Biblioteker inviterer til aften om den iranske Kvinde, Liv, Frihed-bevægelse

Amnesty International Danmark inviterer i samarbejde med biblioteker over hele landet til en aften med fokus på den lange seje kamp for kvinders rettigheder i Iran, som sidste år eksploderede efter den unge kvinde Jina Masha Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.

”KVINDE, LIV, FRIHED!”

I kampen mod det iranske præstestyre har både iranske kvinder, mænd og støtter fra hele omverden råbt sloganet, som er blevet synonym med den 22-årige Jina Mahsa Aminis død og med tvungne tørklæder i Iran. Aminis tragiske død blev startskuddet til den store folkelige opstandelse anført af kvinder og unge piger, som igennem det seneste år er gået på gaden, har smidt tørklædet, skrevet systemkritiske slogans på offentlige pladser og bygninger, indtaget parker og pladser med fest og dans, og messet slagsange og kampråb fra åbne vinduer om natten.

Men kampen for kvinders rettigheder begyndte ikke sidste år. Det er en kamp, som har stået på i mindst 44 år, siden Iran blev et teokratisk regime i 1979, og som Amnesty International Danmark nu inviterer alle interesserede til at dykke dybere ned i:

”Flere generationer af kvinderettighedsforkæmpere har lagt fundamentet for det oprør og gennembrud, vi ser blomstre nu. Det er et oprør, som fortsætter til trods for styrets uhørt brutale modsvar, og jeg håber, vores samtalesaloner vil være med til at give en større forståelse af kvindekampen i Iran”, fortæller Maria Kafaei Zandeh Del.

”Oprøret er ikke bare de iranske kvinders eller mænds kamp. Det er vores alles kamp. Når man kæmper side om side med iranerne inspirerer det også vores egen forståelse af ligestillingskampen i Danmark”.

Sammen med en lokal dansk-iraner besøger Maria Kafaei Zandeh Del hele efteråret biblioteker i Danmark for at fortælle om de mest skelsættende begivenheder igennem mere end 40 års kamp, deres egne oplevelser og for med alle gæster at diskutere muligheden for forandring og rejse spørgsmålet: Er tiden endelig moden til varig forandring i et land, som har levet under et præstestyre i 44 år?

Maria Kafaei Zandeh Del

Mellemøsten-kampagne-manager i Amnesty International Danmark.

Cand. Mag. i Mellemøstens Sprog og Samfund.

Er selv politisk flygtninge fra en familie af aktivister. Hendes onkel blev henrettet af styret i Iran, og som helt lille barn var Maria selv fængslet med sin familie i et fængsel for politiske fanger i Iran.

Samtalesalonen kommer forbi

  • Vordingborg bibliotek 20. september kl. 19-20.30 – læs mere her