneste uge i Politiken er blevet kaldt alfonser og beskyldt for at puste vores egen flamme ud.
I andre medier har vi til vores egen overraskelse kunnet læse, at vi nu mener, at ”prostitution er en menneskeret”.
Lad os slå fast: Sexarbejde er ikke en menneskeret, men sexarbejdere har menneskerettigheder.
Som en global menneskerettighedsorganisation har Amnesty International et ansvar for at vurdere, hvordan vi bedst forhindrer menneskerettighedskrænkelser for en af verdens mest udsatte grupper, som ofte er tvunget til leve uden lovens beskyttelse, og som får knægtet deres mest basale menneskerettigheder: Sexarbejderne.
Vi har valgt at være fortalere for en afkriminalisering af alle aspekter af sexarbejde, som ikke involverer tvang, udnyttelse og overgreb. Det valg er begrundet i vores research og erfaringerne fra sexarbejdere selv, som viser, at kriminalisering gør dem mindre sikre.
Sexarbejderne selv er ikke de eneste, vi har konsulteret. Vi har også mødt tidligere sexarbejdere samt grupper, der ønsker kriminalisering, HIV-eksperter, kvinderettighedsaktivister, LGBTI-aktivister, anti-trafficking-organisationer, ledende akademikere og mange flere. Vi har brugt mere end to år på at indsamle beviser, og vi har lavet vores egen uafhængige research af sexarbejdernes vilkår i forskellige lande og lovmæssige kontekster.
Andre grupper, som støtter eller opfordrer til afkriminalisering af sexarbejde, er bl.a. WHO, UN AIDS, International Labour Organization, The Global Alliance Against Trafficking in Women, The Global Commission on HIV and the Law, Human Rights Watch og Anti- Slavery International.
Amnesty har til enhver tid bekæmpet trafficking. Trafficking er en modbydelig forbrydelse, som bør kriminaliseres ifølge international ret. Indsatsen mod trafficking skal opprioriteres, så mennesker, der er handlet til sex, bliver hjulpet og bagmændene straffet.
Et kig ind i livet for sexarbejdere afslører, at mange alvorlige problemer har brug for at blive adresseret. Hvordan kan vi mindske risikoen for vold mod sexarbejdere? Hvordan kan vi sikre deres adgang til sundhedsydelser og mindske risikoen for HIV? Hvordan standser vi den diskrimination og marginalisering, som øger risikoen for overgreb? Disse spørgsmål om sundhed, sikkerhed og lighed for loven er for os det centrale.
Samtidig ønsker vi at gøre det klart, at vores politik ikke handler om at beskytte alfonser. Vi mener på det stærkeste, at de, som udnytter eller misbruger sexarbejdere, skal kriminaliseres. Men mange steder i verden fører love, som kriminaliserer for eksempel bordeller eller ”promovering” af sexarbejde, til, at sexarbejdere bliver arresteret og retsforfulgt. I Norge fandt vi beviser for, at sexarbejdere rutinemæssigt sættes på gaden som følge af landets love mod alfonseri, og mange steder i verden betragtes to sexarbejdere, som arbejder under samme tag, for at udgøre et bordel.
Vi har netop vedtaget vores resolution, som nu skal formuleres til en politik, og vi har endnu ikke undersøgt rufferi-lovgivningen i Danmark. Derfor siger vi blot, at love mod alfonseri og rufferi, også de danske, skal sikre, at de takler udnyttelse, misbrug og trafficking, og ikke formuleres så bredt, at de kriminaliserer sexarbejderne og sætter dem i yderligere fare. Samtidig understreger vi i vores nye resolution, at stater skal øge indsatsen for at skabe værdige exit-programmer, så dem, der ønsker det, har mulighed for at forlade sexarbejdet.
Det er umuligt at gå ind i debatten om sexarbejde uden at anerkende, at det ofte er mænd, kvinder og transpersoner, som lever på kanten af samfundet, der ender i sexarbejdet, fordi det kan være deres eneste måde at overleve på. Men de bør ikke straffes yderligere ved at kriminalisere dem. En afkriminalisering af sexarbejde, betyder omvendt ikke, at vi nu indstiller kampen for en verden, hvor ingen er nødt til at sælge sex for at overleve.
Fra begyndelsen har det været klart for os, at dette spørgsmål ikke ville være nemt, og at enhver position i denne debat fører til en storm af kritik. Men vi håber, at den intense debat, vi har startet i og udenfor medierne, i sidste ende vil føre til en bedre beskyttelse af sexarbejderne.