Amnesty International opfordrer igen til, at alle civile gidsler – nogle af dem børn – bliver løsladt øjeblikkeligt og uden videre betingelser. Gidslerne blev bortført af Hamas den 7. oktober og har været i fangenskab i Gazastriben i over en måned nu.
De seneste par dage har tusindvis af mennesker protesteret i gaderne i Israel i protest mod regeringens gengældelsesangreb i Gaza og krævet, at deres kære bliver bragt hjem.
I sidste uge offentliggjorde den militære del af Hamas, Al Qassam Brigades, en video med tre gidsler, der havde et budskab til Israels premierminister Benjamin Netanyahu. Det er både inhumant og nedværdigende at optage og offentligt udsende budskaber fra gidsler, mener Amnesty International.
”Gidseltagning og bortførelse af civile er en overtrædelse af international ret og udgør krigsforbrydelser. Gidsler skal behandles humant og i tråd med international ret. De skal ikke optræde i online-videoer eller udtale sig under tvang,” siger Agnès Callamard, Amnesty Internationals generalsekretær.
”I stedet for at bruge civile gidsler som redskaber til at score politiske point, skal Hamas løslade dem straks og betingelsesløst. Som et absolut minimum skal Hamas give uafhængige observatører øjeblikkelig adgang til gidslerne for at sikre deres velbefindende og sørge for, at de kan komme i kontakt med deres familier.”
Appeller fra israelske familier ignoreres
Mindst 240 civile gidsler og militære fanger befinder sig i Gaza ifølge de israelske myndigheder. De har dog ikke frigivet en liste. Der er 33 børn blandt de tilfangetagne, ældre mennesker, udlændinge og mennesker med dobbelt statsborgerskab såvel som israelske soldater. Fire civile gidsler – alle kvinder – er blevet løsladt af Hamas indtil videre, to af dem amerikanske statsborgere, som blev løsladt den 20. oktober. To blev yderligere løsladt den 24. oktober.
Mens den israelske regerings brutale besættelse og konstante bombardementer på Gaza fortsætter, og de civile tab bliver ved med at stige, opfordrer Amnesty International igen til en øjeblikkelig våbenhvile. Alle civile skal beskyttes, og livsnødvendig humanitær hjælp skal have fri passage til den menneskeskabte humanitære katastrofe i Gaza.
”Israels konstante bombardementer på Gaza, herunder også gennem ulovlige, vilkårlige angreb, har dræbt over 10.000 palæstinensere, inklusiv 4.200 børn, ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium. Det bringer også de civile gidsler, der bliver holdt fanget i Gaza, i fare. Samtidig ignorerer angrebene også appellerne fra israelske familier om at prioritere gidslernes velbefindende under Israels militære operationer,” siger Agnès Callamard.
Vi protesterer for at øge opmærksomheden på gidslerne. Vi kræver, at der bliver sørget for dem, og vi presser på for at få dem frigivet. Jeg beder min regering og verdens ledere om at hjælpe os. Vi ønsker at se vores forældre igen, i live.
Ella Ben Amis, hvis forældre er blandt gidslerne i Gaza
Ella Ben Amis forældre, Raz og Ohad, blev bortført fra Be’eri under Hamas’ angreb den 7. oktober. Hun er en af dem, der protesterer mod regeringen i Israel. Hun har fortalt Amnesty International, at hendes mor er syg og lider af læsioner i hjernen og på rygsøjlen.
”Det er over en måned siden, at mine forældre blev taget fra deres hjem. Vi stod tilbage med en forfærdelig hjælpeløshed og uvished. Jeg ved intet om deres tilstand, hvilket gør det svært for mig at fungere i det daglige. Vi protesterer for at øge opmærksomheden på gidslerne. Vi kræver, at der bliver sørget for dem, og vi presser på for at få dem frigivet. Jeg beder min regering og verdens ledere om at hjælpe os. Vi ønsker at se vores forældre igen, i live. Så længe min mor ikke får sin medicin for hendes sygdom, er vi bange for, at hun ikke vil overleve.”
Moshi Lotems datter, Hagar, og hendes tre børn er blandt gidslerne i Gaza. Den yngste af dem er fire år gammel:
”Det, som Hamas og andre væbnede grupper har gjort, skader ikke kun deres naboer, som bekymrede sig om det palæstinensiske folk og deres rettigheder i Israel. Det skader også deres eget folk. Som far og bedstefar er det meget svært for mig, at de tog min familie fra mig på denne måde og ikke giver mig nogen oplysninger om dem. Jeg savner dem meget. For hver dag, der går, bliver det sværere og sværere. De er i en sårbar situation, og angrebene i Gaza skræmmer mig.”
Amnestys opfordring
Amnesty opfordrer til, at Hamas og andre væbnede grupper behandler alle gidsler, også israelske soldater, humant og i overensstemmelse med international humanitær folkeret. Alle gidsler skal have adgang til Internationalt Røde Kors og få lov til at komme i kontakt med deres familier. De, der er såret eller syge, skal have lægehjælp.
Hamas og andre væbnede grupper skal også sikre, at gidsler og andre tilfangetagne holdes på lokationer langt fra militære mål og minimere risikoen for, at de rammes under israelske angreb. Gidslerne må under ingen omstændigheder bruges til at beskytte militære mål mod angreb.