Ja til afskaffelse af blasfemiparagraf

Amnesty International bakker op om Folketingets fjernelse af blasfemiparagraffen.

”Religion skal kunne kritiseres og diskuteres på lige fod med ideologier og ideer”, siger generalsekretær Trine Christensen.

Det er en sejr for ytringsfriheden, at et stort flertal af Folketingets partier i dag har taget det historiske skridt at afskaffe forbuddet mod blasfemi i straffelovens § 140. Dermed følger Danmark anbefalingerne fra Europarådet og FN’s menneskerettighedseksperter, der begge har konkluderet, at det ikke bør være kriminaliseret at kritisere en religion eller at krænke religiøse følelser.

Det mener Amnesty International, der peger på, at blasfemi og gudsbespottelse i flere lande bruges til at undertrykke og forfølge religiøse og etniske mindretal – nogle steder med dødsstraf.

”Vi mener ikke, at religioner skal have en særskilt beskyttelse i straffeloven. Religion skal kunne kritiseres og diskuteres på lige fod med ideologier og ideer, og de love, der forbyder blasfemi, benyttes i andre dele af verden til at forfølge mindretal eller kritikere. Det er mennesker, der har krav på beskyttelse, ikke religioner”, siger Trine Christensen, der er generalsekretær i Amnesty International.

Under den danske straffelov er der kun sket domfældelse på baggrund af blasfemiparagraffen i to tilfælde siden 1933 – senest i 1946. Samtidig understreger Amnesty, at racismeparagraffen fortsat yder beskyttelse til individer og befolkningsgrupper mod trusler, nedværdigelse og forhånelse på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold.

”Det er helt afgørende, at etniske og religiøse minoriteter fortsat er beskyttet i straffeloven. Udover at afskaffe blasfemiparagraffen vil det derfor være en god idé, at der sættes yderligere ind overfor diskrimination af borgere på basis af deres religion”, siger Trine Christensen.