”Jeg ville dø, hvis jeg skulle undvære min søn i tre år”

AMNESTY spørger i hvert nummer en kulturperson om det menneskerettighedsspørgsmål, der ligger vedkommende mest på sinde lige nu.Sanger og sangskriver Kira Skov er meget optaget af flygtningekrisen og har blandt andet spillet på asylcentre for at vise sin opbakning.

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2016
Tekst: Roberto Zacharias
Foto: Ditte Valente

Hvorfor er det flygtninges vilkår, der ligger dig mest på sinde?

Vi står lige nu midt i en kæmpe krise i hele Europa, og måden vores regering håndterer konflikten på har mildest talt været problematisk. Jeg synes, det er skamfuldt, at vi ikke har taget imod flere flygtninge, og at vi ikke behandler de få, der kommer herop, ordentligt. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke kan have en mere empatisk og næstekærlig tilgang til de mennesker, som lige har været igennem nogle meget traumatiske oplevelser.

Heldigvis er der opstået en form for modstandsbevægelse som Venligboerne og andre private initiativer, fordi folk har følt, at det var for voldsomt og grænseoverskridende bare at se til. Det har været rart at opleve. Men det siger også noget om, at situationen er ekstremt tilspidset, når folk organiserer sig i den grad for at skabe et alternativ.

Vi bliver konstant bombarderet med bil- leder og historier om flygtninge. Hvad har især gjort indtryk på dig?

Man kan ikke undgå at blive påvirket af de mange grusomme historier om mennesker, der flygter under kummerlige kår og måske har mistet både familiemedlemmer og venner. Og så er der alle de frygtelige billeder, som man efterhånden næsten ikke kan rumme: Døde børn, mennesker i overfyldte både, folk, der vandrer gennem Europa.

Men det har også været voldsomt at opleve den her tendens i det danske samfund, hvor der er blevet skabt et skel imellem os som gode og onde. Folk kan ikke længere skelne imellem, hvem der er flygtninge, og hvem der er terrorister. Det hele er blevet en stor masse af sammenflydende informationer.

Derfor er det vigtigt, at medierne bliver dygtigere til at formidle en anden virkelighed end den, vi bliver præsenteret for af de mennesker, der styrer vores land lige nu.



“Jeg synes, det er mærkeligt, at vi er med i et europæisk fællesskab, hvor vi gerne vil have alle fordelene, men vi vil ikke tage vores del af byrden.”



I dag er det sådan, at nogle syriske krigsflygtninge skal vente i tre år, før de kan søge om at blive genforenet med deres familie. Hvad mener du om det?

Jeg tror, at man bliver nødt til at mærke efter i sit eget hjerte og i sit eget liv, når man skal forholde sig til de her ting. Og hvis jeg skulle forestille mig at blive skilt fra mit barn, der er tre et halvt år nu, og ikke skulle se ham i tre år, ville jeg dø. Det er noget af det mest umenneskelige, man kan udsætte mennesker for.
Men det er som om, at der ikke er nogen, der vil forholde sig til noget som helst på et følelsesmæssigt plan. Og det, synes jeg, er virkelig forkert.

Den politiske debat handler meget om, at vi ikke har råd til at tage imod alle, og at for mange flygtninge vil true det Danmark, vi kender. Hvad siger du til det?

Jeg synes, det er fuldstændig hul i hovedet. Vi er et velfærdssamfund med en masse penge, så det handler jo om prioriteringer. Hvis man kan bruge milliarder på kampfly, så kan man vel også bruge milliarder på at redde de mennesker, der flygter fra kampfly. Jeg synes også, det er mærkeligt, at vi er med i et europæisk fællesskab, hvor vi gerne vil have alle fordelene, men vi vil ikke tage vores del af byrden. Det er meget selvisk og usympatisk, når det har så alvorlige konsekvenser for mennesker
i krise.

Hvad gør du selv for at hjælpe?

Gennem tiden har jeg gjort forskellige ting gennem mit virke som musiker. Jeg har blandt andet været ude at spille på asylcentre og til demonstrationer og stiller meget gerne op igen. Jeg tror især, at det er vigtigt med initiativer, der lægger op til, at folk ude i de små lokalsamfund møder de mennesker, der er kommet hertil. For når du først møder et menneske, så er det jo et menneske.