Etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik



Etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik

Civile muslimer bliver udsat for etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik. Situationen kræver akut handling fra det internationale samfund. Det skriver Amnesty i en ny rapport, der indeholder over 100 vidneudsagn.

Det er på høje tid, at fredsbevarende styrker beskytter de tilbageværende muslimer i Den Centralafrikanske Republik. Anti-balaka militsens kontrol må brydes og tropper må indsættes i de byer, hvor muslimer er i fare.

De seneste uger har Amnestys researchere mødtes med over 100 mennesker, der har givet førstehåndsberetninger om anti-balaka militsernes overfald på muslimske civile i seks forskellige byer i den nordvestlige del af landet. Byer, som de fredsbevarende styrker aldrig formåede at beskytte.

De 100 beretninger er samlet i en ny rapport fra Amnesty, der er skrevet på baggrund af to researcheres ugelange besøg i det konfliktplagede land.

Læs rapport

“Militsen anti-balaka udfører voldelige angreb i et forsøg på etnisk udrensning i Den Centralafrikanske Republik,” siger Joanne Mariner, som er kriserådgiver i Amnesty International og forfatter bag rapporten.

”Resultatet er muslimsk udvandring af historiske dimensioner.”
Muslimer søger ly i kirker og moskeer
Amnesty har kritiseret det internationale samfunds afventende reaktion på krisen. Man har simpelthen ikke været hurtig nok til at håndtere anti-balaka militsen, og man har tøvet med at beskytte den muslimske minoritet.

Det værste angreb, som Amnesty har dokumenteret, fandt sted den 18. januar i byen Bossemptele, hvor mindst 100 muslimer blev dræbt. Heriblandt kvinder og ældre mænd, inklusiv byens imam, der var i 70’erne.

I forsøget på at undslippe anti-balaka’ernes dødelige angreb er store dele af den muslimske lokalbefolkning flygtet fra flere byer. I andre byer har de få muslimer, der er tilbage, søgt ly i kirker og moskeer.

Seks familiemedlemmer dræbt

En lille dreng, Abdul Rahman, fortæller Amnesty hvordan han den 14. januar sad i en lastbil, der blev stoppet ved en anti-balaka checkpoint. Alle muslimske passagerer blev beordret til at forlade bilen.Seks medlemmer af hans familie blev dræbt; tre kvinder og tre små børn.

Situationen i landet er et direkte resultat af den menneskerettighedskrise, der begyndte i december 2012, hvor muslimske Seleka-oprørerer tilkæmpede sig magten i marts 2013. Mens de havde magten i næsten 10 måneder, stod Seleka’er bag massakrer, voldtægter, tortur, plyndringer og nedbrændinger af kristne landsbyer.

Øjeblikkelig reaktion nødvendig

International bekymring over voldens sekteriske udtryk fik i december 2013 FN’s Sikkerhedsråd til at sende fredsbevarende styrker til landet. Styrkerne – sammensat af omkring 5500 tropper fra Den Afrikanske Union og 1600 franske soldater – er blevet indsat omkring hovedstaden Bangui og i flere byer nord og sydvest for hovedstaden.

Da Seleka-oprørerne trak sig tilbage tillod de internationale styrker, at anti-balaka militser overtog kontrollen by efter by. Den efterfølgende vold mod de muslimske indbyggere var forudsigelig, mener Amnesty, der i rapporten henviser til, at også Seleka-oprører udfører fortsatte angreb på kristne civile

”Der er brug for en øjeblikkelig reaktion. Det er på høje tid, at fredsbevarende styrker indsættes i de truede områder og beskytter de civile,” siger Joanne Mariner.