Ecuador: Unge aktivister kæmper mod afbrænding af gas i Amazonas

Selvom en domstol har dømt, at flammerne skal slukkes, ender overskydende gas fra olieproduktion stadig med at blive brændt af i Amazonas jungle. Gasafbrændingen truer naturen og befolkningen. Derfor kæmper en gruppe unge kvindelige aktivister for at få det stoppet – med støtte fra Amnesty Internationals danske afdeling.

Gasafbrændingerne i Amazonas ligner tynde forvoksede lightere, der stikker op over trækronerne. Aktivisterne i Ecuador kalder dem “mecheros”, hvilket er spansk for netop lightere eller olielamper. FOTO: Iván Martínez/Amnesty International

De har fået tilnavnet Amazonas krigere, 14-årige Leonela Moncayo og hendes jævnaldrende aktivister.

De kæmper for, at den ecuadorianske stat efterlever en kendelse fra juli 2021 fra domstolen i provinsen Sucumbíos i den nordøstlige del af landet.

Leonela Moncayo, en af Amazonas krigere. FOTO: © Mullu.tv

Kendelsen pålægger, at Ecuador får slukket hundredvis af flammer i Amazonas, hvor overskydende gas fra olieproduktion bliver brændt af.

Bag sagen, der førte til den kendelse, står ni unge kvinder og piger og organisationen UDAPT.

En af dem er netop Leonela Moncayo:

”Jeg har levet 13 år med en kæmpe lighter lige foran mit hus,” fortæller den 14-årige aktivist:

”Lige siden jeg var lille, har jeg kunnet se de farer, som olieudvindingen medfører. Især den her afbrænding af gas. Ved siden af vores hus løber en flod, hvor vi ikke kan bruge vandet, fordi der er forurenet. Så vi har ikke noget drikkevand, og vores eneste mulighed er at bruge regnvand. Men regnvandet er også forurenet. Vi kalder det syreregn på grund af gasafbrændingerne.”

Kampen mod gasflammerne i Amazonas er ikke kun vigtig for de unge piger og kvinder i Ecuador. Hør Leonela Moncayo forklare, hvorfor sagen er vigtig for unge over hele verden:

Gasafbrændingen truer menneskerettighederne

Amnesty Internationals research ”The Amazon is burning, the future is burning” afslører, hvordan Ecuador hverken lever op til sin internationale forpligtigelse om at reducere udledningen af drivhusgasser eller kendelsen fra provinsdomstolen i Sucumbíos.

Faktisk virker det til, at de ecuadorianske myndigheder gør præcis det modsatte og holder fast i olieproduktionen for enhver pris.

Jeg har levet 13 år med en kæmpe lighter lige foran mit hus

Leonela Moncayo, 14-årig miljøaktivist

Ifølge Amnesty Internationals research finder mindst 52 af gasafbrændingerne sted inden for en fem kilometers radius af beboelse.

Her er det især den oprindelige befolkning, der bliver ramt, da det bor i såkaldte “sacrifice zones” (ofrede zoner). I de zoner er der risiko for at indånde farlige gasser på dagligt basis.

“De ecuadorianske myndigheder har en forpligtelse til at handle beslutsomt og hurtigst muligt at efterleve dommen i sagen om gasafbrændingen. Kun det vil skabe klima-, miljø- og racemæssig retfærdighed. Den rutinemæssige afbrænding af gas i Amazonas bringer netop nu verden og fremtiden for de børn, der skal arve planeten, i fare,” siger Ana Piquer, der står i spidsen for latinamerikanske anliggender i Amnesty International.

Mange gasafbrændinger finder sted tæt på lokal bebyggelse. FOTO: Iván Martínez/Amnesty International
“Sluk lighterne og tænd for livet”, står der på et hus tæt på et af de steder, hvor den overskydende gas fra olieproduktion bliver brændt af. FOTO: Iván Martínez/Amnesty International
Gasafbrændinger lyser op på nattehimlen i Amazonas i Ecuador. FOTO: Iván Martínez/Amnesty International

Pigerne trues og stigmatiseres

Fra dansk side hjælper Amnesty International Danmark de unge kvinder og piger i kampen mod oliegiganterne og den ecuadorianske stat.

Pigerne og deres familier bliver truet, forfulgt, stigmatiseret og angrebet verbalt og fysisk på grund af deres arbejde for klimaretfærdighed i Ecuador.

I februar i år var der en eksplosion uden for 14-årige Leonela Moncayos hjem forårsaget af, hvad der lignede en hjemmelavet bombe.

Det skete fem dage efter, at Leonela Moncayo sammen med sine medaktivister fra Amazonas krigere havde konfronteret mine- og energiministeren i det ecuadorianske parlament for ikke at efterleve provinsdomstolens kendelse om at slukke gasafbrændingerne i Amazonas.

Desværre afspejles tendensen over hele Latinamerika, hvor aktivister og menneskerettighedsforkæmpere, der vil beskytte miljøet, bliver angrebet for at sætte fokus på klimakrisen.

Amnestys danske afdeling støtter Amazonas krigere

Netop nu støtter Amnestys danske afdeling pigerne og de unge kvinder i Ecuador gennem for eksempel menneskerettighedsundervisning og workshops.

Forud for præsentationen af Amnesty-dokumentationen ”The Amazon is burning, the future is burning”, som gruppen af Amazonas krigere selv stod i spidsen for, afholdte Amnesty International Danmark i samarbejde med vores latinamerikanske partnere en workshop for dem.

Workshoppen havde til formål at styrke de unge kvinder og piger yderligere i deres kamp for, at den ecuadorianske stat og oliegiganterne overholder menneskerettighederne i Amazonas. Og da gruppen af piger og unge kvinder i Amazonas krigere for nylig er blevet udvidet, var der også flere teambuilding-øvelser for at styrke sammenholdet i gruppen.

Gruppen af unge kvinder og piger er for nylig blevet udvidet, og derfor arbejdede de blandt andet med teambuilding for at lære hinanden at kende, udvikle gensidig tillid og en fælles identitet baseret på deres fælles interesse i at stoppe gasafbrændingerne. FOTO: Michel Banz, Amnesty International Danmark
Amazonas kriger består både af oprindelige folk og piger med blandede baggrund. Derfor er sammenholdet mellem dem vigtigt, da de grupper traditionelt set er opdelte og racisme grupperne i mellem eksisterer i det omkringliggende samfund i Ecuador. FOTO: Michel Banz, Amnesty International Danmark
Leonela Moncayo (tv.) i et koncentreret øjeblik under workshoppen. FOTO: Michel Banz, Amnesty International Danmark

Har du lyst til at læse flere historier som denne, så tilmeld dig Amnesty International Danmarks nyhedsbrev:

Du kan også møde andre latinamerikanske miljøaktivister her: