Israels militær bør efterforskes for krigsforbrydelser på grund af de hensynsløse ødelæggelser i det østlige Gaza. Tusindvis af hjem er blevet jævnet med jorden og områderne efterladt ubeboelige. Sådan lyder konklusionen i Amnestys nye dokumentation fra Gaza.
Israels militærs forsøg på at udvide en “bufferzone” langs den østlige grænse af det besatte Gaza-stribe bør efterforskes som krigsforbrydelser. Det skriver Amnesty International i ny research, der dokumenterer israelsk militærs hensynsløse ødelæggelse og kollektive afstraffelse i Gaza.
Ved hjælp af bulldozere og sprængstoffer har det israelske militær ødelagt landbrugsjord og boliger. Hele kvarterer, hjem, skoler og moskeer, er blevet jævnet med jorden.
Disse hjem blev ikke ødelagt som følge af intense kampe. Snarere jævnede det israelske militær bevidst området med jorden, efter at de havde taget kontrol over det.
Erika Guevara-Rosas,Amnesty Internationals chef for research
Amnestys researcher har analyseret satellitbilleder og videoer, der blev lagt ud af israelske soldater på sociale medier mellem oktober 2023 og maj 2024. Her kan man se nyryddet land, mellem 1 og 1,8 km. bredt, langs Gazas østlige grænse. På nogle videoer ses israelske soldater posere eller skåle, mens bygninger rives ned i baggrunden.
“Det israelske militærs ubønhørlige ødelæggelseskampagne i Gaza er hensynsløs. Vores undersøgelser har vist, hvordan israelske styrker har udslettet boligblokke, tvunget tusindvis af familier fra deres hjem og gjort jorden ubeboelig,” siger Erika Guevara-Rosas, direktør for research i Amnesty International.
Hun mener, der er tale om et mønster af systematiske ødelæggelser af hele områder langs den østlige grænse:
“Disse hjem blev ikke ødelagt som følge af intense kampe. Snarere jævnede det israelske militær bevidst området med jorden, efter de havde taget kontrol over det,” siger Erika Guevara-Rosas.
Israel: ”Der er tale om sikkerhedsforanstaltning”
Israelske embedsmænd har indrømmet ødelæggelsen af bygninger langs Gazas østlige grænse og kaldt det for en sikkerhedsforanstaltning for at beskytte Israel mod yderligere angreb. Israelsk militær har begrundet nedrivninger over hele Gaza med, at de har ødelagt tunneller og anden “terror-infrastruktur”.
“Oprettelsen af en ‘bufferzone’ må ikke udgøre kollektiv afstraffelse af de palæstinensiske civile, der boede i disse kvarterer. Israels tiltag for at beskytte israelere mod angreb fra Gaza skal gennemføres i overensstemmelse med dets forpligtelser i henhold til international lov, herunder forbuddet mod hensynsløs ødelæggelse og kollektiv afstraffelse,” siger Erika Guevara-Rosas.
Voldsomt omfang
Den udvidede “bufferzone” langs grænsen til Israel dækker cirka 58 km², hvilket svarer til omtrent 16 % af den samlede besatte Gaza-stribe. Fra maj 2024 synes mere end 90 % af bygningerne inden for dette område (mere end 3.500 bygninger) at være ødelagt eller alvorligt beskadiget.
Den omfattende og systematiske ødelæggelse er ude af proportioner i forhold til ethvert muligt legitimt militært formål.
Amnesty International interviewede berørte beboere og landmænd, analyserede satellitbilleder, verificerede 25 videoer optaget i området, og sporede udtalelser fra det israelske militær, Hamas og andre væbnede grupper. Målet har været at afgøre om ødelæggelsen var lovlig, herunder om den kunne retfærdiggøres på grund af militær nødvendighed.
Konklusionen er klar. Hvis det israelske militær mente, at det var militært nødvendigt at etablere en “bufferzone” ud fra sikkerhedshensyn, ser der ud til at være andre muligheder på israelsk territorium. På den måde ville Israel kunne overholde international humanitær lov og sine forpligtelser som besættelsesmagt. Den omfattende og systematiske ødelæggelse er ude af proportioner i forhold til ethvert muligt legitimt militært formål. De bør derfor efterforskes som krigsforbrydelser.
Den 2. juli 2024 sendte Amnesty International spørgsmål om nedrivningerne til de israelske myndigheder. På tidspunktet for offentliggørelsen af rapporten var der ikke modtaget noget svar.
HVAD SIGER REGLERNE?
Princippet om militær nødvendighed tillader en part i konflikten at gøre ting, der kan svække modstanderens militære styrker, hvis det ikke ellers er forbudt ifølge international humanitær lov.
Det kan for eksempel være legitimt at ødelægge en bygning, der giver dækning for en fjende til at skyde på ens egne styrker under aktive kampe. Dette er dog ikke tilladt, hvis kampene er ophørt, som er tilfældet i researchen fra Gazas grænse. Selvom en bygning tidligere har været brugt militært, berettiger det ikke nedrivning af civil ejendom, og undskylder ikke den totale ødelæggelse af hele nabolag og af den landbrugsjord, der skal brødføde civilbefolkningen.
Den Internationale Domstol (ICJ) konkluderede i en rådgivende udtalelse i 2003, at Israels opførelse af muren inde på den besatte Vestbred var ulovlig. ICJ understregede, at Israels sikkerhedsforanstaltninger skal overholde menneskerettighederne og international humanitær lov.