Flugten fra Nordkorea
I jagten på en lysere fremtid flygtede Ji Cheol-ho og Kim Keon-woo hver især fra Nordkoreas brutalitet. Nu dedikerer begge mænd deres tid til at arbejde for menneskerettighederne i Nordkorea. Her fortæller de to aktivister deres historie.
Kim Keon-woo
”Min familie var forholdsvis velhavende i Nordkorea, men vi led alle under den store hungersnød i 1990’erne. Der var ingen uddeling af mad i de seks måneder, der gik, inden min familie besluttede sig for at rejse. Jeg var 11 år gammel, da min mor sagde til mig: ”Lad os tage til et bedre sted og få noget ordentlig mad.
Vi flygtede i 1998. Planen var at nå frem til vores familie i Dangdong, Kina, ikke langt fra grænsen. Vi krydsede floden Tumen. Mange af de mennesker, der forsøger at flygte fra Nordkorea, dør på denne rute. Det var i august, og det regnede kraftigt. Min mor var lige ved at drukne, men den hårdeste del kom, da det var lykkedes os at komme ind i Kina.
Uden lovlige papirer var vi hele tiden i fare for at blive sendt tilbage, hvor vi risikerede at blive sendt i arbejdslejr eller henrettet. I Kina blev vi hjemme det meste af tiden, hvor jeg studerede og lærte at tale kinesisk. Da politiet opsøgte os i vores hjem, blev vi nødt til at gemme os. Vi endte med at bo i Kina i syv år, fordi vi ikke vidste, hvordan vi skulle komme til Sydkorea. Da det endelig lykkedes os at komme til Seoul med hjælp fra det sydkoreanske konsulat i Shanghai, fandt jeg friheden.”
Ji Cheol-ho
”Jeg slap ud af Nordkorea i 2006 sammen med min mor og min bror. Jeg var 22 år gammel. Det var planen, at min far efterfølgende skulle støde til os, men jeg så ham aldrig igen. Vi blev fortalt, at han blev tilfangetaget, tortureret og at han døde i Nordkorea.
Selvom der manglede mad i Nordkorea, lærte jeg i skolen, at det var verdens bedste land. Jeg blev hjernevasket og troede på det.
Jeg fik en eksamen og havde et arbejde, men jeg kæmpede stadig for at få råd til mad. Som 17-årig var min højde kun 110 til 120 centimeter. Jeg spiste, hvad jeg kunne få fat i, for eksempel bark fra træer. Jeg begyndte at spørge mig selv, om dette virkelig var det bedste, et land kunne tilbyde sit folk.
Efter min bror og jeg var flygtet til Kina, delte vi os op for at undgå at blive pågrebet. Vores håb var at se hinanden igen i Sydkorea, men vi vidste ikke, om det ville være sidste gang, vi så hinanden.
I 15 dage rejste jeg med busser og vandrede gennem skove, mens jeg forsøgte at komme til Sydkorea. Hver gang nogen tiltalte mig på kinesisk, smilte jeg bare tilbage og håbede på det bedste.
Efter jeg ankom til Seoul, var der mange ting, som jeg skulle tage ind. Min første tanke var, at det var en cool lufthavn. Jeg kan huske den friske luft.
Jeg blev genforenet med min bror og min mor – det var overvældende.
I den første uge vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge min nye frihed til. Jeg sov i en uge. Jeg brugte min frihed til at sove! Derefter besluttede jeg, at jeg kunne ville sige ja til ting, som jeg ønskede at gøre. Jeg ønskede at studere. Det var frihed.“
Kim Keon-woo
”Det bedste ved at bo i Seoul var, at jeg kunne bevæge mig frit. I Kina frygtede jeg altid at blive sendt tilbage.
I 2011 blev jeg på universitetet introduceret til Ji Seol-ho, der havde stiftet NGO’en NAUH (Now Action for Unity and Human Rights).
Det lyder måske mærkeligt, men jeg vidste ikke ret meget om menneskerettighedskrænkelser i Nordkorea. Jeg havde set to henrettelser, da jeg boede der, men jeg var så lille, da vi rejste, at jeg ikke vidste, hvad det var. Af ren og skær nysgerrighed tog jeg til et af NAUH’s møder. Det var der, at det gik op for mig, at det lige så godt kunne have været min familie, der havde været udsat for de krænkelser.
Med Amnestys hjælp lærte vi om forskellige metoder til at arbejde for menneskerettigheder. Ligesom os arbejder Amnesty med mennesker, hvis stemmer ellers ikke ville blive hørt.
Vores samarbejde kulminerede i Genéve i marts i år, hvor vi mødtes med diplomater fra FN for at tale om menneskerettigheder. Vi præsenterede vidneudsagn og research som bidrag til FN’s universelle periodiske bedømmelse af Nordkorea.
Vores rapport til FN handlede om gadebørn i Nordkorea. De krænkelser, de er udsat for, er nogle af de værste. De har ingen mulighed for at kæmpe for deres rettigheder, så som menneskerettighedsaktivist ville jeg gøre noget for at hjælpe dem.
Vi er nødt til at lægge mere pres på Nordkorea fra andre regeringer. Regeringer frygter folkets meninger. Det er ikke muligt for nordkoreanerne derhjemme at hæve deres stemme, så bliv endelig ved med at tale om menneskerettighedskrænkelser, så Nordkorea ikke får mulighed for at ignorere jeres stemmer.”
Ji Cheol-ho
”Mit liv ændrede sig i Seoul, men jeg vidste, at mange mennesker hjemme i Nordkorea stadig led nød. Så jeg hjalp med at oprette organisationen NAUH i 2010.
Vi begyndte med gadekampagner i Seoul om menneskerettighederne i Nordkorea. I takt med at vi fik flere støtter og ressourcer, udvidede vi vores arbejde. Et år senere begyndte vi at hjælpe nordkoreanere på flugt – især kvinder – med at nå fra Kina til Sydkorea og med tilvænningen til deres nye liv.
Hver eneste gang jeg mødte nordkoreanere, kunne jeg se deres mod. Tilbage i Nordkorea fik jeg at vide, at kvinder, som forlod landet, var de værste. I dag ser jeg anderledes på tingene, og jeg vil hjælpe dem. Når jeg taler til dem med en nordkoreansk dialekt, får det dem til at føle sig mere hjemme. Det er mit arbejde, det er mest betydningsfulde arbejde, og det glæder mig at kunne hjælpe dem.
Selvom menneskerettighedskrænkelser er udbredte i Nordkorea, er handlinger som vores med til at minde folk om, hvad der foregår. Vi kommer aldrig til at standse vores arbejde for at hjælpe mennesker i Nordkorea med at opnå rettigheder.
I år fik jeg mulighed for at fortælle vores historier i FN for at holde det nordkoreanske regime ansvarligt for dets overgreb mod dets befolkning og mod mennesker, som søger et bedre liv. At vi fik den mulighed, var meget vigtigt for mig.
Jeg vil gerne takke Amnestys støtter og medlemmer for at bekymre sig om menneskerettighederne i Nordkorea. Mit håb er, at vi sammen kan styrke menneskerettighederne for alle”.