Corona-pandemien har ført til en global stigning i tilfælde af vold i hjemmet. Nu kommer piger og kvinders rettigheder under yderligere pres ved at flere lande vil træde ud af Istanbulkonventionen, en EU- traktat, som har til formål at beskytte dem mod vold.
I sidste måned advarede FN om en ‘skygge-pandemi’ i hælene på COVID-19 i form af en global stigning i tilfælde af vold i hjemmet. Hotlines og kvindekrisecentre over hele Europa har meldt om alarmerende stigninger i antallet af henvendelser fra kvinder, som grundet lock-downs og andre corona-restriktioner er i overhængende risiko for vold og overgreb.
Indespærring med i forvejen voldelige partnere eller familiemedlemmer har medført en intensivering af volden samtidig med, at adgangen til hjælp er blevet besværliggjort.
Kvinder og pigers rettigheder er de senest måneder kommet yderligere under pres, efter at flere lande har varslet med forslag om at træde ud af Istanbulkonventionen; Europarådets konvention, som er en europæisk traktat, der har til formål at beskytte piger og kvinders rettigheder og modarbejde vold mod kvinder herunder seksuel vold og voldtægt.
Et af de lande, der vil ud af konventionen, er Polen.
En farlig kønsideologi
I 2019 blev der rapporteret om mere end 65.000 tilfælde af vold mod kvinder og 12.000 tilfælde af vold mod børn i Polen.
Polens justitsminister Zbigniew Ziobro argumenterer for, at konventionen er ‘skadelig’, og anklager den for at være funderet i en farlig ’kønsideologi’, blandt andet fordi den pålægger europæiske skoler at undervise børn i spørgsmål om køn og seksualitet.
Den polske regering og dens støttepartier har stærke bånd til den katolske kirke og arbejder aktivt for en konservativ socialpolitisk dagsorden. Den har offentligt omtalt kvinder og LGBTI+-personers rettigheder som elementer i en kønsideologi, som har til formål at gøre op med traditionelle familieværdier, og har de seneste år indskrænket polske LGBTI+-personers rettigheder samt forsøgt at forbyde både seksualundervisning og adgangen til abort.
”Hvis den polske regering gør alvor af deres trusler om at fratræde Istanbulkonventionen, vil det få fatale konsekvenser for millioner af piger og kvinder og de organisationer, som tilbyder hjælp og rådgivning til voldsofre, ” siger Nils Muiznieks, Europadirektør i Amnesty International.
Flere lande vil ikke beskytte kvinder og pigers rettigheder
Tyrkiet er blandt de seneste lande, som udtrykker ønske om at træde ud af konventionen, mens lande som Bulgarien, Slovakiet og Ungarn har udskudt ratificeringen af den og bevidst ignorerer eller underspiller den negative betydning, skadelige kønsstereotyper har i samfundet.
Ungarn underskrev Istanbulkonventionen i 2014, men har for nyligt udtalt, at de ikke vil ratificere traktaten og dermed gøre den bindende i national lov – dette på et tidspunkt, hvor landet under COVID-19 oplever en fordobling i sager om vold mod kvinder.
Fakta: Hvad er Istanbul-konventionen?
- Istanbulkonventionen blev nedfældet og vedtaget af det europæiske ministerråd under Europarådet i 2011
- Det er den første europæiske traktat, som specifikt har til formål at modarbejde vold mod kvinder og vold i hjemmet. Den dækker alle aspekter af kønsbaseret vold; psykisk vold, fysisk vold, seksuel vold og voldtægt.
- Lande, som har ratificeret konventionen, forpligter sig til at forebygge kønsbaseret vold, beskytte voldsudsatte og støtte overlevere. Dette gælder både i national lovgivning men også helt konkret i etableringen af hjælpeinstanser som hotlines, krisecentre, rådgivning og juridisk bistand.
- Danmark underskrev konventionen i 2013 og ratificerede den i 2014.
- Istanbulkonventionen er underskrevet af langt størstedelen af europæiske stater og ratificeret af 34 af dem. I 2018 trådte konventionen i kraft i ni lande (Kroatien, Cypern, Tyskland, Estland, Grækenland, Island, Luxemburg, Nordmakedonien og Schweitz) og i 2019 ratificerede Irland den også i kølvandet på den historiske afstemning for en afskaffelse af landets meget restriktive abortlovgivning.
5 spørgsmål til Amnestys programleder for Køn – Helle Jacobsen
Hvorfor er det afgørende, at lande ratificerer – og implementerer – Istanbulkonventionen?
Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet er den mest vidtgående internationale traktat om vold mod kvinder. Konventionen har til formål at udrydde vold mod kvinder i Europa og få indført nultolerance over for denne form for vold.
Forebyggelse af vold, beskyttelse af ofrene og retsforfølgelse af dem, der begår volden, er grundpillerne i konventionen, som også tilstræber holdningsændringer hos den enkelte og i samfundet mere generelt.
I forordet til konventionen står der, at vold mod kvinder er dybt rodfæstet i uligheden mellem kvinder og mænd i samfundet, og her peger konventionen altså på det strukturelle i vold mod kvinder og beder medlemsstaterne anerkende, bekæmpe og forebygge vold mod kvinder som et strukturelt problem.
Hvilke konsekvenser har det – både nationalt og internationalt – når lande fratræder konventionen eller nægter at ratificere den?
Når lande fratræder internationale konventioner og traktater viser de, at de ikke længere har en intention om at leve op til rammen for konventionen samt de konkrete juridiske anbefalinger i den. Det er alvorligt, når et land som Polen, hvor kvinders rettigheder allerede er under markant pres, vil fratræde Istanbulkonventionen. Dette implicerer, at de kan vedtage og udforme national lovgivning, som går imod traktaten, og som derfor direkte diskriminerer kvinder og ikke beskytter dem mod vold og voldtægt.
Derudover bliver det sværere for Europarådet og EU at stille Polen til ansvar for krænkelser af kvinders rettigheder. Til sidst kan det i en tid hvor kvinders rettigheder globalt er under stigende pres desuden inspirere andre lande til at gøre det samme.
Ser vi generelt en ’kulturkamp’ i Europa lige nu mellem konservative familieværdier og fremskridt for kvinders rettigheder?
Ja, der er desværre en tendens til at både kvinders og LGBTI+-personers rettigheder er under stigende pres flere steder i Europa både ved forsøg på tilbageskridt, og ved at det er svært at få vedtaget nationale lovgivninger.
Vi ser en voksende ’anti-gender equality’-bevægelse i både Europa og USA. Både i Danmark og i resten af Europa er der ofte en forståelse af, at vi allerede har ligestilling mellem kønnene.
På samme tid får disse bevægelser, som arbejder imod ligestilling, mere vind i sejlene og forsøger at rulle kvinders rettigheder tilbage. De promoverer traditionelle ’kønsideologier’ under frasen ’familieværdier’, som flere steder støttes af politikere og regeringer.
Hvad anbefaler Amnesty, vi skal gøre, for at modvirke denne udvikling
Lande i Europa skal ratificere Istanbulkonventionen og sikre, at den bliver implementeret i national lovgivning. For eksempel ved at sikre, at voldtægt er defineret som sex uden samtykke i nationale straffelove.