Iran: I dække af fjendtlighederne med Israel truer en menneskerettighedskatastrofe

I kølvandet på Israel angreb mod Iran i juni rullede det iranske regime en bølge af undertrykkelse ud mod sin egen befolkning. Over 20.000 personer blev arresteret på to måneder og mindst ni mennesker er blevet henrettet efter anklager om spionage for Israel. Samtidig har sikkerhedsstyrkerne dræbt personer ved kontrolposter, heriblandt en treårig pige.

De 12 dages fjendtligheder mellem Israel og Iran begyndte, da Israel angreb Iran den natten til den 13. juni 2025.

Allerede får dage efter begyndte Irans efterretnings- og sikkerhedsstyrker at gennemføre masseanholdelser under påskud af national sikkerhed.

Lederen af retsvæsenet, Gholamhossein Mohseni Eje’i, meddelte den 22. juli 2025, at hårde straffe, som dødsstraf, ventede personer, som ”havde samarbejdet med Israel.”

Embedsmænd og statsmedier har opfordret til at fremskynde henrettelser. Samtidig afventes i skrivende stund en endelige godkendelse af et hastebehandlet lovforslag i parlamentet, der yderligere vil udvide anvendelsen af dødsstraf.

Myndighedernes indre maskineri af undertrykkelse fortsætter ufortrødent, mens de intensiverer den allerede omfattende overvågning, masseanholdelser samt tilskyndelse til diskrimination, fjendtlighed og vold mod minoriteter

Sara Hashash, vice-regionaldirektør for Mellemøsten og Nordafrika hos Amnesty International

Siden juni er der også blevet oprettet kontrolposter, som myndighederne har brugt til at stoppe og anholde personer for ifølge de iranske myndigheder at ”samarbejde” med Israel. Flere er blevet skudt og dræbt ved kontrolposterne med anklager om at være ”mistænkelige”, heriblandt en familie med den treårige pige Raha Sheiki.

“En skræmmende undertrykkelseskampagne”

Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch fører de iranske myndigheder en skræmmende undertrykkelseskampagne under påskud af national sikkerhed.

“Mens befolkningen kæmper for at komme sig over de ødelæggende følger af den væbnede konflikt mellem Iran og Israel, iværksætter de iranske myndigheder en skræmmende undertrykkelseskampagne,” siger Sara Hashash, vice-regionaldirektør for Mellemøsten og Nordafrika hos Amnesty International:

“Myndighedernes indre maskineri af undertrykkelse fortsætter ufortrødent, mens de intensiverer den allerede omfattende overvågning, masseanholdelser samt tilskyndelse til diskrimination, fjendtlighed og vold mod minoriteter,” siger hun.

“Siden juni er menneskerettighedssituationen i Iran forværret dramatisk. Myndighederne bruger dissidenter og minoriteter som syndebukke for en konflikt, de intet havde med at gøre,” siger Michael Page, vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika hos Human Rights Watch.

“De iranske myndigheders jernnæve mod en befolkning, der stadig er ramt af krigens følger, signalerer en truende menneskerettighedskatastrofe – især for landets mest marginaliserede og forfulgte grupper,” siger han.

Går særligt udover etniske minoriteter

De seneste masseanholdelser og menneskerettighedskrænkelser går særligt udover landets mest marginaliserede og forfulgte grupper. Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch er de tilbageholdte i alvorlig risiko for tvungen forsvinding, tortur, uretfærdige retssager og vilkårlige henrettelser.

Blandt de arresterede er dissidenter, menneskerettighedsforkæmpere, journalister og udenlandske statsborgere, samt familier til ofre, der er blevet dræbt som deltagere i protestbevægelsen mod regimet.

Massanholdelserne går også stærkt udover etniske minoriteter. Under en razzia i landsbyen Gounich den 1. juli, blev to kvinder, Khan Bibi Bamri og Lali Bamri fra den baluchiske minoritet, dræbt af de iranske sikkerhedsstyrker, dokumenterer Amnesty International.

Videooptagelser gennemgået af Amnesty International viser uniformerede medlemmer af Revolutionsgarden (IRGC), der peger deres våben mod kvinderne, mens gentagne skudsalver kan høres.

Ifølge en kilde affyrede agenterne både metalprojektiler og skarp ammunition mod en gruppe af kvinder. Udover de to dræbte blev mindst 10 andre kvinder såret.

Agenterne har givet modstridende begrundelser for razziaen. De påstår, at der har været tilstedeværelse af henholdsvis en “terrorgruppe,” “afghanere” og “Israel.”

Siden juni er menneskerettighedssituationen i Iran forværret dramatisk. Myndighederne bruger dissidenter og minoriteter som syndebukke for en konflikt, de intet havde med at gøre

Michael Page, vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika hos Human Rights Watch

Andre grupper, der masseanholdes, omfatter afghanere, som myndighederne har ført en omfattende anholdelses- og udvisningskampagne mod, samtidig med, at de bliver dæmoniseret i medierne.

Ifølge Kurdistan Human Rights Network havde myndighederne pr. 24. juli arresteret mindst 330 personer fra den kurdiske minoritet. Den 25. juni meddelte statsmedier, at over 700 personer var blevet arresteret over hele landet for påstået samarbejde med Israel, og nævnte provinserne Kermanshah og Khuzestan, hjemsted for etniske minoriteter, herunder kurdere og Ahwazi-arabere.

Koordineret statslig propagandakampagne mod religiøse minoriteter

Myndighederne har også intensiveret undertrykkelsen af religiøse minoriteter, som baha’i, kristne og jødiske minoriteter.

Baha’i-minoriteten bliver beskyldt for at være spioner og samarbejdspartnere for Israel. De er blevet udsat for en målrettet, koordineret statslig propagandakampagne, som opfordrer til fjendtlighed, vold og diskrimination mod baha’ierne.

I en erklæring den 28. juli beskrev Efterretningsministeriet baha’i-troen som en “zionistisk sekt.” Den 18. juni anklagede Raja News, tilknyttet den Iranske Revolutionsgarde, baha’ierne for at være “stedfortrædere og spioner for Israel.”

Ifølge Amnesty International og Human Rights Watch udsættes baha’ier for vilkårlige anholdelser, frihedsberøvelser, afhøringer, razziaer mod deres hjem, konfiskering af ejendom og lukning af virksomheder.

Jødiske minoritet og “Mossad-lejesvende”

I slutningen af juni indkaldte og afhørte de iranske myndigheder mindst 35 medlemmer af det jødiske samfund i Shiraz og Teheran om deres bånd til familiemedlemmer i Israel og advarede dem mod at holde kontakten.

Det jødiske parlamentsmedlem Homayoun Sameyeh Najafabadi bekræftede i opslag i juli og august på sin Telegram-kanal, at medlemmer af Irans jødiske samfund var blevet arresteret i tre provinser, og at flere var blevet stillet for Revolutionsdomstolen i Teheran sigtet for spionage. Anklager, der senere blev droppet.

I en erklæring den 28. juli anklagede Efterretningsministeriet også dele af det kristne samfund for at være “Mossad-lejesvende” med forbindelser til Israel, mens statsmedierne viste “tilståelser” fra tilbageholdte kristne den 17. august, hvilket vækker alvorlig bekymring for, at tilståelserne var fremtvunget under tortur.