I sygdomsbekæmpelsens navn oplever vi lige nu regeringer, som udvider deres brug af overvågningsteknologier for at spore enkeltpersoner og hele befolkninger. Hvis dette forbliver ukontrolleret og ubestridt, kan disse tiltag potentielt ændre fremtiden for privatlivets fred og andre menneskerettigheder.
Af Likhita Banerji, Rådgiver for teknologi og menneskerettigheder, Amnesty International
Kommentaren har været bragt i en forkortet udgave i Berlingske d. 13 april 2020
Mennesker over hele verden står i øjeblikket over for en hidtil uset global sundhedskrise grundet udbruddet af COVID-19. Teknologi kan og bør spille en vigtig rolle under denne indsats for at redde liv blandt andet ved at sprede folkesundhedsbudskaber og øge adgangen til sundhedsvæsenet.
Men vi ser også, at regeringer i sygdomsbekæmpelsens navn i alt hast udvider deres brug af overvågningsteknologier for at spore enkeltpersoner og endda hele befolkninger. Hvis dette forbliver ukontrolleret og ubestridt, kan disse tiltag potentielt ændre fremtiden for privatlivets fred og andre menneskerettigheder.
Er overvågning ikke lovligt, hvis det skal være med til at bekæmpe COVID-19, kan man så spørge. Til det lyder svaret; Regeringer har en forpligtelse til at garantere retten til sundhed og til at forebygge, behandle og kontrollere epidemier. For at gøre dette kan regeringer midlertidigt begrænse menneskerettighederne for at kunne reagere på nødsituationer på en rettidig og koordineret måde.
Men øgede overvågningsforanstaltninger er ulovlige, medmindre de kan opfylde strenge kriterier. Regeringerne skal være i stand til at vise, at de gennemførte foranstaltninger har hjemmel i loven og er nødvendige, proportionale, tidsbegrænset, og at de gennemføres med gennemsigtighed og passende tilsyn.
I praksis betyder det, at overvågningsforanstaltninger skal være de mindst indgribende foranstaltninger til rådighed for at opnå det ønskede resultat. De må ikke gøre mere skade end gavn.
Erfaringer fra nyere historie fortæller os, at når disse overvågningskapaciteter og infrastrukturer er på plads, er der en reel fare for, at de bliver permanente. I kølvandet på angrebene den 11. september 2001 blev regeringsovervågningsapparatet udvidet markant.
Når disse kapaciteter og infrastruktur er på plads, har regeringer sjældent den politiske vilje til at rulle dem tilbage.
Sporer folks bevægelser
Mange lande bruger i deres bekæmpelse af COVID-19 pandemien mobiltelefondata til at spore folks bevægelser. Østrig, Belgien, Italien, Storbritannien og Tyskland indsamler alle angiveligt anonymiserede eller aggregerede lokaliseringsdata fra teleselskaber.
Andre lande bruger mobiltelefonoplysninger, men uden den ekstra beskyttelse af anonymisering eller aggregering. Medierapporter antyder for eksempel, at Ecuadors regering har godkendt GPS-sporing til at håndhæve overholdelse af karantæne.
De israelske myndigheders skridt for at give sikkerhedstjenesten mulighed for at bruge mobiltelefonoplysninger om inficerede personer har allerede rejst bekymringer om privatlivets fred. Dette system er tilsyneladende allerede i drift, og 400 personer har for nylig modtaget SMS-beskeder, der advarer dem om potentiel kontakt med inficerede personer.
I Sydkorea har myndighederne sendt rådgivende sundhedstekster, der er ledsaget af personlige oplysninger om inficerede patienter, herunder hyperlinks, der er åbne for detaljerede data om deres bevægelser. Denne foranstaltning har fået alarmklokkerne til at ringe, fordi den krænker den medicinske fortrolighed og fremskynder stigmatisering af mennesker med virussen. Det ser ikke ud til at opfylde betingelserne for lovlig overvågning og er en krænkelse af retten til privatliv.
Disse foranstaltninger rejser vigtige spørgsmål om, hvordan vores personlige oplysninger indsamles, bruges og deles. Når personlige data er indsamlet, er der en reel fare for, at de deles og bruges til andre formål end sundhedssporing.
Kunstig intelligens og Big Data
Flere lande vender sig mod kunstig intelligens og big data-teknologier for at bekæmpe COVID-19. Kina bruger angiveligt en blanding af ‘smart’ termiske scannere og ansigtsgenkendelsesteknologier på offentlige steder for at spore virussens spredning.
Den kinesiske tech-gigant Alibaba har udrullet en sundhedssporingsfunktion, der bruger data om personlig sundhed og tildeler en farvekodet sundhedsstatus til en person. Grønt er for ‘sikkert’, gult kræver en syv-dages karantæne og rødt kræver en 14-dages karantæne. Dette system bruges til at bestemme folks adgang til det offentlige rum. Det er foruroligende, at appen deler disse data med Kinas retshåndhævende myndigheder.
I Polen har regeringen brugt en app, der skal sikre overholdelse af hjemmekarantæne. Appen sender angiveligt anmodninger om, at selfies skal uploades, som derefter verificeres ved hjælp af ansigtsgenkendelse og lokaliseringsdata for at sikre, at personen ikke har overtrådt karantænekommandoer. Lignende apps bliver angiveligt rullet ud i andre lande, herunder en i Indien, der søger geo-tagget selfies.
Kunstig intelligens kan også øge muligheden for ulovlig forskelsbehandling og kan uforholdsmæssigt skade allerede marginaliserede mennesker i samfundet. Mange af de teknologier, der er under anvendelse, bruger uigennemsigtige algoritmer med partiske data, og brug af disse i beslutningsprocessen forankrer diskrimination af visse grupper.
Regeringer bør ikke bruge overvågningsteknologier, der indsamler data ud over, hvad der lovligt er nødvendigt for at inddæmme sygdommen. Derudover skal regeringer verden over tage hensyn til databeskyttelses- og diskriminering.
Private overvågningsfirmaer med bekymrende historik bliver hyret
Mens privat-offentlige samarbejder kan give nødvendige kreative løsninger til at håndtere sundhedskriser, henvender mange regeringer sig til overvågningsfirmaer med en dybt bekymrende menneskerettighedshistorik.
For eksempel er de kontroversielle overvågningsleverandører Clearview AI og Palantir angiveligt i dialog med amerikanske myndigheder. Det israelske overvågningsfirma NSO Group, der har en historik med salg af udstyr til undertrykkende regeringer, sælger nu et big data-analyse-værktøj, der hævder at spore sygdommens spredning ved at kortlægge folks bevægelser.
Ligesom NSO Group har mange overvågningsfirmaer en historie med at operere i skyggerne og er ikke blevet stillet til ansvar for deres menneskerettighedsovertrædelser.
Det er kritisk, at virksomheder, der er involveret i kampen mod COVID-19, identificerer, forhindrer, formindsker og redegør for enhver menneskerettighedsrisiko, der kan opstå på grund af COVID-19, med hensyn til deres drift, produkter og tjenester. Virksomheder må ikke bruge COVID-19-krisen til at undvige deres menneskerettighedsansvar.
Behov for et langsigtet blik
Når vi står sammen for at møde denne hidtil usete sundhedskrise, er det vigtigt, at vi har et langsigtet blik på de foranstaltninger, vi sætter i værk for at bekæmpe virussen.
Vi skal være opmærksomme på, at også teknologiske tiltag kan vare længere end krisen og definere, hvordan overvågning i en post COVID-19 verden kommer til at se ud. Det er vigtigt, at menneskerettighederne står centralt i alle tiltag.