EU’s medlemslande ser passivt til, mens flere og flere migranter og flygtninge mister livet i Middelhavet i deres forsøg på at nå Europas grænser.
Et år efter mere end 500 mennesker mistede livet i Middelhavet ud for den italienske ø Lampedusa, offentliggør Amnesty nu en rapport, der retter en skarp kritik mod EU’s passivitet.
En passivitet der koster tusindvis af mennesker livet på deres farefulde rejse fra Nordafrika til Europas kyster.
Læs Amnestys rapport “Lives Adrift”
EU bygger grænsehegn højere
Voldelige konflikter og den udbredte fattigdom i Mellemøsten og Nordafrika får mange mennesker til at søge sikkerhed og en bedre fremtid i Europa. Og Europas tætlukkede grænser betyder, at flere tvinges til at vælge den farlige rejse over vandet.
”Mens EU bygger grænsehegnene højere og højere, forsøger flygtninge og migranter i stigende grad at rejse over Middelhavet i deres desperate forsøg på at nå Europas kyster. Fragtet ombord på vakkelvorne både af skånselsløse smuglere, svæver hundredvis af mennesker hver uge mellem liv og død, mellem håb og udmattelse,” siger John Dalhuisen, der er chef for Amnestys afdeling for Europa og Centralasien.
Uoverensstemmelser koster menneskeliv
I år er mere end 130.000 flygtninge og migranter ankommet til Europas kyster via Middelhavet, hovedparten fra det krigshærgede Libyen. Stort set alle blev reddet i land af den italienske flåde.
Manglende samarbejde mellem kystlandene forstærker risikoen ved rejsen. Langvarige uoverensstemmelser mellem Italien og Malta over deres respektive overvågnings- og redningsforpligtelser kostede formodentlig hundredvis af flygtninge og migranter livet, da en trawler med 400 mennesker om bord sank i Maltas redningszone.
Italien viser vejen
Selvom tragedien blev mødt af forfærdelse fra det internationale samfund, fulgte EU’s ledere ikke op med nogen meningsfulde tiltag. Italien var det eneste EU-land, der reagerede, ved at afsætte en væsentlig del af marinens ressourcer til redningsaktioner i Middelhavet.
Men selvom Italiens tiltag har reddet tusindvis af menneskeliv på havet er det ikke en holdbar løsning, mener Amnesty. EU bør sikre at opgaven løses i fællesskab mellem medlemslandene.
”Siden januar måned er flere end 2500 mennesker druknet eller forsvundet i Middelhavet på vej fra Nordafrika. Europa kan ikke ignorere denne tragedie, der udspiller sig på dets dørtærskel. EU og dets medlemslande bør omgående sikre flere redningsfartøjer, der har til formål at redde liv på havet,”
”Vi ville bare overleve!”
Amnestys researchere har talt med flere end 50 flygtninge og migranter i Italien og Malta. Mange kan fortælle enslydende beretninger om de farer, de har mødt på havet, inklusiv overfyldte både og tæsk.
En af dem er 22-årige Mohammed fra Damaskus, Syrien. Han fortæller Amnesty:
”Da vi forlod Libyen var vi omkring 400 voksne og omkring 100 børn. Vi blev nødt til at sejle i robåde hen til de større både. Først kunne jeg ikke få øje på båden, men da jeg så den var det slemt. Jeg ville ikke gå ombord, men smugleren truede mig med en pistol. Det tog to timer at få alle ombord. Jeg hørte skud. En båd med bevæbnede mænd sejlede ind foran vores båd. De forsøgte at stoppe vores båd i omkring fire timer. De skød fra flere sider. Da det blev lyst, forsvandt de. Den ødelagte båd vippede fra side til side. Vi smed alle vores tasker i havet – også redningsvestene. Vi ville bare overleve!”
EU-lande bør dele ansvaret
Amnesty mener, at Dublin-forordningen, hvor det første medlemsland, som asylansøgeren når til, har pligt til at behandle ansøgningen om asyl, placerer en uretfærdig byrde på de lande, der står for redningsaktionerne i Middelhavet.
Den manglende solidaritet mellem EU-landene betyder, at sydeuropæiske lande, særligt Malta, tøver med at redde flygtninge og migranter i land.
”Uanset EU’s forsøg på at holde dem ude vil flygtninge og migranter fortsat sætte livet på spil for at undslippe krigshærgede lande, menneskerettighedskrænkelser eller økonomisk armod. EU’s medlemslande kan ikke tvinge disse mennesker ud på verdens farligste ruter og derefter bare overlade dem til deres egen skæbne,” siger John Dalhuisen.