Danmark møder kritik fra FN for håndteringen af voldtægter, utilstrækkelig seksualundervisning, den såkaldte ghettolov og interkønnedes manglende rettigheder. Amnesty, der har givet anbefalinger til komitéen, hilser kritikken velkommen.
FN’s komité for økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder (CESCR) fremlægger i dag sine anbefalinger til, hvor Danmark kan sætte ind for bedre at leve op til sine internationale menneskerettighedsforpligtelser. Komiteen kritiserer Danmark på en række punkter.
Den høje forekomst af seksuel vold og voldtægt og det lave antal anlagte sager, mangelfuld voldtægtslovgivning, mangelfuld seksualundervisning, den såkaldte ’ghettolov’ og krænkelser af interkønnedes menneskerettigheder møder kritik. Emner, som også Amnesty har kritiseret.
Adgang til retfærdighed for voldtægtsofre
”Vi er glade for, at FN understreger vigtigheden af en samtykkebaseret lovgivning, systematisk indsamlet og segregeret data samt fokus på barrierer i forhold til anmeldelser, efterforskning og domsfældelser. Alle områder, som Amnesty også har bedt den danske regering om sætte fokus på for at sikre bedre retssikkerhed for voldtægtsofre, så vi lever op til vores internationale menneskerettighedsforpligtelser”, siger Helle Jacobsen, der er ansvarlig for køn, kvinder og LGBTI-rettigheder i Amnesty.
Bedre seksualundervisning
Anbefaling: Der bør tilvejebringes obligatorisk, fyldestgørende, alderssvarende, kønssensitiv, evidensbaseret og objektiv seksual- og parforholdsundervisning til elever og studerende af alle køn og på alle undervisningstrin, også udenfor undervisningssystemet. Dette bør omfatte undervisning i samtykke, kropslig og seksuel selvbestemmelse og retten til kropslig integritet.
”Alderssvarende og omfattende seksualundervisning fra en tidlig alder er et godt udgangspunkt for at øge unge menneskers bevidsthed om forhold, ligestilling og samtykke. I sidste ende vil det bidrage til at opbygge et samfund med større respekt for seksuel selvbestemmelse og med mindre seksuel vold. I Amnesty byder vi derfor FN’s anbefalinger velkommen”, siger Helle Jacobsen.
Afskaf ”ghettoloven”
Anbefaling: Regeringen bør rulle den såkaldte ghettopakke tilbage og i stedet tage initiativ til at bygge nye boliger, som er til at betale for den gruppe mennesker, som ghettopakken snarere end at hjælpe lader stå tilbage med regningen.
”Amnesty er enig med FN-komiteen i komiteens kritik af den danske boliglovgivning, som den kommer til udtryk i den såkaldte ghettopakke. Komiteen understreger, at sociale problemer, problemer med arbejdsløshed med videre kan og skal løses, uden at det sker ved at diskriminere bestemte befolkningsgrupper i deres adgang til boliger”, siger Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty Danmark.
Beskyttelse af interkønnedes rettigheder
Anbefaling: Spædbørn, der fødes med variationer i kønskarakteristika, bør ikke underkastes ikke-akut, invasiv og irreversibel kirurgisk og hormonel behandling for at ‘normalisere’ deres kønskarakteristika.
”Vi er glade for, at også FN understreger, at der bør være en medicinsk grund til at operere på raske spædbørn. I Danmark fødes der hvert år omkring 1000 børn med variationer i deres kønskarakteristika. Forældrene til disse børn får meget begrænset information fra lægerne, der anbefaler og udfører indgrebene hurtigst muligt under henvisning til, at barnet dermed får tildelt et biologisk og socialt køn. Men i langt de fleste tilfælde er der ikke akut grund til at operere, og man fratager dermed barnet retten til selv at vælge. Desuden er vi enige med FN i, at det er vigtigt, at de danske sundhedsmyndigheder ikke længere bruger termen *disorders* om interkønnede, da den sygeliggør dem. Anbefalingen om uddannelse af læger og andet sundhedspersonale bakker vi også op om, da det vil kunne føre til mindre diskrimination af interkønnede,” siger Helle Jacobsen.
Baggrund: Her er Amnestys anbefalinger
Retten til omfattende seksualundervisning
Anbefalinger:
- At levere obligatorisk, omfattende, alderssvarende, kønsfølsom og vidensbaseret seksualundervisning til elever og studerende af alle køn på alle niveauer af uddannelse og uden for uddannelsessystemet. Disse bør omfatte uddannelse om samtykke samt kropslig og seksuel selvbestemmelse.
- At introducere et obligatorisk modul til undervisning i seksualundervisning som en del af læreruddannelsen.
Beskyt interkønnedes rettigheder
Anbefalinger:
- Forslag til at indføre kønskarakteristika som et grundlag for forskelsbehandling på dansk Lov om ikke-forskelsbehandling, den danske lov om ligebehandling og relevant antidiskriminationslovgivning.
- Udvikle – i samråd med interkønnede og aktivister, der arbejder. Med disse problemer – menneskerettighedsbaserede retningslinjer på nationalt plan for at sikre, at operationer og behandlinger af interkønnede, som er ikke-akutte, invasive og irreversible, bliver udskudt, indtil børnene meningsfuldt kan deltage i beslutningsprocessen og give deres informerede samtykke.
- I samråd med personer med interkønnede og aktivister, der arbejder med disse problemer, udvikle og give obligatorisk træning til medicinske og sundhedsfaglige medarbejdere om køn og kropslig mangfoldighed med fokus på individer med variationer i kønskarakteristika.
Retten til tilstrækkelig bolig
Anbefalinger:
- At ophæve L38 og engagere sig med berørte mennesker og beboere for at udtænke planer og politikker til at adressere bekymringer omkring arbejdsløshed, kriminalitet og så videre på en måde, der ikke er diskriminerende og i overensstemmelse med Danmarks nationale, regionale og internationale menneskerettighedsforpligtelser.
- At sikre, at byfornyelse og andre programmer, der påvirker boliger, respekterer retten til bolig og ikke medfører ikke tvungne udflytninger og hjemløshed og situationer.