Folkemøde 2023: Vores samtale-kultur slår revner

Amnestys generalsekretær Vibe Klarup satte hadtale på dagsordenen ved åbningen af Folkemødet på Bornholm. Du kan læse talen her.

Af Vibe Klarup, generalsekretær Amnesty International Danmark og formand for Foreningen Folkemødet

Velkommen til tre dage, hvor samtalen er samlingspunktet.

Vi er her, fordi vi bekender os til samtalens helt fundamentale drivkraft i vores samfund. Demokrati er under pres i hele verden. Flere og flere demokratier afvikles, borgere mister rettigheder, og folk har dalende tillid til politikerne. Samtalerne lukker sig om sig selv. Erstattes af envejstale.

Folkemødet er en manifestation af det modsatte: Vi er her for sammen at genbekræfte vores demokrati. Vi vil ikke bare lade stå til og håbe på, at demokratiets udfordringer går uden om os. Vi er her for at udvise rettidig omhu. Vi er her for at videreudvikle vores fælles samtale, og det er der brug for.

Noget tyder på, at også vores samtale-kultur slår revner. Debatten på online platforme. Beskederne i in-boksen. Tilråbene ude i virkeligheden kan være hårde og til tider hadefulde. Eksemplerne er efterhånden så mange, at de er svære at overhøre. Hetzen mod Onkel Reje er blot det seneste – og meget synlige eksempel.

Had rammer især minoriteter. Det rammer muslimer, jøder og andre religiøse mindretal. Had rammer mennesker med handicap og seksuelle minoriteter. Det rammer kvinder. Had skader. Det skader den, der udsættes for det. Der er talrige beretninger om, hvor voldsomt det er for den, det går ud over.

Konsekvensen er, at grupper i samfundet giver op og trækker sig fra debatten. Syv ud af 10 danskere svarede for nylig i en undersøgelse, at de til tider har afholdt sig fra at ytre sig på sociale medier på grund af hadtale.

Ytringsfriheden trues, og det er fra en uventet kant. Fra os selv. Vi bliver nødt til at beslutte os for en anden vej.

Samtalen er forudsætningen for, at vi kan skabe solide politiske løsninger, hvor alle perspektiver er med. Samtalen er forudsætningen for at vores samfund hænger sammen. Ord har magt.

På Folkemødet håber vi, at alle vil bruge den magt for fuld udblæsning i de næste tre dage. Vi håber på skænderier, på yderligtgående udsagn og på de milde og kompromissøgende.

Vi forventer hård kritik og muntre indslag. Vi forventer debat, så teltene blafrer. Men vi opfordrer til, at vi aldrig forfalder til hadtale.

Vibe Klarup, generalsekretær Amnesty International Danmark
Vibe Klarup, generalsekretær Amnesty International Danmark.

I år vil I som altid møde forskeren, der har forladt sit kontor for at fremlægge ny viden. Lobbyisten og organisationsmennesket, der er her for at kæmpe for en vigtig sag. Politikeren, der vil forsvare sin politik og inspireres til at udvikle nye løsninger.

Der vil i år i samtalerne være endnu flere mennesker med erfaringer fra det levede liv til at nuancere debatten og vise, hvordan politik virker, når den bliver til hverdag. Der vil i år også være ekstra mange unge med.

Tusind tak til Folkemødets mange, mange samarbejdspartnere, der står bag. Vi håber, at alle deltagere på Folkemødet vil gå ombord i samtalerne. Og gå fra Folkemødet fulde af håb og handlekraft på demokratiets vegne.

Godt Folkemøde.