Enkerne og de forsvundne

Flere end 90.000 kvinder i den nordlige del af Sri Lanka mistede deres mænd og sønner, som døde eller forsvandt under borgerkrigen. Fra landets nyvalgte præsident lyder det nu, at de alle sammen er døde, og at de efterladte kan få en økonomisk kompensation. Men enkerne vil ikke have penge. De vil have beviser.

Tekst og foto: Anne Lea Landsted
Artiklen er fra vores medlemsblad amnesty

Hun mistede sin mand. Han blev anholdt i 2003 og er ikke set siden. Hun mistede sine sønner. De forsvandt i borgerkrigens sidste dage. Hun mistede sit hjem. Det er i dag en militærbase. Hun er blevet tilbudt penge, men det eneste hun ønsker er svar. Svar på, hvad der skete med hendes mand. Svar på, hvor hendes sønner blev ført hen, da militæret bortførte dem i 2009.

Og Rengasamy Annaledsumy er langt fra den eneste, der har mistet og gerne vil have svar. Hver måned, siden borgerkrigen i Sri Lanka sluttede for lidt over ti år siden, har flere hundrede tamilske krigsenker demonstreret forskellige steder i den nordøstlige del af øen for at få klar besked om deres forsvundne mænd og børns skæbne

Præsidenter er kommet med skiftende forklaringer på de mange forsvindinger. Nogle siger, mændene er flygtet til udlandet – men uden at kunne dokumentere det. Andre påstår, at de er døde. Så sent som i januar i år sagde den nyvalgte præsident Gotabaya Rajapaksa, at alle de forsvundne er døde, og at det er på tide at komme videre og slå en streg over fortiden. Præsidenten vil udstede dødscertifikater og betale penge, men de pårørende vil ikke have penge. De vil have beviser på, at deres mænd og sønner er døde.

”Jeg er blevet tilbudt 6000 rupees om måneden (omkring 200 danske kroner), men det eneste, jeg ønsker, er at kende sandheden.”

Taget af militæret

Regasamy Annaledsumy har en gul kuvert med dokumenter og billeder af sine sønner med overalt. Hun ser ældre ud end sine 55. Årene med uvished og sorg har slidt på hende. Da hendes mand forsvandt, faldt familiens økonomi sammen, og i dag forsøger hun at få livet til at hænge sammen med småjobs som rengøring og hjælp fra sin søster.

Hun åbner kuverten og finder et billede af sønnerne Ravi og Suresh frem. Hun holder det op foran sig.

Rengasamy Annaledsumys sønner blev bortført at militæret i 2009.

”De var 13 og 14, da de i maj 2009 blev samlet op af en af militærets busser. Men hvad skete der med dem? Hvor tog de dem hen?”

Alt var kaos med konstante bombardementer, husker Regasamy Annaledsumy. Nogle af de værste kampe fandt sted i Mulativo provinsen i det nordøstlige Sri Lanka. Det var her, det endelige opgør mellem regeringstropperne og de tamilske tigre fandt sted i foråret 2009, og det var her, drengene blev kørt væk sammen med mænd og børn, som myndighederne mistænkte for at arbejde sammen med tigrene.

Nogle af dem blev sendt på genopdragelseslejre, og Regasamy Annaledsumy ikke lade være med at tænke på, at de måske stadig er i live. Men hun er bange og tør ikke længere sige det offentligt. Siden Gotabaya Rajapaksa blev valgt til præsident i november 2019 har regeringen øget overvågningen og fremsat trusler mod pårørende til forsvundne. Gotabaya Rajapaksa var forsvarsminister og hans bror Mahinda Rajapaksa præsident, da krigen sluttede i 2009. De er for deres roller under borgerkrigen mistænkt for at være ansvarlige for krigsforbrydelser, herunder bevidst at bombning af civile mål, voldtægter og udenom retlige henrettelser. FN vil have dem stillet for en krigsforbryderdomstol, men Sri Lanka nægter at samarbejde. Det singalesiske flertal i Sri Lanka betragter omvendt brødrene som helte, fordi de stoppede konflikten. 

Folk er bange

Shanmugampillai Sarojini og Sivananthan Janitha har heller ikke kunnet få svar på, hvad der er sket med deres pårørende. Janithas mand blev bortført på åben gade og Sarojinis søn forsvandt i Mulativo provinsen i krigens sidste dage.

Ligesom Regasamy Annaledsumy har de billeder af deres forsvundne pårørende med overalt i håb om, at nogen på et eller andet tidspunkt vil lytte til dem. De føler sig svigtet af det internationale samfund, der ikke længere synes at interessere sig for, hvad der sker i Sri Lanka.

”I 11 år har vi håbet, at vores børn var i live. Nu har præsidenten taget håbet fra os ved at sige, at de er døde.”

Shanmugampillai Sarojini og Sivananthan Janitha ser alvorligt på mig og tilføjer: ”Vær sød at dele vores budskab, så vi ikke bliver glemt.”

De er med i gruppen Mothers of the Disappeared, der hver måned den 30 demonstrerer for at få at vide, hvad der er sket med deres sønner. Datoen er inspireret af den internationale dag for ofrene for bortførelser, der markeres hvert år den 30. august, men efter præsidentvalget er de blevet mere forsigtige.

I løbet af de seneste måneder er mødre til forsvundne blevet ringet op flere gange af forskellige efterretningstjenester og blevet spurgt om, hvor de mødes, og hvem der organiserer møderne. De har selv været til afhøring hos efterretningstjeneste, TID, Terrorism Investigation Division, i hovedstaden Colombo. Tjenesten er berygtet for at bruge tortur under afhøringer.

“De spurgte, hvorfor vi demonstrerede, og hvor pengene kommer fra,“ siger Sivananthan Janitha. ”De sagde, at de ville hjælpe os, hvis vi holdt op. Men vi holder ikke op. Vi bliver ved, til vi har fået et klart svar.”

Shanmugampillai Sarojini og Sivananthan Janitha fik lov til at gå. Så heldige er andre ikke altid.  

”Folk er bange nu på grund af den nye regering,” fortæller Sivananthan Janitha. ”De holder øje med os, derfor demonstrerer vi heller ikke de samme steder hver gang, men flytter rundt.” 

Dødstrusler

Ruki Fernando er rådgiver i menneskerettighedscentret INFORM i Colombo. På væggene på hans kontor i bygningen ved siden af jernbanen hænger der billeder af journalister, der enten er forsvundet eller blevet dræbt.

Han fortæller, at frygten blandt etniske minoriteter og journalister i Sri Lanka er vokset efter, at familien Rajapaksa igen er kommet til magten.

Mange har forladt Sri Lanka. Ruki Fernandos forældre har også opfordret ham til at rejse. Han har tidligere været anholdt, men blev løsladt efter pres fra det internationale samfund. Det er ikke sikkert, at han er ligeså heldig næste gang.

”Selvfølgelig er jeg bange, men at rejse er for mig den allersidste mulighed. Jeg kan gøre mere ved at blive.”

I det store rum foran hans kontor sidder to journalister bag deres computere. De har modtaget dødstrusler, og INFORM hjælper dem med at finde sikre steder, hvor de kan opholde sig midlertidigt.

”Sri Lanka bør skamme sig over de mange dræbte og forsvundne og indlede en undersøgelse, så de ansvarlige kan blive stillet til regnskab, i stedet for at forfølge de, der prøver at få sandheden frem”, siger Ruki Fernando.  

Han kalder det både ufølsomt og hånligt, når regeringen nu siger, at alle de forsvundne er døde uden at dokumentere det.

”Folk har krav på at kende detaljerne. Det er familier, som har ledt og ledt i årevis, og som har oplevet utrolig megen smerte. Det mindste, man kan gøre, er at fortælle, hvordan deres pårørende forsvandt, og hvordan de blev dræbt.”

Ifølge ham bliver der ikke varig fred i Sri Lanka, før regeringen forholder sig til årsagerne til, at krigen opstod, nemlig tamilernes ønske om en selvstændig stat, og før de ansvarlig for krigsforbrydelser på begge sider af konflikten bliver stillet til ansvar. Desuden mener han, at de døde bør mindes.

”Man kan måle et demokrati på to måder,” siger Ruki Fernando. ”Hvordan mindretallene bliver behandlet og på graden af ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, og tolerance. På begge fronter har Sri Lanka fejlet.” 

Håbet

Regasamy Annaledsumy lægger billederne af sine forsvundne sønner tilbage i den gule kuvert. Indtil krigen opholdt hun sig sammen med sine tre yngste børn – tre døtre – i en flygtningelejr i Manner distriktet. Nu bor hun i et lille hus i junglen. Det er ikke hendes hjem. Det blev overtaget af militæret og i dag ligger der en kaserne på grunden.  Under krigen beslaglagde militæret en stor del af jorden i det nordlige Sri Lanka. Efterfølgende er det kun lykkedes ganske få tamilske enker at få den tilbage igen. Regasamy Annaledsumy håber, at det også en dag vil lykkes for hende, men lige nu er det vigtigste at finde ud af, hvad der er sket med hendes sønner.

”Uvisheden er den værste,” siger hun, ”men håbet holder mig i live”.