Demonstranter fortsætter protesterne i Hong Kongs gader

Det er et lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina, som har sat gang i massive demonstrationer i Hong Kongs gader. Over en million mennesker har vist deres utilfredshed med Kinas forsøg på at indskrænke menneskerettighederne på klippeøen.

Af Malene Haakansson

Indtil videre er det lykkes demonstranterne i Hong Kong at afværge at Kinas forlængede arm i Hong Kong slår ned på aktivister, journalister NGO’er og andre, der kæmper for menneskerettighederne.

Hong Kongs regeringsleder Carrie Lam har suspenderet et lovforslag, som ville give myndighederne i Kina mulighed for at retsforfølge Hong Kongs borgere i Kina. Det kommunistiske retssystem i Kina er kendt for at anvende tortur, stå bag forsvindinger og bryder med reglerne for en retfærdig rettergang.

Hong Kong er en tidligere britisk koloni, der blev overdraget til kinesisk styre i 1997. Forinden var der lavet en aftale, der i 50 år frem til 2047 skal sikre, at Hong Kong fortsat har kapitalisme og demokratiske styreformer.

Politivold mod demonstranter

Selvom det er lykkedes demonstranterne at stoppe lovforslaget, fortsætter demonstrationerne, som begyndte i juni måned. Lovforslaget er ikke formelt blevet trukket tilbage – og flere demonstranter kræver nu også Hong Kongs regeringsleders afgang.

Vrede demonstranter brød på 22-årsdagen for Storbritanniens overlevering af Hong Kong til Kina ind i øens parlamentsbygning og begik hærværk. Og i mandags lammede demonstranter Hong Kongs infrastruktur. Over 150 internationale flyafgange fra Hongkongs lufthavn er blevet aflyst, og undergrundstogene kører uregelmæssigt.

Amnestys direktør for Hong Kong tager afstand fra, at demonstrationerne er eskaleret, men han forstår også demonstranternes frustration.

”Man kan ikke retfærdiggøre at bruge vold. Hverken fra demonstranterne eller politiets side. Men man må samtidig forstå, at vreden fra demonstranterne bunder i, at Hong Kongs ledelse ikke har lyttet til deres ønsker,” siger Man-Kei Tam. 

Amnesty har dokumenteret, hvordan Hong Kongs politi har anvendt overdreven magt for at stoppe demonstranterne i at udøve deres ret til at forsamle og ytre sig.

Politiet har blandt andet brugt tåregas, peberspray og gummikugler mod overvejende fredelige demonstranter den 12. juni. Ifølge regeringen kom 81 til skade under demonstrationen.

Ret til ytrings- og forsamlingsfrihed

Myndighederne i Kina siger, at Hong Kong står over for den alvorligste krise siden den tidligere britiske koloni blev givet tilbage til Kina. 

Amnesty mener, at Hong Kongs regering officielt skal trække forslaget om at udlevere borgere til retsforfølgelse i Kina tilbage og sikre, at befolkningen i Hong Kong har ret til fredeligt at forsamle og ytre sig.

Deruover skal myndighederne igangsætte en uvildig undersøgelse af politivold mod demonstranter, som blandt andre Amnesty har dokumenteret.