Guantánamo: Sultestrejkende tvangsfodres

84 fanger på Guantánamo har sultestrejket siden februar. 16 bliver nu fodret gennem slanger i halsen, og fem er blevet indlagt på hospital.

Sultestrejken og oprøret i Guantánamo er udtryk for dyb menneskelig desperation. Den er en forudsigelig konsekvens af, at fangerne i over 11 år er blevet holdt indespærret uden at være tiltalt, mener Amnesty. De indsatte bør stilles for en domstol eller løslades, og også Danmark skal tage et ansvar. 

166 fanger sidder stadig tilbageholdt. Omkring halvdelen af disse er renset for mistanke af CIA og militæret, men kan ikke rejse hjem af frygt for tortur, forfølgelse eller dødsstraf i deres hjemland. 

Fair retssag

Amnesty opfordrer de amerikanske myndigheder til omgående at lukke Guantánamo. De fanger, der kan rejses tiltale imod, skal stilles for en domstol. Resten bør løslades.

”Døden bør ikke være den eneste måde at undslippe Guantánamo på. Mændene må enten blive tiltalt og få en fair behandling ved en føderal domstol eller prøveløslades omgående. Tiden er inden for præsident Obama til at gøre alvor af at lukke fangelejren,” siger Zeke Johnson fra Amnesty USA.

Obama løber fra sine løfter

Da præsident Barack Obama kom til magten i 2009, lovede han at lukke basen i løbet af et år. I stedet for at overholde sit løfte underskrev præsidenten den 2. januar 2013 et forsvarsbudget, der gør det vanskeligt at lukke basen.

Amnesty understreger, at præsidenten er nødt til at gøre op med forestillingen om, at verden er i en tilstand af konstant ’global krig’, hvis der skal ske reelle politiske ændringer. Tanken om at hele verden er en slagmark, hvor internationale menneskerettighedsregler er sat ud af kraft, er en dårlig undskyldning for at nægte mennesker deres helt basale rettigheder såsom retten til en retfærdig rettergang.

Det danske ansvar

Selvom udenrigsminister Villy Søvndal i sin tid i oppositionen pointerede, at Danmark skulle hjælpe med at rydde op efter krigen mod terror, afviser han nu, at Danmark bør tage imod nogle af de fanger, der er ‘free to go’. Begrundelsen er, at dette ikke er en dansk opgave.

Men Danmark har et medansvar, mener Amnesty.

”Som medlem af koalitionen har Danmark et medansvar for de fanger, der endte på Guantánamo. En række andre europæiske lande har taget imod fanger, og vi bør gøre det samme.  Der er brug for, at lande som Danmark bidrager til at rydde op efter den såkaldte krig mod terror og alle de overgreb på menneskerettighederne, der fulgte i kølvandet på den”, siger Amnestys vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Guantánamo i tal


779 fanger har siddet på Guantánamo siden 2002
166 sidder stadig på Guantánamo
84 sultestrejker i øjeblikket – det er mere end halvdelen af fangerne
7 fanger er dømt ved militære kommisioner. Fem af dem på basis af tilståelser – fire af dem er blevet sendt hjem.
6 fanger er idømt dødsstraf ved uretfærdige retssager ved militære kommisioner
9 fanger er døde, mens de sad på Guantánamo
Omkring 600 fanger er flyttet fraGuantánamo til andre lande siden 2002
48 fanger er tilbageholdt på ubestemt tid uden udsigt til en retssag eller løsladelse, sagde Obama i 2010.