En bølge af protester, ført an af unge over hele Asien, gør oprør mod den stigende undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden, viser Amnestys regionale rapport om situationen for menneskerettighederne i 25 lande i Asien og Stillehavsregionen
Det er særligt de asiatiske unge, der går forrest i kampen for at bekæmpe tendensen til stigende undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden i hele Asien. Med en bølge af protester over hele kontinentet forsøger en ny generation at gøre modstand.
Det er den overordnede konklusion i Amnesty Internationals årlige regionale rapport om menneskerettighedssituationen i 25 lande og områder i Asien og Stillhavsregionen, ”Human Rights in Asia-Pacific: A review of 2019”.
”2019 var et år med undertrykkelse, men også med modstand. Mens regeringer over hele kontinentet forsøger at fjwerne fundamentale frihedsrettigheder, gør befolkningerne modstand – og det er de unge, der går forrest,” siger Nicholas Bequelin, Amnesty Internationals regionale direktør for Øst- og Sydøstasien samt Stillehavsregionen.
”Fra Hongkongs studenterbevægelse, som kæmper mod Kinas voksende indblanding, til studerende i Indien, der protesterer mod anti-muslimsk politik. Fra Thailands unge vælgere, der flokkes om et nyt oppositionsparti, til demonstranter for LGBTI-rettigheder i Taiwan. Det er folkelige protester, anført af unge, der udfordrer den etablerede orden – både online og offline,” siger Bequelin.
Myndighedernes gengældelse
Oppositionskræfter og fredelige demonstranter mærker imidlertid ofte myndighedernes gengældelse. Protesterende er blevet fængslet i Vietnam, Laos, Cambodia og Thailand, mens adskillige er blevet dræbt i Indonesien, da politiet brugte overdreven magt mod demonstranter. I Pakistan og Bangladesh er aktivister og journalister blevet underlagt love, der undertrykker ytringsfriheden.
En del af problematikken på kontinentet er, at minoriteter undertrykkes. I Xinjiang-provinsen i Kina bliver op mod en million uighurere og andre, fortrinsvis muslimske, mindretal tilbageholdt i såkaldte genopdragelseslejre. I Myanmar går det ud over rohingyaerne, som i stort tal er blevet udrenset fra Rakhine-provinsen. Blot for at nævne nogle eksempler.
Eksempler på fremskridt
For dem, der protesterer mod udviklingen, er der ofte store omkostninger, men der er også eksempler på, at kampen for at opnå fremskridt på menneskerettighedsområdet har givet pote. I Sri Lanka er det lykkedes advokater og aktivister at få standset tilløb til genoptagelse af henrettelser, og i Hongkong lykkedes det at få regeringen til at trække en kontroversiel lov om udleveringer til Kina tilbage.
”Demonstranter blev mødt med vold i 2019, men de forsvandt ikke. De blev forsøgt kvalt, men de kunne ikke ties ihjel. Sammen sendte de et budskab om, at de ville stå imod de regeringer, som fortsat krænker menneskerettighederne i deres forsøg på at stramme deres greb om magten,” siger Nicholas Bequelin.