Børnekonventionen fylder 30 i dag, men vi har i Danmark flere eksempler på, at man glemmer, at barnets tarv er det vigtigste.
Af Claus Juul, jurist i Amnesty International Danmark
I dag fylder FN’s Børnekonvention 30 år. Dens formål er at beskytte børns rettigheder – og altid at tage udgangspunkt i, hvad der tjener barnet bedst.
Men det lever Danmark ikke fuldt op til her 28 år efter, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen satte sin underskrift på konventionen på vegne af Folketinget.
Lad os et øjeblik se bort fra det kyniske forslag fra forleden om, at børn af danskere, som opholder sig i forbudte zoner, risikerer at blive statsløse børn – og konstatere, at der også er andre eksempler på, at man glemmer, at børn er børn:
Straf i en tidlig alder
Siden årsskiftet har alle danske politikredse haft et Ungdomskriminalitetsnævn, hvor der sidder en dommer for bordenden, en repræsentant for politiet og en børnesagkyndig. Nævnet kan træffe afgørelse om for eksempel et forbedringsforløb på to år – herunder mulighed for fjernelse fra hjemmet og anbringelse på en sikret institution, hvor der i realiteten er tale om frihedsberøvelse på samme måde som i et fængsel.
Der bliver altså udmålt en foranstaltning, som til forveksling ligner straf, og dét i en meget tidlig alder. I det første kvartal af de nye nævns levetid behandlede nævnene 54 sager. Heraf vedrørte de 52 børn mellem 10 og 14 år. To sager vedrørte 15-17-årige. Bladet Socialrådgiveren citerer socialrådgivere for at mene, er der tale om en de facto nedsættelse af den kriminelle lavalder. I hvert fald kan man konkludere, at børnene meget hurtigt kommer i forbindelse med et system med et domstolslignende nævn, hvor indsatserne er strafbetonede, og hvor pædagogik og udvikling risikerer at få svære vilkår.
De inter-kønnede børn
Et område, hvor myndighederne har en praksis, som ikke kunne tænkes over for voksne, er i behandlingen af inter-kønnede børn. Her har det danske sundhedsvæsen en ret fast praksis med at operere på nyfødte børn, som har tvetydige kønskarakteristika, selv om indgrebet uden skade kunne vente. FN’s komite Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder har kritiseret denne praksis.
Amnesty har anbefalet, at man venter med at operere, til barnet har nået en alder, hvor det er klart, hvilket køn barnet selv mener, at det har. Der er flere eksempler på, at sundhedsvæsenet ved kirurgiske indgreb har fjernet, hvad der senere har vist sig at være de ”forkerte karakteristika.”
Ørkesløs venten på skolegang
Et helt afgørende spørgsmål for et barns opvækst og trivsel er skolegangen. Ifølge Børnekonventionen har alle børn på dansk jord ret til almindelig skolegang, men i praksis er der mange asylansøgerbørn, der går på ”centerskole” i indkvarteringscentrene. Her er der ikke pensum og læseplaner som i Folkeskolen, og undervisningen starter ofte ”forfra”, fordi der kommer nye børn til. Kommunerne kan tage asylansøgerbørn ind i de lokale folkeskoler, men det er ikke en pligt.
Særligt de børn, som venter i årevis, fordi deres forældre har fået afslag på asyl, men ikke vil medvirke til udrejsen, kan der gå katastrofalt mange år med ørkesløs venten. Udrejsecenter Sjælsmark er et af eksemplerne. Man straffer børnene for noget, de ikke har indflydelse på.
Lad os bruge årsdagen til at minde os selv om, at vi skal blive ved med at huske, at børn er børn.
Debatindlægget blev bragt i Politiken den 19. november 2019.