Iran: Ny lov om tilsløring intensiverer undertrykkelsen af kvinder og piger

De iranske myndigheder har vedtaget en ny lov, der yderligere udvisker kvinders og pigers menneskerettigheder, og som blandt andet indfører dødsstraf, piskning og lange fængselsstraffe i et forsøg på at knuse den igangværende modstand mod tvungen tildækning.

Iranske kvinder smider deres slør i protest mod Jina Mahsa Aminis død i september 2022. Hun døde efter at have været i det berygtede moralpolitis varetægt, fordi de ikke mente, hun var ordentlig tildækket. FOTO: © Private

Opdateret den 18. december 2024: Den 14. december 2024 rapporterede iranske statsmedier, at implementeringen af loven er blevet sat midlertidigt på pause.

En ny lov om “beskyttelse af familien gennem fremme af kyskhedskultur og hijab” træder i kraft den 13. december 2024 ifølge Irans parlamentsformand.

Loven giver mulighed for at idømme dødsstraf for fredelig aktivisme mod Irans diskriminerende love om obligatorisk tildækning.

Den indeholder 74 artikler og indfører piskning, bøder, hårde fængselsstraffe, rejseforbud og restriktioner på uddannelse og beskæftigelse for kvinder og piger, der trodser den obligatoriske tildækning.

Myndighederne forsøger at fastholde det allerede kvælende undertrykkelsessystem mod kvinder og piger og samtidig gøre deres dagligdag endnu mere utålelig

Diana Eltahawy, Amnesty Internationals regionale vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika

Loven straffer også private virksomheder, som ikke håndhæver tildækningspligten, mens den giver straffrihed til embedsmænd og selvtægtsmænd, som angriber kvinder og piger, der trodser den.

“Denne skammelige lov intensiverer forfølgelsen af kvinder og piger, som kæmper for deres rettigheder under Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen. Myndighederne forsøger at fastholde det allerede kvælende undertrykkelsessystem mod kvinder og piger og samtidig gøre deres dagligdag endnu mere utålelig,” siger Diana Eltahawy, der er Amnesty Internationals regionale vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika:

“Det internationale samfund må ikke se passivt til, mens de iranske myndigheder udvider undertrykkelsen yderligere og endda tyer til dødsstraf i et forsøg på at kvæle modstanden mod tvungen tildækning. Verdens lande skal bruge deres indflydelse til at presse de iranske myndigheder til at trække denne lov tilbage og afskaffe tvungen tildækning såvel i lov som i praksis. Man skal også forfølge juridiske veje for at holde iranske embedsmænd ansvarlige for at begå udbredte og systematiske menneskerettighedskrænkelser mod kvinder og piger gennem implementeringen af obligatorisk tildækning.”

Den nye lov blev udarbejdet af de iranske myndigheder i maj 2023 som reaktion på kvinders og pigers udbredte modstand mod obligatorisk tildækning i kølvandet på Jina Mahsa Aminis død. Hun døde efter at have været i politiets varetægt, og det blev starten på Kvinde, Liv, Frihed-bevægelsen i september 2022.

Vogternes Råd godkendte lovforslaget tidligere i år.

Ifølge statslige medier har præsidenten endnu ikke ratificeret loven, men formanden for parlamentet, Mohammad Ghalibaf, meddelte den 27. november 2024, at loven vil træde i kraft den 13. december 2024.

Dødsstraf, piskning, ublu bøder og hårde fængselsstraffe

Loven kriminaliserer og indfører strenge straffe for “nøgenhed, uanstændighed, manglende slør, og dårlig påklædning”.

“Manglende slør” defineres som en handling, hvor kvinder og piger ikke dækker deres hoved med en hijab, chador eller et tørklæde (artikel 50).

“Dårlig påklædning” for kvinder og piger defineres som at blotte enhver kropsdel fra halsen og ned – bortset fra hænder og fødder – eller at bære tøj, der “bidrager eller tilskynder andre til at begå synd” (artikel 48).

“Nøgenhed” og “uanstændighed” er ikke defineret.

Artikel 37 i loven fastslår, at hvis man “fremmer eller udbreder nøgenhed, uanstændighed, afsløring eller dårlig påklædning” i samarbejde med for eksempel udenlandske medier og civilsamfundsorganisationer, kan man straffes med op til 10 års fængsel og en bøde på op til 12.000 USD.

Artiklen fastslår desuden, at hvis adfærden svarer til “korruption”, kan det straffes med døden i henhold til artikel 286 i den islamiske straffelov.

Det betyder i praksis, at kvinder og piger, der sender videoer af sig selv uden slør til medier uden for Iran eller på anden måde deltager i fredelig aktivisme, kan dømmes til døden.

Det internationale samfund må ikke se passivt til, mens de iranske myndigheder udvider undertrykkelsen yderligere og endda tyer til dødsstraf i et forsøg på at kvæle modstanden mod tvungen tildækning.

Diana Eltahawy, Amnesty Internationals regionale vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika

I henhold til artikel 48 risikerer kvinder og piger, der bliver taget i “dårlig påklædning”, bøder, der begynder på omkring 160 USD for den første overtrædelse og stiger til 4.000 USD for den fjerde overtrædelse. Kvinder og piger, der begår efterfølgende lovovertrædelser, risikerer en bøde på omkring 8.000 USD, op til fem års fængsel, to års rejseforbud og to års forbud mod at bruge sociale medieplatforme (artikel 48 og 38).

I henhold til artikel 49 fører kvinders og pigers “nøgenhed” i offentligheden eller online til øjeblikkelig anholdelse, retsforfølgelse og op til 10 års fængsel eller en bøde på op til 12.000 USD. Gentagne lovovertrædelser kan medføre op til 15 års fængsel eller en bøde på omkring 22.000 dollars.

Kvinder og piger, der ikke er i stand til at betale bøder, får forbud mod at få deres eventuelt beslaglagte køretøjer tilbage, forbud mod at indregistrere køretøjer, erhverve eller forny deres kørekort samt forbud mod at forny deres pas eller forlade landet. De kan desuden få beslaglagt deres ejendele eller blive idømt fængselsstraf (artikel 56).

Artikel 67 i loven specificerer, at straffene i artikel 638 i den islamiske straffelov, herunder piskning, fortsat gælder for enhver, der “offentligt deltager i forbudte handlinger” og/eller “krænker den offentlige anstændighed” – en bestemmelse, der er blevet brugt til at piske kvinder, der trodser den obligatoriske tildækning.

I henhold til artikel 38 kan “fornærmelse eller latterliggørelse af hijab” eller “fremme af nøgenhed, uanstændighed, afklædning og dårlig påklædning” straffes med fængsel i op til fem år, rejseforbud og/eller bøde.

Loven forbyder også import og salg af tøj, statuer, dukker, mannequiner, malerier, bøger og magasiner, der “fremmer nøgenhed, uanstændighed, manglende tildækning og dårlig påklædning”.

“Det komplekse net af bøder, fængselsstraffe og andre strenge straffe, der går så langt som til dødsstraf, viser en stat, hvor man vil kontrollere kvinder og piger gennem frygt og økonomiske sanktioner. Denne lov har særligt ødelæggende konsekvenser for de økonomisk dårligst stillede i samfundet”, siger Diana Eltahawy.

Straffrihed og tilskyndelse til vold mod kvinder

Loven udvider efterretnings- og sikkerhedsstyrkernes beføjelser, herunder politistyrken, efterretningstjenesten, den islamiske revolutionsgardes efterretningsorganisation (IRGC) og IRGC’s agenter.

Den giver også fuldstændig straffrihed for selvtægtspersoner, der udfører deres “religiøse forpligtelse” til at håndhæve obligatorisk tildækning (artikel 59).

Enhver, der forsøger at stoppe en anholdelse, en chikanering eller et voldeligt angreb mod kvinder og piger, der trodser den obligatoriske tildækning, risikerer selv at blive fængslet eller idømt en bøde (artikel 60).

Virksomhedsejere risikerer bøder, fængselsstraf og reklamerestriktioner, hvis de tillader utildækkede kvinder og piger i deres lokaler og/eller hvis de “opfordrer” til at trodse den obligatoriske tilsløring (artikel 40).

Baggrund

 

Lovgivning om obligatorisk tildækning krænker en lang række menneskerettigheder, herunder retten til ligestilling, ytringsfrihed, religions- og trosfrihed, privatliv, lighed og ikke-diskrimination, personlig og kropslig autonomi.

I sin rapport fra marts 2024 konkluderede FN’s Fact-Finding Mission on Iran (FFMI), at de iranske myndigheder begår forbrydelser mod menneskeheden i form af forfølgelse på grund af køn. FFMI finder, at de iranske myndigheder har “begået en række omfattende, vedvarende og fortsatte handlinger, der hver for sig udgør menneskerettighedskrænkelser rettet mod kvinder [og] piger … og som samlet set udgør, hvad missionen vurderer som forfølgelse.”

Amnesty International kæmper for, at såkaldt kønsapartheid skrives ind i international lov. Kønsapartheid er en institutionaliseret og systematisk undertrykkelse af kvinder, piger og LGBTI+ personer, som den styret i Iran og Afghanistan udsætter kvinder og piger for.