Israelske Itamar Greenberg nægtede at tjene det israelske militær, fordi han ikke ville bidrage til besættelse og folkedrab i Gaza. Det førte til fængsel i 197 dage i det israelske militærfængsel Neve Tzdek i det centrale Israel. For nylig blev den 18-årige militærnægter løsladt. Her fortæller han sin historie.
”For to uger siden blev jeg løsladt fra et israelsk militærfængsel efter at have afsonet 197 dage, fordi jeg nægtede at tjene i den israelske hær.
Jeg er født ind i en haredisk familie (ultraortodoks jødisk familie, red.). Den harediske befolkning udgør 14% af Israels samlede befolkning og lever meget afsondret fra resten af samfundet. I mit miljø var militærtjeneste af religiøse årsager aldrig en mulighed.
Da jeg var 12 år gammel, indså jeg, at den eneste måde, jeg som haredisk barn kunne blive en del af det israelske samfund på, var ved at melde mig til militæret. Fra den erkendelse og frem til min nylige løsladelse fra fængslet var jeg på en rejse, der var præget af dybe overvejelser og indre konflikter: En kamp mellem nationalistisk propaganda og rationel, etisk tænkning.
Jeg begyndte at stille spørgsmål. Ikke kun til den religiøse tro, jeg var opdraget i, men også til menneskeheden og dens konsekvenser.
For de fleste israelere er militærtjeneste ikke kun en juridisk forpligtelse, men også en nødvendighed. Et symbol på stolthed og social anerkendelse. Men i takt med at jeg lærte om hærens rolle med at kontrollere og undertrykke millioner af palæstinensere, desto mere forstod jeg, at militæret ikke bare var en indgang til det israelske samfund. Det var en aktiv deltagelse i et system af vold, dominans og undertrykkelse.”
Ville ikke være med til at begå folkedrab
“Jeg indså, at hvis jeg gik ind i hæren, ville jeg blive en del af problemet. For mig blev det et valg: Enten at passe ind i det israelske samfund eller at handle moralsk. Jeg valgte moral.
Den beslutning kom ikke som et pludseligt, dramatisk øjeblik, men var nærmere en kulmination af en lang proces af læring og moralske overvejelser. Jo mere jeg lærte, desto tydeligere blev det for mig, at jeg aldrig kunne bære en uniform, der symboliserer drab og undertrykkelse.
Mit vælg om at nægte militæret handlede ikke alene om, at jeg ikke ville bidrage til besættelsen, det handlede også om folkedrab. Jeg nægtede, fordi jeg ikke ville være med til at begå folkedrab. Jeg er det, man i Israel kalder en “genocide refusenik” (Et udtryk, der bruges i Israel om en person, der nægter militærtjeneste af samvittighedsgrunde med folkedrabet i Gaza, red.).
I Israel har det store personlige konsekvenser at nægte militærtjeneste af politiske og moralske årsager. Socialt kan det betyde udstødelse og skam. Juridisk set er militærtjeneste obligatorisk med visse undtagelser – eksempelvis for palæstinensiske statsborgere i Israel eller af andre særlige årsager. Hvis man nægter at aftjene sin værnepligt af samvittighedsgrunde, risikerer man fængselsstraf. Jeg blev gentagne gange idømt militærfængsel af en israelsk militærdomstol. Sammenlagt afsonede jeg 197 dage fordelt på fem separate domme. Helt frem til de sidste timer af min fængsling vidste jeg ikke, hvor mange måneder jeg skulle afsone.”
Jeg valgte at gå i fængsel i solidaritet med børnene, og jeg havde ingen intentioner om at bede om min løsladelse, før de var frie.
Itamar Greenberg, israeler og militærnægter
I Israel er hæren adgangen til samfundet
“Forholdene i militærfængslet var barske. Nogle dage blev jeg sat i isolation på grund af trusler fra andre indsatte. Hver dag blev jeg tvunget til at stå ret i militærposition i omkring fire timer.
Men jeg læste, jeg tænkte, og jeg skrev. Jeg vidste, at jeg gjorde det rigtige, og jeg følte en dyb indre ro.
Når som helst kunne jeg have forladt fængslet. Det eneste, jeg skulle gøre, var at gå med til at tjene i den israelske hær. Men hvordan kunne jeg det, når jeg vidste, at der udenfor foregik en etnisk udrensning af det palæstinensiske folk?
Børn lever i konstant frygt for deres liv, i eksistentiel terror. Alene fordi de er født som palæstinensere. Jeg valgte at gå i fængsel i solidaritet med børnene, og jeg havde ingen intentioner om at bede om min løsladelse, før de var frie.
Eller måske gik jeg i fængsel for at undgå at dræbe dem.
Uanset hvad varede min fængsling så længe, fordi jeg nægtede at spørge om noget som helst. Jeg kunne sagtens have søgt om fritagelse baseret på medicinske eller mentale årsager. Men jeg følte ikke, at jeg kunne bede dem om noget som helst, bortset fra at stoppe massakren i Gaza. Til sidst gav de op. De forstod, at jeg ikke ville lyve om min mentale tilstand eller indsende nogen anden anmodning om løsladelse.
At nægte militærtjeneste har også praktiske konsekvenser. I Israel er hæren ikke bare en militær institution. Det er adgangen til samfundet. De, der ikke tjener, bliver automatisk behandlet som andenrangsborgere. Døre lukker sig, muligheder forsvinder, og budskabet er tydeligt: Hvis du ikke er en del af systemet, har du ingen reel plads her.”
Nu er tiden inde til at gøre modstand
Itamar Greenberg, israeler og militærnægter
Venner brød kontakten
“Min nægtelse af militæret var ikke bare en personlig beslutning, det var et politisk statement, og det israelske samfund reagerede derefter. På den ene side var der aktivister og medlemmer af den radikale venstrefløj, som udtrykte deres støtte. På den anden side ser langt de fleste israelere mig som en forræder. Jeg er blevet kaldt antisemitisk og terrorist-sympatisør.
Selv i mine nære kredse var det ikke altid let. Nogle få venner havde svært ved at acceptere mit standpunkt og brød kontakten med mig.
Men jeg ser ikke min beslutning som en personlig kamp. Den er en del af en større kamp – mod militarisme, mod undertrykkelse, mod en virkelighed, hvor vold er en automat-reaktion.
Vold bør ikke alene ophøre med at være den automatiske løsning. Vold bør slet ikke være en mulighed. I bund og grund er forskellen mellem humanister og fascister – ikke overraskende – troen på humanisme.
Men som vi ved, findes der også en gnist af godhed i dem, der tror på fascisme.
Deres tro på fascisme giver os dog ikke ret til at nægte dem deres grundlæggende menneskerettigheder, for vi ønsker jo ikke selv at blive fascister.
Vores ret til at kæmpe for retfærdighed kommer af vores forpligtelse til selv at handle retfærdigt. Virkeligheden mellem floden og havet (Between the river to the sea, red.) understreger kun, hvor afgørende denne kamp er. Vi kan ikke bygge et retfærdigt samfund på våben.
Massemyrderier og apartheid er ikke og kan aldrig være en vej til ”sikkerhed”. Det er forbrydelser mod menneskeheden.”
“Tiden er inde til at gøre modstand”
“Mens jeg skriver disse ord, har Israel endnu en gang ”åbnet helvedes porte over Gaza” med massive luftangreb den 18. marts 2025, hvor børn og hele familier blev dræbt, mens de sov.
Verden over vil mennesker tale om det folkemord, Israel begår. Rapporter, artikler og undersøgelser vil blive ved med at udkomme.
Det internationale samfund kan ikke nøjes med at ”udtrykke bekymring”. Våbeneksporten til Israel må stoppes. Israelske ledere, der står bag internationale forbrydelser, må stilles til ansvar. Og folkedrab og apartheid må stoppes øjeblikkeligt.
Nu burde jeg nok komme med nogle håbefulde ord. Men vi har ikke tid til at drømme.
Nu er tiden inde til at gøre modstand.”