Danmark bidrager til en øvelse i politisk spagat, når det kommer til at forholde sig til udviklingen i grænselandet i Polen, skriver Martin Lemberg-Pedersen i dette debatindlæg.
Af Martin Lemberg-Pedersen, chef for politik og samfund i Amnesty Danmark. Debatindlægget er bragt i dagbladet Politiken 22. november 2021.
Det er dybt problematisk, når den humanitære krise på grænsen mellem Polen og Belarus kaldes for en ‘hybridkrig’, fordi det er med til at dehumanisere og sikkerhedsliggøre en situation, hvor netop behovet for retssikkerhed og beskyttelsen af grundlæggende menneskerettigheder er under angreb.
Lige nu bliver mænd, kvinder og børn brutalt skubbet frem og tilbage mellem myndighederne i Polen og Belarus. Flere og flere efterlades til fryse-og sultedød i sump-og skovområder, imens polsk militær forhindrer journalister og nødhjælp i at komme ind i området. Over 10 mennesker har mistet livet siden august.
Amnesty er bekymret over, at ordet ‘ hybridkrig’ bruges ukritisk i offentligheden. Når politikere reducerer en politisk-humanitær krise til en slags krig, reflekterer det et normskred væk fra langsigtede og rettighedsbaserede løsninger og henimod kortsigtet militarisme.
Den polske regering bruger krigsretorikken til at retfærdiggøre ulovlige push-backs af personer, der søger asyl ved deres grænse. Selvom både den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og international lovgivning er klar: Det er ulovligt at tilbagesende personer, der krydser en grænse irregulært, uden en individuel vurdering af deres forhold. Krigsretorikken bruges af Polen til at indføre nødretstilstand i grænseområdet og til at udstationere 15.000 soldater ved grænsen.
Selvmodsigende politik over for Polen
Desværre er EU og Danmark hoppet med på denne retorik, og det har ført til en aldeles uholdbar øvelse i politisk spagat, når det kommer til at forholde sig til udviklingen i Polen.
På den ene side siger statsminister Mette Frederiksen, at »Polen udfordrer EU på grundlæggende værdier« pga. landets aggressive underminering af eget retssystem, angreb på fri forskning samt underminering af kvinders og LGBTQ-personers rettigheder.
Men på den anden side lader Danmark hånt om disse værdier og frihedsrettigheder, fordi der støttes op om den militaristiske og dehumaniserende polske retorik om hybridkrig.
Eksempelvis, når udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye på kreativ vis omfortolker de polske myndigheders suspendering af rettigheder gennem en nødretstilstand samt afviser den Europæiske Menneskerettighedsdomstols kritik og snakker om disse manøvrer som et demokratisk bolværk, der beskytter EU.
Når danske politikere og medier går med på retorikken, er det med til at isolere spørgsmålet om rettigheder for folk på flugt, så det er afskåret fra andre rettighedsudviklinger i Polen. Men disse udviklinger er i virkeligheden nært forbundne, og er en del af den samme fundamentale underminering af rettigheder for kvinder, intellektuelle og minoriteter i polsk politik.
Den manglende anerkendelse af dette er med til, at både EU og dansk politik over for Polen fremstår handlingslammet og selvmodsigende.
Europæiske lande bør samarbejde
Unionen er selv delvist ansvarlig for denne uholdbare politiske spagat. I snart to årtier har det jo været EU’s egen migrations-og udenrigspolitik aktivt at tvinge nabolande og regioner til at blande geopolitik, handel og udviklingsbistand sammen med europæiske regeringers ønske om at undgå asylansøgere.
Man har indgået aftaler om eksternaliseret grænsekontrol med Niger, Libyen, Tyrkiet, Ukraine og ja – også med Belarus. Selvom danske og europæiske medier ikke kalder dette pres-diplomati for ‘ hybridkrig’, er de belarussiske manøvrer dog tydeligvis en videreførelse af samme diplomati, som også Erdogans brug af EU-Tyrkiet aftalen er det. De europæiske regeringers fastlåste kurs om at undgå at tage ansvar for asylansøgere – koste hvad det vil – gennemskues og udnyttes til diplomatisk pres.
Kun implementeringen af mere langsigtede værktøjer vil frigøre EU fra den usammenhængende snak om værdier og rettigheder og fra kynisk brug af fordrevne mennesker til at presse politiske dagsordener igennem.
Det gælder både Belarus og Polen, men også i unionens egen politik. Alle involverede lande må give eksterne observatører, journalister, civilsamfund og humanitære hjælpeorganisationer adgang til området.
Samtidig skal retten til asyl respekteres, og mænd, kvinder og børn i grænseområdet skal have adgang til at søge asyl i overensstemmelse med EUlovgivningen.
Det kræver, at europæiske lande, Danmark inklusive, er villige til at droppe krigsretorikken og i stedet samarbejde om en mere pragmatisk politik, der tager ansvar for folks grundlæggende rettigheder.