Mord på en række politifolk har ført til Myanmars brutale og kollektive afstraffelse af muslimsk mindretal i landets vestligste region. De bliver beskudt, voldtaget og udsat for vilkårlige arrestationer. Mange tager flugten til nabolandet Bangladesh, men her lever de enten under umenneskelige forhold eller bliver deporteret direkte tilbage til rædslerne.
Tusindvis af mænd, kvinder og børn er på flugt fra Myanmars sikkerhedsstyrker og militær, som fra deres helikoptere nedskyder landsbyboere og sætter ild til hundredvis af hjem. Styrkerne voldtager kvinder og piger og gennemfører vilkårlige arrestationer.
Ofrene tilhører den muslimske minoritet rohingya fra Myanmars vestligste region Rakhine, der mod nord grænser op til Bangladesh, og regeringsstyrkernes blodige aktioner er en hensynsløs reaktion på drabene på en række politifolk den 9. oktober i år.
Mindst 2000 mennesker har siden slutningen af november taget flugten over floden Naf, som udgør grænsen til nabolandet Bangladesh. Men heller ikke her møder ofrene nogen nåde, rapporterer Amnesty International fra området. Bangladeshs regering har nemlig beordret sine styrker til at fordrive de forkomne, sultende og sårede tilbage over grænsen. Dermed er de flygtende fanget imellem to væbnede styrker.
Den 24. november rapporterede Amnestys researchere på stedet, at grænsevagter havde tilbageholdt og deporteret hundredvis af rohingyaer på flugt – lige i armene på Myanmars regeringsstyrker.
Massemord, voldtægter og afbrændinger
Troværdige kilder fortæller til Amnesty International, at folk flygter med åbne skudsår, men de tør ikke søge behandling på klinikker i Bangladesh af frygt for straks at blive deporteret tilbage til Myanmar, hvor regeringsstyrkerne hærger.
Nogle af de flygtende søger ly i primitive hytter i improviserede flygtningelejre eller får husly hos fattige og gæstfrie familier. En mand beretter til Amnesty International: ”Jeg er den eneste forsørger i familien. Vi var først syv, men i sidste uge ankom flere familiemedlemmer, så nu er vi 15 mennesker i en lille hytte. I morges havde vi ikke mere mad.”
En 40-årig kvinde fortæller til Amnesty, at hun tog flugten, da hendes mand og ene søn blev myrdet af Myanmars regeringsstyrker, og at hun ikke kunne finde husly: ”Vi sover udenfor i mudderet. Min søn er to år gammel, han græder konstant og er meget kold om morgenen. Men i sammenligning med Myanmar, så er dette nærmest himlen.”
”Både min søster og min bror blev bortført af militæret. Jeg så med mine egne øjne, hvordan de nedbrændte min landsby, og hvordan soldaterne voldtog kvinder og piger.” 38-årig mands beretning til Amnesty. Han ankom til Bangladesh den 22. november.
En anden kvinde fortæller fra Myanmar, at hendes to sønner blev vilkårligt anholdt: ”Det var tidligt om morgenen, militæret omringede vores hus, mens andre kom ind og tvang mig og mine børn udenfor. De bandt mine sønners hænder på ryggen og bankede dem voldsomt og sparkede dem i brystkassen. Jeg græd højt, og de pegede på mig med våben. De blev banket i omkring en halv time, før de blev ført bort.” Hun har ikke set sine sønner siden.
En landbyboer i Myanmar har berettet til Amnesty, at sikkerhedsstyrker ankom til hans lille hjemby, mens de affyrede skud op i luften og skabte panik: ”Derefter skød de folk, som forsøgte at tage flugten. De omringede landsbyen og begyndte at gå fra hus til hus. De truede os ved at sige ’vi voldtager jeres kvinder’.”
“Soldater lagde unge mænd i håndjern, skød dem og skubbede dem ned i massegrave. Soldaterne brugte håndholdt raketstyr”. 44-årig kvindes beretning til Amnesty.
En 58-årig mand skildrer efter sin flugt til Bangladesh, hvordan styrker fra luften angreb civile: ”Vi så helikoptere åbne ild mod landsbyen. Vi løb ind i skoven for at redde vores liv.”
Krænkelserne må ophøre og undersøges
Champa Patel er leder af Amnesty Internationals kontor for Sydasien. Hun siger: ”Rohingya-folket bliver presset af de afstumpede aktioner fra både Myanmars og Bangladeshs myndigheder. Når de flygter fra den kollektive afstraffelse i Myanmar, bliver de skubbet tilbage af styrker fra Bangladesh. Mens de er fanget imellem to grumme skæbner, får de ikke hjælp til at opfylde deres basale behov for mad, vand og lægehjælp. De burde blive beskyttet som mennesker på flugt fra forfølgelse og ikke blive straffet for hvem de er.”
Champa Patel siger om Myanmars ansvar for uhyrlighederne: ”Ved at rette skytset mod mennesker, som tydeligvis ikke tog del i angrebene på grænsevagterne for seks uger siden, går de væbnede styrker langt ud over grænsen for, hvad der er nødvendigt og proportionalt.”
Hun fortsætter: ”Beretningerne om krænkelser af menneskerettighederne bør straks undersøges på en uafhængig og upartisk facon. Den eneste løsning, både på den korte og lange bane, er, at Rohingya-folkets menneskerettigheder bliver respekteret. De systematiske krænkelser må bringes til ophør.”
Utilstrækkeligt løfte om undersøgelse
Den 1. december nedsatte Myanmars præsident en kommission, som fik til opgave at efterforske volden i Rakhine, men intet tyder på, at kommissionen kommer til at arbejde neutralt. Rafendi Djamin, leder af Amnestys kontor for Sydøstasien og Stillehavsområdet siger: ”For det første, så kommer løftet om en undersøgelse alt for sent. For det andet, vil sådan en undersøgelse kun kunne fungere, hvis den er uafhængig, upartisk og lever op til internationale retsstandarder. Myanmar bør give uhindret adgang til uafhængige observatører og journalister til Rakhine.”