Mens der sidste år blev registreret et historisk højt antal flygtninge i verden, modtog Danmark det laveste antal asylansøgere i 11 år. Derfor kan Danmark passende bruge FN’s Flygtningedag lørdag den 20. juni. til at revidere behovet for et ”pusterum” og i stedet melde sig som fuldtonet støtte af FN’s kvoteflygtningesystem for verdens mest udsatte flygtninge.
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
Kommentaren er bragt i Politiken den 18. juni 2020
Kvoteflygtninge er som bekendt særligt udsatte flygtninge, som har brug for at blive genbosat i et sikkert land.
Indtil for få år siden var Danmark blandt de lande, som fast bakkede op om FN-kvotesystemet ved hvert år at genbosætte omkring 500 mennesker i sikkerhed i Danmark.
Den opbakning stoppede, da Danmark for tre år siden trak sig for ordningen og i stedet lod det være op til den enhver tid siddende minister at vurdere om, og i hvilket omfang, Danmark kunne støtte det internationale samarbejde for kvoteflygtninge.
Det har betydet, at Danmark siden 2017 har givet tilsagn om beskyttelse af i alt 30 kvoteflygtninge. Og at der i februar i år efter flere års pause ankom 16 kvoteflygtninge til Danmark.
Tag ikke fejl: For de 16 mennesker gør Danmarks støtte en verden til forskel.
Men for det globale arbejde for at genbosætte verdens mest sårbare flygtninge, som nu er yderligere truet af COVID-19, er det forstemmende, at Danmark i den grad undervurderer sine egne evner og muligheder for at kunne hjælpe.
Argumentet imod modtagelsen af kvoteflygtninge har lydt, at Danmark på grund af det høje asyltal i 2015 har haft brug for et pusterum. Siden da har flere danske kommuner imidlertid meldt sig parate til at modtage flygtninge. Og kigger vi mod vores nordiske naboer er det iøjefaldende, at Sverige og Norge på intet tidspunkt har måttet hive efter vejret i spørgsmålet om, hvorvidt de har kunne støtte FN’s arbejde for verdens mest udsatte flygtninge. Sidste år alene modtog Norge 3000 kvoteflygtninge.
Det rejser spørgsmålet om, hvor længe det tager Danmark at få vejret?
Hjælpen til flygtninge verden over er et fælles globalt ansvar, og Danmark kan spille en langt større og mere positiv rolle end i dag. Det begynder med, at vi dropper de dårlige undskyldninger og i stedet bakker helhjertet op om FN’s kvoteflygtningesystem.