Danmark svigter voldtægtsofre

Debatindlæg af Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnestys danske afdeling, bragt i Politiken d. 28. februar 2015.

Bliver en kvinde voldtaget i Danmark, er det overordentligt svært for hende at få sin sag for retten.

Det skyldes ikke, at politiet ikke kan finde frem til den mistænkte gerningsmand. I størstedelen af de cirka 500 årlige danske voldtægtsanmeldelser kender manden og kvinden hinanden i forvejen. Ofte er de også enige om, at de havde sex, men uenige om, hvorvidt det var frivilligt. 

”Han voldtog mig”, siger hun. ”Hun ville gerne”, svarer han. I halvdelen af denne type sager om såkaldt kontaktvoldtægt vælger myndighederne at lukke sagen, fordi anklageren vurderer, at hverken kvindens troværdighed eller andre beviser er nok til at kunne føre til en dom. 

Men det er ikke kun sagerne om påstand mod påstand, der aldrig kommer for en dommer. I cirka halvdelen af de sager, som anklagemyndigheden lukker uden at rejse tiltale, har kvinder desuden fysiske skader såsom blå mærker eller rifter. Det er uklart, hvorfor anklagemyndigheden mener, at selv de sager, hvor kvinden har fysiske mærker på kroppen, ikke er stærke nok til at blive prøvet i retten. 

De mange henlagte sager peger på, at Danmarks beskyttelse af voldtægtsofres retssikkerhed ikke er god nok, og at vi mangler svar på, hvorfor så mange danske voldtægtssager lukkes uden en retssag. 

I løbet af de sidste 10 år har flere undersøgelser vist, at det kan være meget svært for kvinder, som er blevet voldtaget af enten en tidligere partner eller af en mand, som de har talt med, danset med eller drukket en øl med, at få politiet og anklagemyndigheden til at rejse tiltale mod gerningsmanden. 

Har kvinden været udfordrende klædt? Har hun danset på bordene? Hvor beruset var hun? Denne type spørgsmål risikerer kvinden at skulle besvare under en afhøring for at bevise, at hun har gjort alt, hvad man kan forlange for at sikre, at manden har forstået, at aftenen ikke slutter med sex.

De seneste år har der været et fald i antallet af anmeldte voldtægter hos politiet, men antallet af henvendelser på de danske centre for voldtægtsofre er uændret. Samtidig fortæller krisecentrene om kvinder, som forgæves har forsøgt at anmelde voldtægter hos politiet.   

I år bruger Amnesty derfor Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts til at opfordre justitsministeren til at undersøge, hvorfor over halvdelen af alle anmeldte voldtægtssager, hvor kvinden kender voldtægtsmanden, henlægges uden retssag, selv når kvinden har fysiske tegn på kroppen efter vold. En bedre beskyttelse af danske voldtægtsofre starter med, at vi får indsigt i, hvilke krav politiet og anklagemyndigheden stiller til kvinders adfærd og til mænds evne til at forstå et nej.