Anders Kærgaard trådte frem med videodokumentation for, at danske styrker så passivt til, mens tilbageholdte irakere fik tæsk, og at Forsvaret i otte år havde talt usandt om sagen. Alligevel har de mishandlede irakere ikke fået prøvet deres sag ved en dansk domstol, og den eneste dømte er budbringeren – Anders Kærgaard.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2015
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen og Ole Hoff-Lund
Foto: Jakob Boserup
Anders Koustrup Kærgaard har altid tænkt, at de fleste mennesker kun én gang i livet prøver at blive testet på, om de vil gøre det rigtige, uanset hvor svært det måtte være. Selv bliver han testet to gange, og for det betragter han sig som heldig.
Første test kommer, da han er udsendt som efterretningsofficer i Irak i 2004. På det tidspunkt er militærkoalitionens renommé hårdt ramt af den amerikanske fangemishandling i Abu Ghraib fængslet, og også de danske tropper er under kritisk bevågenhed på grund af den såkaldte Hommel-sag, hvor danske soldater anklages for at have udsat tilbageholdte irakere for nedværdigende behandling, nægtet dem adgang til drikkevand og anbragt dem i stressfremkaldende stillinger, mens de venter på at blive afhørt.
Det er Anders Kærgaards job at have styr på, hvad der sker i lokalbefolkningen. Af samme grund er han meget opmærksom på sager, som kan skade opbakningen til de danske styrker blandt lokale irakere. Derfor spidser han ører, da han – mens han skriver sin afrapportering efter en operation i november i 2004 – hører sin kollega kommentere en videooptagelse fra operationen:
”Hold kæft, de får nogle tæsk”, lyder det ifølge Anders Kærgaard, som triller sin kontorstol hen over gulvet, så han kan se med på den optagelse, som kollegaen er ved at kigge igennem. Videooptagelsen viser irakiske soldater, som sparker og slår tilbageholdte irakere, mens danske styrker ser på uden at gribe ind. ”Min første tanke er ikke, at det er synd for de her mennesker. Det er ’fuck, nu har vi et problem, nu har vi en Hommel-sag mere’”, siger Anders Kærgaard til AMNESTY.
Med videobåndet i hånden går han ind til sin øverste chef, oberst John Dalby. De kigger på optagelsen sammen, og de er, ifølge Kærgaard, helt enige: Det ser ikke godt ud.
”Men så kigger han op på mig og spørger, om jeg godt ved, hvad det vil betyde, hvis jeg vælger at gå videre med båndet”, fortæller Anders Kærgaard.
Svaret kender han godt. Det kan betyde, at opbakningen til den danske Irak-indsats ryger fuldstændigt, og det er bare to måneder før det første frie irakiske valg, som danskerne skal være med til at sikre i de sydlige Irak.
”Der valgte jeg at lave en afvejning. Det irakiske valg eller 20-30 mennesker, som måske var forbrydere. Jeg valgte det irakiske valg. Det var frihed, det var demokrati, det var fremtiden. Så jeg lader båndet ligge hos min chef og sætter mig tilbage på min pind. Og så tænker jeg ellers, ’fuck altså, hvad fanden er det her’…”, siger Anders Kærgaard.
Militærblod i årene
Militæroperationen kommer til at ændre både de tilfangetagne irakeres og Anders Kærgaards liv. Den foregår i morgentimerne den 25. november 2004 i provinsbyen Al- Zubair, fem kilometer fra den danske lejr Camp Danevang. Green Desert hedder den og bygger på lokale efterretninger, som Anders Kærgaard inden operationen har vurderet som totalt upålidelige. Den vurdering bliver han af sine overordnede dog bedt om at ændre, så det af hensyn til de irakiske samarbejdspartnere blot hedder, at de danske styrker ikke kan verificere efterretningerne.
”Jeg advarede om, at vi efter alt at dømme ikke ville finde bagmændene til vejsidebomberne, men i stedet ville gennemsøge civile hjem. Men det var lige meget. Vi skulle bare støtte irakernes mission. Men vi lavede altså alt det, som gjorde det til en operation. Vi udformede planerne, gav ordrer, styrede kommandoen: Det var en dansk ledet og dansk ført aktion fra start til slut”, siger Anders Kærgaard.
Alligevel gør han, som han får besked på. Både før og efter Green Desert, hvor han ikke indberetter mishandlingen, som de danske soldater har overværet.
”Sådan er det at være stabsofficer. Når min chef siger, at vi gennemfører den operation, så siger jeg ’javel’. Jeg er jo opdraget til at være stabsofficer”, siger han.
Hvad mener du med, at du er opdraget til at være stabsofficer?
Spørgsmålet hænger i luften over frokostbordet i Horsens, hvor Anders Kærgaard har rejst sig og er gået ind i et tilstødende værelse. Mens han leder efter noget, fortæller han videre om sin tipoldefar, som kæmpede ved Dybbøl. Om sin morfar, der var frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Om sin far og sin onkel, der begge var officerer, og som han så meget op til. På frokostbordet lægger han tre militærtegneserier fra 1970’erne af samme type som dem, han som barn plejede at læse med sin morfar i hans garage.
”Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være i forsvaret, og jeg er opfostret med det værdisæt, at man for sagens skyld kan være nødt til at ofre noget. De her tegneserier har jeg selv købt på et loppemarked, for at mine børn kunne få glæde af at læse dem sammen med mig”, siger han.
”Det var før Irak. I dag håber jeg ikke, de går ind i militæret”.
Videobåndet i tasken
I alt 36 irakere bliver tilbageholdt under Green Desert og overleveret til de irakiske myndigheder. Mens operationen, som fører til beslaglæggelsen af hash og våben, udråbes som en succes i Danmark, skriver irakiske medier allerede kort tid efter om den mishandling, som de tilbageholdte bliver udsat for under og efter operationen. Både Forsvaret, statsminister Anders Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade afviser beskyldningerne, og for Anders Kærgaard kommer fangerne også hurtigt ud af sind, da det ikke er danskerne, som har tilsynspligt med dem eller officielt har tilfangetaget dem. Efter orlov med sin familie vender han tilbage til Irak og arbejder med at forberede det kommende valg, da en kollega, som han har diskuteret sagen med, tager fat i ham.
”Det her må du hellere holde fast i”, siger han ifølge Kærgaard, som får overdraget et videobånd.
”Jeg ved jo godt, hvad det er for et bånd, men jeg pakker det bare ned i bunden af en af mine tasker. Jeg svigter første gang, og da jeg kommer hjem fra Irak, er jeg totalt færdig med krig”, siger Anders Kærgaard.
Danmark sagsøgt for tortur
Der går flere år, før han igen kommer i tanke om videobåndet. Efter Irak leder han opbygningen af Koldkrigsmuseet Stevnsfort, han tager en bachelor i historie, vender tilbage til militæret og er for en kort stund atter udsendt, denne gang i Afghanistan. I årene mellem Irak og Afghanistan får han også konstateret posttraumatisk stress (PTSD), ligesom han bliver skilt fra sin kone. En del af hans ejendele ender opmagasineret på et loft hos en kammerat fra Forsvaret.
Først i 2008 hører han nyheden om, at flere af de tilbageholdte irakere fra operation Green Desert er i gang med at rejse en civil sag mod Danmark. Efter at Forsvaret og regeringen har afvist behovet for en undersøgelse, er det irakernes eneste mulighed for at få prøvet deres sag. Anders Kærgaard vælger at henvende sig til irakernes danske advokat.
”Det er ikke et spørgsmål om, at de her irakere skal vinde deres sag. Det må dommerne afgøre. Men det er et spørgsmål om, at de skal have mulighed for at have deres sag for en dommer. Derfor melder jeg mig som vidne”. I svarene fra Kammeradvokaten, som repræsenterer Forsvaret, kan Kærgaard se, at oplysningerne fra Forsvaret er helt forkerte.
”Man lyver simpelthen. Men det må være fordi, de ikke ved bedre. Nogen må have undladt at melde videre op i systemet for at beskytte sig selv”, tænker Anders Kærgaard, som af samme grund selv kontakter Hærens Operative Kommando og Forsvarskommandoen.
”Jeg tænker jo, at offentlige myndigheder altid skal sige sandheden, selvom det er ubekvemt. Og jeg får at vide, at der nu er meldt op i systemet, og det skal jeg ikke bekymre mig mere om. Men lidt tid efter kan jeg se, at svarene fra Kammeradvokaten fortsætter. Og så kommer jeg i tanke om det bånd”, siger Anders Kærgaard.
Flyttekassen på loftet
Flyttekassen står stadig på kollegaens loft. Der er fugtigt og klamt, og kassen er fuld af ting, som han ikke har set siden Irak. Souvenirs, gammelt militærudstyr og, på bunden af kassen, videobåndet.
Idéen om at træde offentligt frem på et pressemøde er ikke hans egen. Forslaget kommer fra irakernes advokat, og Kærgaard har ikke lyst. Han kan huske præcist, hvad han selv tænkte, da det i 2004 kom frem, at Frank Grevil fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) havde lækket informationer, som viste, at Anders Fogh Rasmussen talte imod FE’s vurdering, da han fra Folketingets talerstol fastslog, at Danmark vidste, at Irak havde masseødelæggelsesvåben:
”’Møgsvin, forræder, han skal bare klynges op’. Det tænkte jeg sgu. Og da jeg selv fik det her dilemma, tænkte jeg ’fuck mand, ikke mig’. Hvorfor skal jeg stå i det her? Hvorfor skal det være så svært?”, fortæller Kærgaard som modvilligt går med til pressemødet.
I oktober 2012 gør han et sidste forsøg på at undgå pressemødet. Han kontakter forsvarsministeriet direkte og får at vide, at ministeriet vil vende tilbage. Men dagene går, og pressemødet nærmer sig, uden at der sker noget.
”Da jeg står udenfor døren til det pressemøde, der ved jeg godt, at nu kommer mit liv til at ændre sig radikalt. Nu siger jeg farvel til alt det, jeg elsker og holder af. Nu bliver det umuligt for mig at være en del af Forsvaret længere”.
Landsforræder
Modsvaret efter pressekonferencen kommer hurtigt. Det er ikke forsvarets optagelser, lyder det fra ministeren og Forsvaret. Auditørkorpset vil pludselig gerne tale med Kærgaard, som efterhånden har mistet troen på, at det hele vil løse sig, hvis informationerne bare kommer højt nok op i systemet.
”Jeg tænker, at der er noget helt råddent i toppen af det her system”, fortæller han.
Da han i sit hjem i Horsens får besøg af Auditørkorpset, sidder de ved det samme bord, som vi nu sidder om. Men i stedet for at spørge Kærgaard om, hvem der har vidst hvad om mishandlingen, er auditøren kun interesseret i en eneste ting: Hvem gav videobåndet til Kærgaard. Et navn, som Kærgaard fra begyndelsen har sagt, at han ikke vil udlevere. Og som den modtagelse, han selv har fået efter pressekonferencen, blot har bekræftet ham i, at der ingen grund er til at dele.
Hans profil på LinkedIn er på kort tid gået fra 420 forbindelser til seks. Hans Facebook fra 250 til 18.
”Det var absurd. Jeg fik beskeder fra folk, som jeg ikke kendte, men som kaldte mig en landsforræder og bad til, at mit hus måtte brænde ned”.
Hvorfor har du ikke bedt din kollega om at træde frem også?
”Det er fuldstændig irrelevant for sagen. Og vedkommende har jo selv kunne følge med i udviklingen. Han har haft masser af muligheder for at stå frem, hvis han ville det. Han har valgt ikke at gøre det, og jeg har valgt ikke at presse ham til at gøre det”, siger Anders Kærgaard, som ikke fortryder, at han stod frem.
”Det ville have været det nemmeste i hele verden at holde min kæft, men jeg fik en ommer. Og jeg ville have været verdens største lus, hvis jeg ikke havde grebet chancen for at gøre det rigtige anden gang. Det er jeg dybt taknemmelig for. Også her tre år efter”.
Eneste dømte i sagen
Først senere indrømmer Forsvaret, at videooptagelsen er deres egen. Og der igangsættes faktisk en undersøgelse af sagen, hvor danske soldater har brudt krigens love ved at undlade at gribe ind overfor mishandling og tortur.
Men i stedet for at undersøge, hvad der er på båndet, så er det Kærgaard selv, som af Auditørkorpset bliver tiltalt for ikke at oplyse navnet på den, som har udleveret båndet. Auditørkorpset kræver ham fængslet i seks måneder, men af hensyn til hans PTSD slipper han med ugentlige bøder på i alt 13.000 kroner, fordi han ikke vil oplyse kilden til videoen.
Bøderne betales via en indsamling oprettet af frivillige danskere, som hjælper Kærgaard. Han får også en anden uventet støtte, da han på Amnestys landsmøde i 2014 oplever, at flere hundrede mennesker giver ham et stående bifald, da han har delt sin historie med Amnesty-medlemmerne.
I sagen om irakernes civile søgsmål stilles der også økonomiske forhindringer i vejen. Selvom flere af irakerne er blevet undersøgt af en af landets fremmeste retsmedicinere, som vurderer, at de efter alt at dømme har været udsat for tortur, og selvom der er dokumentation for, at mishandlingen begynder allerede under operationen med de danske styrker som passive tilskuere, så kræver den danske stat 40.000 kroner i sikkerhedsstillelse for hver iraker for at lade sagen komme for en dansk domstol.
Uforståeligt krav
For Anders Kærgaard er det krav fra staten helt uforståeligt, ikke mindst set i lyset af, at en række af de øvrige koalitionslande hverken har haft brug for whistleblowere eller stillet økonomiske krav op for at undersøge anklager om brud på krigens love:
”Krigens love er ikke til for at gå på kompromis. De gælder både for at sikre, at de mennesker, vi tager til fange, bliver behandlet ordentligt, men også for at beskytte os selv. Når man sidder i Irak og ser krigsfanger få hovedet skåret over for åben skærm, så bliver krigens love meget konkrete. Og når vi går på kompromis med dem, så gør andre også”, siger Anders Kærgaard.
”Hvis det havde været en sag om svindel med et milliardbeløb, så var jeg aldrig blevet whistleblower. Men det her handler om 36 mennesker, der har fået deres liv splittet til atomer. De har været udsat for grov tortur. Vi vidste det godt. Men vi var ligeglade, fordi det var for besværligt. Så vi valgte ikke at føre tilsyn, ikke at følge op”, siger han.
Som konsekvens af sin egen erfaring har Anders Kærgaard i dag oprettet whistleblower- organisationen Veron sammen med blandt andre Frank Grevil. Ambitionen er at hjælpe andre whistleblowere med alt fra juridisk rådgivning til psykologhjælp og pressehåndtering.
”Min drøm med Veron er, at vi kan lukke ned om et år, og så er det i stedet et uafhængigt kontor under ombudsmanden, som kan undersøge henvendelser fra whistleblowere og vurdere, om de skal gå videre. Så lukker vi Veron. Det nytter jo ikke noget, at vi skal blive ved med at advare folk om konsekvenserne, hvis de står frem. Det er staten, som skal facilitere whistleblowere, det er ikke whistleblowere, som skal facilitere staten”.
Amnesty mener
Torturofre har krav på kompensation og på at få et ansvar placeret, både for torturen og for de danske styrkers manglende indgriben. Derfor bør Forsvaret undersøge anklagerne, i stedet for at vende sig imod Anders Kærgaard, som har gjort sin pligt og frembragt oplysninger, der helt åbenlyst er i samfundets interesse. Anklagerne om tortur er velunderbyggede, og derfor bør Danmark ikke opstille økonomiske krav, som er umulige for irakerne at betale. Danmark er forpligtet af FN’s torturkonvention til at undersøge alle anklager om tortur.