Iran: Aktivister straffes med anholdelse, pisk og dødsstraf

Iran: Myndigheder angriber kvinderettighedsaktivister med arrestation, piskning og dødsstraf

Iran forsøger at kvæle kvinders oprør mod regimets undertrykkende love.
De fire kurdiske kvinder er nogle af dem, der blev anholdt efter 10. marts. Fra venstre: Baran Saedi, Soma Mohammadrezaei, Leila Pashaei og Sohaila Motaei. Foto: Privat

I et forsøg på at kvæle kvinderettighedsbevægelsen i Iran har det iranske regime i den seneste tid strammet grebet og intensiveret undertrykkelsen af kvinderettighedsaktiviser, der kræver ligestilling eller trodser det obligatoriske slør.

Under arrangementer på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts 2025 Iran blev mindst fem kvinder anholdt.

Men disse anholdelser er ikke de eneste. De sker i en tid, hvor de iranske myndighederne har intensiveret deres undertrykkelse og angreb i et forsøg på at afskrække og intimidere kvinderettighedsaktivister.

I februar 2025 blev en kvinderettighedsaktivist dømt til døden, sangerinder er blevet anholdt for at optræde uden hijab, og en mandlig sanger blev pisket 74 gange for at optræde med sin protestsang mod det obligatoriske slør.

Kvinder verden over og særligt i Mellemøsten vil aldrig lade sig tvinge til tavshed igen

Leila Pashaei, kurdisk kvinderettighedsaktivist

Fire kurdiske kvinder anholdt

Den 10. marts 2025 arresterede det iranske efterretningsministeries agenter fire kurdiske kvinder, fordi de havde deltaget eller på anden vis markeret sig til arrangementer i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.

De fire kvinder Leila Pashei, Baran Saedi, Sohaila Motaei og Souma Mohammadrezaei sidder nu tilbageholdt i isolation i et detentionscenter i Sanandaj i Kurdistan provinsen, hvor de er blevet afhørt uden deres advokater.

En af de tilbageholdte, den kurdiske kvinderettighedsaktivist Leila Pashaei, blev anholdt for sin tale mod Irans lov om obligatorisk slør, børneægteskaber, vold og henrettelser mod kvinder i Iran. I talen sagde hun blandt andet:

”Kvinder i Iran holdes fanget af myndigheder, der frygter deres styrke. Kvindebevægelsen er nået et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Kvinder verden over og særligt i Mellemøsten vil aldrig lade sig tvinge til tavshed igen.”

Leila Pashaei blev anholdt den 10. marts 2025 i sit eget hjem. Samme dag blev tre andre kurdiske kvinder Baran Saedi, Souma Mohammadrezaei, Sohaila Motaei anholdt for at deltage i arrangementer på Kvindernes Internationale Kampdag.  

Baran Saedi blev arresteret i sit familiehjem i Sanandaj den 10. marts 2025. Hun blev også tilbageholdt under Kvinde-Liv-Frihed-opstanden i 2022 og løsladt mod kaution efter to måneder.

Souma Mohammadrezaei blev anholdt på sin arbejdsplads i Sanandaj den 10. marts 2025. De iranske sikkerhedsstyrker har tidligere afhørt og truet hende på grund af hendes kvinderettighedsaktivisme.

Sohaila Motaei blev arresteret om aftenen den 10. marts 2025 i Dehgolan. Hun blev også kortvarigt anholdt i januar i år for at protestere mod dødsdomme til kvindelige fangere. Hun blev også tilbageholdt under Kvinde-Liv-Frihed-opstanden og idømt fem års fængsel for anklager om at ”sprede propaganda mod systemet.”

Kvinde-Liv-Frihed truer regimet i Iran

I kølvandet på 8. marts blev også forfatter og kvinderettighedsaktivist Nina Golestani anholdt. Den 11. marts stormede efterretningsenheden i Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) hendes forældres hjem, ransagede det og konfiskerede hendes personlige ejendele. De tog hende derefter væk til afhøring og overførte hende til Lakan-fængslet i Rasht, Gilan-provinsen. Senere blev hun løsladt mod kaution den 16. marts 2025.

De iranske myndigheders angreb er ifølge Amnesty International et forsøg på at kvæle kvinderettighedsbevægelsen:

”I kølvandet på Kvinde-Liv-Frihed-opstanden i 2022 betragter de iranske myndigheder den udbredte trods blandt kvinder, der kræver deres rettigheder, som en eksistentiel trussel mod regimet. I stedet for at adressere systemisk diskrimination og vold mod kvinder forsøger de at knuse Irans kvinderettighedsbevægelse,” siger Diana Eltahawy, Amnesty Internationals viceregionale direktør for Mellemøsten og Nordafrikas regionale kontor.

Kvinderettighedsforkæmpere pisket og dømt til døden

De seneste anholdelser er ikke de første. Den seneste tid har det iranske regime slået ekstra hårdt ned på alle, der kæmper for kvinderettigheder, og det er gået udover både sangere, journalister og aktivister.

I februar 2025 blev den fængslede kvinderettighedsaktivist Sharifeh dømt til døden for anden gang med anklager om ”væbnet oprør mod staten”, alene på grund af hendes kamp for menneskerettigheder, herunder kvinderettigheder.

Forud for kvindernes kampdag blev sangeren Mehdi Yarrahis pisket 74 gange for at optræde med sin protestsang, ”Your Headscarf”, mod det obligatoriske slør. Irans love om obligatorisk slør, som gælder for piger helt ned til syv årsalderen, diskriminerer og krænker en lang række rettigheder: Retten til ligestilling, ytringsfrihed, religions – og trosfrihed, privatlivets fred, lighed og personlig- og kropslig autonomi. 

Sangere og journalister bliver anholdt

Myndighederne forsøger også at intimidere og afskrække journalister ved at afhøre dem. I starten af marts deltog en række kvindelige journalister i et mediearrangement i Teheran, hvor de mødte op uden tørklæde.

Det fik retsvæsenet til at udsende en erklæring om, at journalisternes handling var ”i strid med offentlig anstændighed”. De kvindelige journalister blev senere afhørt på anklagernes kontor i Teherans Evin-fængsel, som indledte en retssag mod dem.

Samtidig er en række kvindelige sangerinder blevet arresteret og har fået lukket deres konti på sociale medier, alene fordi de har optrådt uden hijab.

Hiwa Seyfizade blev i slutningen af februar anholdt under en liveoptræden i Teheran. En embedsmand meddelte, at hun blev arresteret for ”uautoriseret solosang”, som er forbudt for kvinder i Iran.

Den 1. marts blev hun løsladt mod kaution, men hendes Instagram-konto blev lukket med to opslag fra det offentlige sikkerhedspoliti: ”Denne side er blevet blokeret efter ordre fra den juridiske myndighed”.

Den 14. december 2024 blev sangerinden Parastoo Ahmadi tilbageholdt, efter at hun livestreamede en koncert iført en kjole, der viste bare skuldre. Videoen gik viralt og fik 2,5 million visninger. Hun blev senere løsladt mod kaution.

”Det internationale samfund må presse de iranske myndigheder til at stoppe undertrykkelsen af kvinderettighedsaktivister og øjeblikkeligt løslade dem, der er tilbageholdt. De må også forfølge lovlige veje for at stille iranske embedsmænd ansvarlige. De mistænkes med rimelighed for at begå udbredte og systematiske menneskerettighedskrænkelser mod kvinder og piger,” siger Diana Eltahawy, Amnesty Internationals viceregionale direktør for Mellemøsten og Nordafrikas regionale kontor.