Byggeriet er ikke begyndt, men Trumps plan om en ”stor, smuk mur” kaster allerede nu en tung skygge på grænsen til Mexico. Løftet om at smide USA’s 11 millioner papirløse immigranter på porten skaber frygt for en større flygtningekrise.
Tekst: Nora Rahbek Kanafani
Foto: John Moore/Getty
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2017
Stilhed før stormen.
Sådan beskriver Madeleine Penmann stemningen ved den mere end 3000 kilometer lange grænsestrækning mellem USA og Mexico.
Gennem ørken, sand og floder slænger grænsen sig langs fire stater: Californien, Texas, New Mexico og Arizona. Nogle steder er grænsen markeret med hegn eller pigtråd, andre steder er det floder og ørken, der naturligt afskærer Mellem- og Nordamerika fra hinanden.
Madeleine Penmann er kriseresearcher for Amnesty International. Sammen med en kollega har hun efter Trumps indsættelse gennemrejst den fulde grænsestrækning for at observere, hvilke konsekvenser de præsidentielle ordrer om hårdere håndtering af immigranter har haft.
Flere steder på den mexicanske side af grænsen har familier og enlige mænd slået sig ned i et ingenmandsland af teltlejre og håbløs-hed. De fleste er på flugt fra voldelige bande-konflikter i Mellemamerika og håber på at opnå asyl i USA.
Men alligevel tør de ikke krydse grænsen af frygt for at blive tvunget tilbage til deres hjemlande. Eller blive tilbageholdt på ubestemt tid af det amerikanske grænsepoliti.
”Trumps løfter om effektivt at lukke grænserne for immigranter og asylansøgere gør, at alle holder vejret. Folk frygter, at en presset situation kan udvikle sig til en reel flygtningekrise”, siger Madeleine Penmann, som har interviewet migranter, asylansøgere og menneskerettighedsaktivister langs grænsen.
Grænsepoliti bakker op om Trump
Løftet om at ”reparere” USA’s immigrationssystem var et helt centralt slogan i Trumps præsidentkampagne.
Budskabet blev mødt med jubel ved Trump-valgmøder over store dele af landet. Fra scenen beskrev Trump, hvordan uskyldige amerikanske mænd og kvinder bliver brutalt myrdet af illegale indvandrere, der får lov at hærge frit på grund af Obamas og Clintons åbne grænser.
Løfterne blev også hilst velkommen af det amerikanske grænsepoliti, hvis fagforbund for første gang nogensinde blandede sig i en valgkamp og udtrykte deres støtte til Trump.
Få dage efter indsættelsen udstedte Trump sine første dekreter på området. Udover at der skulle bygges en mur mod Mexico, skulle de omkring 11 millioner papirløse immigranter, der ifølge officielle vurderinger opholder sig i USA, deporteres, og The Muslim Ban skulle sætte en stopper for muslimsk indvandring.
Præsidenten forsøgte også at bremse statsmidler til de såkaldte ’Sanctuary Cities’ – byer, der giver papirløse migranter en form for ’helle’ ved at begrænse samarbejdet med de føderale immigrationsmyndigheder.
Det fik borgmester James Kenney fra Philadelphia til at kalde Trump for ”en mobber, hvis politik udgør en trussel mod amerikanske byers sikkerhed og velstand”.
”Jeg har ingen planer om at smide nogen fra vores immigrantsamfund under bussen, bare fordi vi har en præsident, der er demagog”, sagde Kenney til avisen The Guardian.
I april fik Philadelphia og USA’s øvrige ”Sanctuary-byer” opbakning fra retsvæsenet, da en dommer i San Francisco blokerede Trumps tiltag med argumentet om, at det var i strid med forfatningen.
Deportationer på samlebånd
Massedeportationer er bestemt ikke noget nyt i amerikansk politik.
Uden for offentlighedens søgelys skabte Obama en velsmurt maskine, der kørte arrestationer og deportationer på samlebånd.
2,5 millioner mennesker blev på otte år smidt ud af landet. Flere end under nogen anden præsident i historien.
Men til forskel fra Obama, der havde et inddelingssystem, hvor immigranter, der havde begået voldelig kriminalitet, blev udvist øjeblikkeligt, har Trump fra begyndelsen gjort det klart, at selvom han først går efter ”bad hombres”, så bør alle papirløse immigranter udvises.
Trump rettede i sin valgkamp særligt skytset mod mexicanere, som han kaldte for tyve og voldtægtsforbrydere. Langt de fleste af dem, der i dag forsøger at komme til USA, er dog ikke fra Mexico, men fra Guatemala, El Salvador og Honduras.
Landene har det tilfælles, at de har nogle af verdens højeste mord-rater, og at bandekonflikter hvert år sender tusindvis af mennesker på flugt. Banderne har kontrol over hele områder og de familier, der tilfældigvis bor der. Et besøg i den forkerte del af byen eller manglende betaling af ”skatter” til banderne kan udløse en dødsdom.
Men selvom mange af flygtningene fra de mellemamerikanske ”krigszoner” opfylder betingelserne for at få asyl i USA, er det kun omkring fire procent, der får det. Og med Trumps hårde linje kan muligheden forsvinde helt.
De mænd, kvinder og børn, der formår at slippe over grænsen, risikerer i årevis at blive tilbageholdt i immigrationscentre langs grænsen. Andre bliver straks sendt retur uden overhovedet at få vurderet deres ansøgning, selvom dette strider mod USA’s internationale forpligtelser.
”Asylansøgere behandles som kriminelle”, fortæller Madeleine Penmann.
Myndigheder i vildrede
I dag kan man på grænsen hverken få øje på maskiner eller håndværkere i færd med at opføre muren, fortæller Madeleine Penmann.
De 5.000 ekstra grænsebetjente, som Trump lovede at sætte ind, er der endnu heller ikke fundet midler til at ansætte. Grænsemyndighederne er i vildrede med hensyn til, hvordan Trumps tiltag skal implementeres. Ingen ved rigtigt, hvad der skal ske.
Et af de største spørgsmål handler om Mexicos rolle. Mexicos udenrigsminister, Luis Videgaray, har erklæret, at Mexico hverken har i sinde at betale de mindst 12 milliarder dollars, som opførelsen af en mur koster, eller at tage imod de millioner af udenlandske immigranter, der står til at blive smidt ud af USA.
”Ingen, vi talte med ved grænsen, kunne forklare os, hvad det vil betyde. Vil Mexico begynde at fjerne folk fra grænsen? Vil flere folk blive tilbageholdt på centre i USA i årevis, fordi de ikke kan sendes ud? Vil vi se opblomstringen af egentlige flygtningelejre på den mexicanske side af grænsen? Vi ved det ikke. Men vi vil helt sikkert komme til at opleve en stigende desperation blandt immigranter og asylansøgere”, siger Madeleine Penmann, som fortsætter monitoreringen af situationen på grænsen.