Det kan ikke udelukkes, at danske styrker vil udlevere krigsfanger til fx irakiske styrker, selv om der er risiko for , at fangerne vil blive henrettet eller udsat for tortur. Det oplyste forsvarsminister Peter Christensen i sidste måned til Folketingets Forsvarsudvalg. På Amnestys nyligt afsluttede landsmøde enedes 450 deltagere om en udtalelse, der stærkt kritiserer regeringens manglende vilje til at sikre, at krigsfanger taget af danske styrker ikke vil blive udleveret til dødsstraf eller tortur.
Har forsvarsministeren læst sin egen militærmanual?
Det spørgsmål stiller deltagerne i Amnestys årlige landsmøde. Spørgsmålet er en reaktion på, at danske styrker endnu en gang er på vej til at deltage i en international mission – denne gang i Irak og Syrien – uden retningslinjer for, hvordan de skal beskytte fanger, de eventuelt måtte tage, mod dødsstraf og tortur.
Danmark har en lang tradition som foregangsland, når det gælder overholdelse og udbredelse af respekt for menneskerettighederne. Amnestys landsmøde opfordrer på det kraftigste regeringen til at handle i forlængelse af denne tradition og sætte alt ind på at sikre, at Danmark handler i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser og undlader at udlevere fanger til tortur eller henrettelse.
Da danske soldater tog af sted til Afghanistan (2002) og Irak (2003), havde den daværende regering forsømt sit ansvar for at sikre, at der forelå tydelige og ansvarlige planer for fangehåndtering.
Resultatet udeblev ikke. I Irak overgav danske soldater fanger til britiske styrker. Briterne overgav fangerne til amerikanske styrker, som derpå overgav dem til irakiske styrker, der mishandlede fangerne. I Afghanistan overgav danske styrker fanger til såvel de afghanske myndigheder som til amerikanske styrker uden at have kontrol med, hvorvidt fangerne blev udsat for grove menneskerettighedskrænkelser.
Efter en årelang diskussion blev det besluttet, at Forsvaret skulle udarbejde en manual, der én gang for alle skulle fastlægge danske soldaters forpligtelser i henhold til den humanitære folkeret og menneskerettighederne – herunder forpligtelsen til at sikre, at fanger ikke udleveres til tortur eller dødsstraf.
I januar 2016 udsendte Forsvarsministeriet et 603 sider langt udkast med titlen ”Militærmanual om folkeret i internationale militære operationer”, der blandt andet behandler spørgsmålet om fangehåndtering. Manualen slår fast, at danske soldater ikke må overgive fanger til andre myndigheder eller styrker, hvis der er risiko for, at fangerne vil blive henrettet eller udsat for tortur.
I forbindelse med Folketingets nylige beslutning om at deltage i den kommende mission til Irak og Syrien oplyste forsvarsminister Peter Christensen imidlertid, at det ikke kan udelukkes, at danske styrker vil udlevere fanger til de irakiske myndigheder, uanset at der er risiko for, at de vil blive tortureret eller henrettet.
Realiteten er, at seks års arbejde og en militærmanual på over 600 sider ikke har flyttet os ét skridt videre siden 2002. Tværtimod ser vi en regering, der udtrykkeligt siger, at man må acceptere risikoen for, at fanger, der overdrages af danske styrker, tortureres eller henrettes – en accept, der er i direkte modstrid med de principper, der fremgår af udkastet til manualen.
Regeringen må øjeblikkeligt give maksimal prioritet til at sikre den hensigt, der udtrykkes i såvel manualen som den humanitære folkeret: At krigsfanger under ingen omstændigheder må udleveres til tortur eller dødsstraf.