Menneskerettighederne skal være en integreret del i alle bestræbelser på at forebygge, forberede sig på, og behandle COVID-19 for bedre at kunne beskytte folkesundheden, og støtte de grupper og enkeltpersoner i vores samfund, som er mest udsatte. Her er ti områder, hvor myndighederne skal være særligt opmærksomme på at sikre menneskerettighederne.
Stater kan godt indføre indskrænkninger for menneskerettighederne for at beskytte folkesundheden i forbindelse med Corona-pandemien, som det også er tilfældet i Danmark, hvor eksempelvis forsamlingsfriheden begrænses.
Men de tiltag, som tilsidesætter menneskerettighederne, må kun ske, når det er nødvendigt, har et legitimt sigte, er proportionalt, og hvis mindre restriktive tiltag ikke ville kunne nå samme effekt.
Alle tiltag skal løbende monitoreres og vurderes for, om de fortsat er nødvendige. Dette er Statens ansvar. Disse principper gælder for tiltag som karantæne, rejseforbud etc., som igangsættes verden over.
1. Karantæner, især de der berører menneskers ret til frihed og sikkerhed, er kun tilladt, hvis de udføres på en ikke-diskriminerende måde. Selv når de som i dette tilfælde imødekommer et presserende offentligt eller socialt behov, skal karantæner have et legitimt formål og stå i rimeligt forhold til det.
Karantæne-tiltag bør have en begrænset varighed og evalueres med jævne mellemrum. Hvis der er flere typer af mulige begrænsninger, bør den mindst restriktive vedtages.
2. Det samme gælder restriktioner for at rejse og rejseforbud, der også kan påvirke retten til fri bevægelighed. Når sådanne foranstaltninger indføres, skal de være legitime, nødvendige og forholdsmæssige; det vil sige, at de mindst restriktive tiltag af de mulige skal vedtages.
3. Stater skal sikre, at alle berørte personer og samfundsgrupper har adgang til klar, tilgængelig, rettidig og meningsfuld information om Corona-virusset og omfanget af truslen mod vores sundhed.
Der skal være information om, hvordan man undgår smitte og smittespredning samt rettidig og forudgående advarsel om mulige fremtidige konsekvenser af Corona og tiltag for at stoppe smittespredningen.
Ifølge nogle rapporter har visse stater, såsom Kina og Iran, reageret på COVID-19 ved at begrænse udbredelsen af information om virusset og undervurderet risikoen og omfanget af spredning.
Når staters svar på COVID-19 er baseret på begrænsninger i adgang til information, mangel på gennemsigtighed og censur, risikerer de at undergrave retten til at “søge, modtage og dele information og ideer af enhver art” og retten til adgang til sundhedsoplysninger – og de sætter tiltag, der er sat i gang i sundhedssektoren, i fare.
4. Stater skal sikre, at alle har adgang til en vis social støtte, herunder eksempelvis sygedagpenge og forældreorlov, hvis de er syge, i karantæne eller skal pleje særligt udsatte og syge personer.
Nogle af de foranstaltninger, der anvendes til at forbedre folkesundheden, kan have negative konsekvenser for retten til arbejde og arbejdstagerrettigheder, hvilket resulterer i, at mennesker med usikre jobs påvirkes uforholdsmæssigt.
Mennesker, der har en ureguleret eller usikker tilknytning til arbejdsmarkedet, er særligt udsatte som for eksempel migrantarbejdere. Stater skal sikre, at alle kan opretholde deres sociale sikkerhed – hvis de ikke kan arbejde på grund af COVID-19 epidemien.
5. Sundhedsarbejdere står i frontlinjen i denne pandemi, da de skal fortsætte med at arbejde på trods af, at de udsætter sig selv og deres familier for risici. De er i risiko for at blive smittet med COVID-19, når de udfører deres job, de risikerer ekstremt overarbejde, psykiske mén og træthed.
Tilstrækkelig personligt beskyttelsesudstyr, information, træning og psykologisk støtte skal være til stede for at lette arbejdet for sygeplejersker, læger og andet personale, der er involveret i at reagere på pandemien.
Disse forhold skal også tages i betragtning for andre faggrupper, der er særlig udsat for eksponering. Det kan være vagter og andet fængselspersonale, samt fagfolk, der ikke arbejder i den offentlige sektor, men arbejder for at garantere adgang til basale ydelser.
Internationale standarder for retten til sundhed oplyser, at varer, faciliteter og tjenester til sundhedsvæsenet, herunder adgang til behandling og fremtidige vacciner udviklet til COVID-19, skal være tilgængelige i tilstrækkelig mængde til alle, især til de mest sårbare eller marginaliserede grupper i befolkningen.
Alle skal have adgang til sundhed uden forskelsbehandling, og uanset opholdsgrundlag i det enkelte land.
6. Adgang til sundhed i sundhedsvæsenet skal være overkommelig for alle. Dette betyder, at stater bør samarbejde med de involverede parter (herunder farmaceutiske virksomheder) for at opnå dette, så alle involverede prioriterer at garantere menneskerettighederne.
7. Retten til sundhed omfatter både fysisk og mental sundhed. Stater skal sikre, at psykosocial støtte er tilgængelig for at tackle de mulige konsekvenser af COVID-19-pandemien på mental sundhed og konsekvenserne af forskellige begrænsnings-tiltag, som kan medføre angst eller depression.
8. Ifølge FN’s Verdenssundhedsorganisation WHO ser ældre mennesker og personer med allerede eksisterende sygdomme (såsom astma, diabetes eller hjertesygdom) ud til at være mere modtagelige for at blive alvorligt syge af Corona-virusset, og derfor skal stater gøre alt for at beskytte disse sårbare grupper.
Det er også vigtigt at huske, at der er andre sårbare grupper. Mennesker, der lever i fattigdom og med mindre adgang til forebyggende foranstaltninger, herunder håndsæbe og desinfektionsmidler.
Hjemløse vil have store udfordringer med at isolere sig. Asylansøgere og migranter vil være i en sårbar situation, mennesker med lavere indkomster og i usikker beskæftigelse, mennesker der ikke har andet valg end at bo eller arbejde sammen med mange andre på få kvadratmeter, og mennesker, der ikke har adgang til passende forebyggende foranstaltninger, f.eks. i fængsler, eller i arbejdsmiljøer, der udgør sundhedsrisici.
Myndighederne skal være særlig opmærksomme på alle disse grupper, og deres behov skal fuldt ud tages i betragtning i planer og strategier, så de kan få adgang til de samme tjenester som resten af befolkningen uden forskelsbehandling.
9. Kvinder og piger kan også blive uforholdsmæssigt ramt af pandemien. Selv om der indtil nu ikke har været nogen detaljeret information om kønspåvirkningen af COVID-19, har de globale erfaringer i tidligere nødsituationer i folkesundheden været, at det er kvinder, som yder størstedelen af plejen både i den uformelle sektor såvel som inden for den sociale og sundhedsmæssige sektor.
Kvinder er derfor i større risiko for at blive udsat for sygdommen og kan have større udfordringer på grund af kønsbaserede uligheder i adgangen til sundhed og beslutningstagning.
Derfor skal alle tiltag omfatte en kønsanalyse for at sikre, at kvinders og pigers rettigheder beskyttes, og at de får tilstrækkelig støtte. Dette inkluderer at sikre, at visse ydelser, såsom pleje af kvinder, der oplever kønsbaseret vold, fortsætter med at fungere, og at deres beskyttelse er garanteret på et tidspunkt, hvor de udsættes for en større risiko blandt andet på grund af foranstaltninger som karantæne og udgangsforbud, som finder sted i flere lande.
10. I tider med sundhedskriser som denne er internationalt samarbejde og solidaritet afgørende. Regeringer med den økonomiske og tekniske kapacitet skal hjælpe dem med færrest ressourcer til at forberede sig på og håndtere ethvert udbrud af COVID-19.
Ligeledes skal stater give andre stater og internationale organisationer relevant information om graden af spredning af COVID-19 i deres jurisdiktion og dens konsekvenser samt alle tilgængelige oplysninger om mulig behandling.