Kom ind i kampen
Mens bolden ruller på de franske fodboldbaner, og skandalerne ruller i det internationale fodboldforbund (FIFA), så knokler tusindvis af migrantarbejdere under forfærdelige forhold for at gøre den stenrige oliestat Qatar klar som værtsland for VM i fodbold i 2022.
Debatindlæg af Trine Christensen, generalsekretær Amnesty Danmark, bragt i Politiken, den 15. juni 2016
Seks år er der gået, siden den nu afsatte FIFA-præsident Sepp Blatter annoncerede, at verdens rigeste land skal arrangere VM i fodbold. En beslutning, der har vakt lige dele opsigt og opstandelse blandt fodboldfans, fordi Qatar for det første ikke har særlig meget græs, for det andet har sommertemperaturer på over 50 grader, og for det tredje hverken har tilskuere eller fodboldspillere af betydning. Så hvad skal verdens største fodboldfest dér?
Svaret blæser i ørkensandet i Qatar, der nu er halvvejs i det byggeboom, der skal gøre 12 stadions samt hoteller, veje og andre faciliteter klar til slutrunden. Prisen er sat til svimlende 1.400 milliarder kroner, og projektet ville ikke være muligt uden titusinder af bygningsarbejdere fra fattige asiatiske lande til Qatar.
Allerede inden Qatar i 2010 fik tildelt VM-værtskabet, havde landet gjort sig dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft. Officielle tal viser, at størstedelen af de 2,2 millioner indbyggere er af udenlandsk oprindelse: Kun godt 300.000 har statsborgerskab, mens over 1,8 millioner kommer fra lande som Indien, Nepal, Filippinerne, Bangladesh, Sri Lanka og Pakistan.
Migrantarbejdere udgør hele 94 procent af arbejdsstyrken, og en del af dem lever under horrible forhold i arbejdslejre skjult bag den lysende skyline af højhuse i Doha. Myndighederne i Qatar forventer, at befolkningstallet vokser med yderligere en million frem mod VM i 2022.
Qatar imødegik den mest håndgribelige kritik fra alverdens fodboldfans ved at garantere, at der kommer ægte græs på banerne, og at en særlig aircondition-teknik kan holde en temperatur på 27 grader under kampene. Siden hen har FIFA accepteret, at slutrunden helt uhørt flyttes til om vinteren.
Men for fagforeninger og menneskerettighedsgrupper handler diskussionen ikke så meget om forholdene for fodboldspillerne som for de titusinder af migrantarbejdere, der skal få VM i Qatar til at ligne et eventyr fra Tusind Og Én Nat.
Amnesty har dokumenteret udnyttelse af arbejderne i en grad, så der er tale om tvangsarbejde og i nogle tilfælde moderne slaveri: Lange arbejdsdage i ekstrem varme, dårlig betaling, manglende sikkerhed på byggepladserne og trusler mod de arbejdere, der klager over de barske forhold. Mange arbejdere har allerede mistet livet.
Derudover opererer Qatar med et såkaldt kafala-system, der giver arbejdsgiveren stort set ubegrænset magt over den ansatte. De inddrager arbejdernes pas, og arbejderne må ikke skifte job.
Mange migrantarbejdere fortæller, at de blev lokket til Qatar under falske forudsætninger. Nogle har optaget lån for at rejse til Qatar, hvor virkeligheden viser sig at være en helt anden. Arbejdsgiverne tilbageholder lønnen i månedsvis og i nogle tilfælde udbetaler de den slet ikke.
Den 1. maj blandede den danske spillerforening sig i debatten. I en video opfordrer fodboldspillerne William Kvist og Tom Høgli fra FC København samt Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til, at FIFA tager større ansvar og indfører sociale klausuler, så arbejderne sikres ordentlige vilkår med respekt for menneskerettighederne.
Da videoen senere blev udgivet af den internationale spillerforening (FIFPro), vakte det international opsigt, og på sociale medier drømmer fodboldfans om, at stjerner som Ronaldo, Müller og Iniesta følger trop.
Muligheden for at skabe forandring er der nu. FIFA har flyttet sig en smule. Efter flere års pres nedsatte FIFA for nylig en særlig kommission til at holde øje med forholdene i Qatar. De nordiske fodboldforbund vil også lægge større pres på FIFA og besøger Qatar senere i år for at sætte fokus på menneskerettigheder.
Bundlinjen handler om at sikre en ansvarlig sport. For i takt med at rige, udemokratiske lande som Kina, Aserbajdsjan, Qatar og Rusland sætter sig på flere og flere af de globale sportsbegivenheder, stiger risikoen for, at krænkelser, overgreb og undertrykkelse bliver begået i sportens navn. Derfor er en modreaktion fra både de sportslige organisationer og fra spillerne nødvendig.
Amnesty opfordrer FIFA og Den Internationale Olympiske Komite (IOC) til at komme ind i kampen ved at opstille meget klare kriterier for kommende arrangører af VM og OL. Det skal ske gennem kontrakter, der forpligter værtslandet til at tage helt konkrete skridt, der forhindrer menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med forberedelse og afvikling af sportsbegivenhederne. Ingen tvangsrydninger, ingen overgreb mod migrantarbejdere, ingen indespærring af journalister eller andre kritiske røster. Bryder værtslandet kontrakten, kommer der sanktioner.
Kun på den måde kan sporten undgå at blive en del af propagandamaskinen i lande, der har et anstrengt forhold til menneskerettighederne, og i stedet blive den katalysator for positive og varige forandringer i værtslandene, som vi alle sammen helst vil se.