Torsdag den 26.maj udgiver Amnesty International en politik for beskyttelse af sexarbejdere samt fire rapporter, som dokumenterer overgreb imod og manglende beskyttelse af sexarbejdere i Papua Ny Guinea, Hong Kong, Norge og Argentina.
Sexarbejdere er en af de mest marginaliserede og udsatte grupper i verden. I mange lande er de udsat for seksuelle overgreb, menneskehandel, vold, diskrimination og udelukkelse fra sundhedsydelser.
Ofte får de ikke den beskyttelse fra politiet, som de har brug for – ofte er det endda politiet selv, der begår overgrebene.
Derfor har Amnesty International udviklet en politik til beskyttelse af sexarbejdere, som organisationen torsdag den 26. maj udgiver globalt.
”Sexarbejdere er i forhøjet risiko for en lang række menneskerettighedskrænkelser såsom voldtægt, vold, afpresning og diskrimination. Alt for ofte får de ingen, eller meget lidt, beskyttelse gennem loven eller mulighed for at søge retfærdighed ved domstole”, siger Tawanda Mutasah, Amnestys Internationals direktør for Ret og Politik.
”Vores politik udstikker retningslinjerne for, hvordan regeringer bør gøre mere for at beskytte mennesker, som udfører sexarbejde, mod krænkelser og misbrug”, siger Tawanda Mutasah.
Amnesty bruger alene ordet sexarbejde om udveksling af seksuelle ydelser mellem voksne mennesker med gensidigt samtykke.
Spørgsmål om svar om Amnestys holdning til sexarbejde
Amnestys politik
Amnesty Internationals politik er resultatet af på en række globale konsultationer, en gennemgang af eksisterende velunderbyggede undersøgelse samt førstehåndsresearch udført over mere end to år.
Den formelle vedtagelse og udgivelse af politikken kommer efter en demokratisk beslutning truffet af Amnestys globale bevægelse i august 2015, som blev rapporteret bredt i offentligheden på det tidspunkt.
Politikken indeholder en række opfordringer til regeringer om at sikre beskyttelse mod overgreb, misbrug, udnyttelse og tvang; at sikre, at sexarbejdere bliver hørt og kan deltage i udviklingen af love, der påvirker deres liv og sikkerhed; at bekæmpe diskrimination mod sexarbejdere og sikre adgang til uddannelse og alternative forsørgelsesmuligheder, såfremt de ønsker at forlade sexarbejde.
Amnesty anbefaler desuden at afkriminalisere sexarbejde under samtykke mellem voksne, inklusiv de love som kriminaliserer tilknyttede aktiviteter, såsom forbud mod at tilbyde sexsalg og generel organisering af sexarbejde.
Amnestys anbefaling er baseret på beviser for, at disse love ofte sætter sexarbejdere i større fare og resulterer i straffrihed for de, som begår overgreb, da sexarbejdere ofte er bange for at anmelde forbrydelser til politiet af frygt for selv at blive straffet.
Love om sexarbejde skal fokusere på at beskytte mennesker mod misbrug og overgreb i stedet for at forsøge at forbyde alt sexarbejde og straffe sexarbejdere.
Politikken genbekræfter også Amnestys position om at tvangsarbejde, seksuel udnyttelse af børn, trafficking og menneskehandel er forkastelige menneskerettighedskrænkelser, som kræver samordnet handling fra myndighedernes side, og som under international ret skal være kriminaliseret i hvert eneste land.
”Vi ønsker, at lovgivningen fokuserer på at gøre livet sikrere for sexarbejdere og forbedrer deres relation til politiet, mens den samtidig adresserer den meget reelle risiko for udnyttelse. Vi ønsker, at regeringer sikrer, at ingen er tvunget til at sælge sex, eller er ude af stand til at forlade sexarbejde, hvis de ønsker det”, siger Tawanda Mutasah.
Amnestys research
Fyldig research, inklusiv fire landespecifikke rapporter udgivet samtidig med Amnestys politik, viser, at sexarbejdere ofte udsættes for horrible menneskerettighedskrænkelser. Dette skyldes til dels kriminalisering, som sætter dem i yderligere fare og marginalisering og begrænser deres muligheder for at søge beskyttelse mod vold samt juridisk hjælp og social bistand.
”Sexarbejdere har fortalt os, hvordan kriminalisering gør politiet i stand til at chikanere dem og ikke prioritere deres klager og sikkerhed”, siger Tawanda Mutasah.
I stedet for at fokusere på at beskytte sexarbejdere imod vold og forbrydelser, fokuserer lovens håndhævere i mange lande i stedet for på at forbyde sexarbejde gennem overvågning, chikane og ransagninger.
Amnestys research viser, at sexarbejdere ofte får ingen eller meget lidt beskyttelse mod overgreb eller retlig genoprejsning, selv i lande hvor det at sælge sex i sig selv er lovligt.
Papua Ny Guinea
I Papua Ny Guinea er det ulovligt at leve af indtjeningen fra sexarbejde og ulovligt at organisere kommerciel sex. Homoseksualitet er også kriminaliseret, og det er det primære grundlag for at retsforfølge mandlige sexarbejdere.
Amnestys research fandt, at lovgivningen i Papua Ny Guinea tillod politiet at true, afpresse og vilkårligt tilbageholde sexarbejdere. (link)
Sexarbejdere i Papua Ny Guinea er udsat for en ekstrem grad af stigmatisering, diskrimination og vold, inklusiv voldtægt og mord. En undersøgelse foretaget af akademikere i 2010 fandt, at indenfor seks måneder var 50 procent af sexarbejderne i hovedstaden Port Moresby blevet voldtaget af kunder eller af politiet.
Amnesty hørte gruopvækkende vidneberetninger fra de, som havde været udsat for voldtægt og seksuelt misbrug begået af politiet, kunder eller andre, men som følte sig for bange til at anmelde disse forbrydelser, fordi de selv er ”illegale”.
Mona, en hjemløs sexarbejder, fortalte Amnesty:
”Politiet begyndte at tæske min ven (en kunde, red) og mig. Seks politifolk havde sex med mig, én efter én. De var bevæbnet med pistoler, så jeg var nødt til at gøre det. Jeg har ingen støtte til at gå til retten og anmelde dem. Det var så smertefuldt for mig, men jeg lod det være. Hvis jeg går til retten, kan de ikke hjælpe mig, fordi sexarbejde er ulovligt i Papua Ny Guinea.”
Politiet i Papua Ny Guinea har brugt kondomer som beviser imod sexarbejdere, som ofte er stigmatiserede og bliver beskyldt for at være ”spredere” af sygdom. Dette afskrækker mange sexarbejdere fra at opnå viden om deres seksuelle og reproduktiove rettigheder og hjælp mod HIV og AIDS.
Mary, en kvindelig sexarbejder, fortalte:
”Hvis politiet finder kondomer på os, når de tilbageholder os, så slår de os og siger, at vi promoverer sex, eller at vi er dem, som spreder sygdomme som HIV. Politiet beder om penge, de truer os eller siger, giv os dette beløb. Vi giver dem pengene, fordi vi er bange for, at hvis vi ikke giver dem det, vil de måske tæske os.”
Hong Kong
I Hong Kong er det ulovligt at opsøge kunder og tilbyde sexsalg, men det er ikke ulovligt at sælge sex, hvis det sker fra en privat lejlighed.
Arbejdet i isolation sætter imidlertid sexarbejdere i en sårbar situation med risiko for tyveri, fysiske overfald og voldtægt.
En sexarbejder, Queen, fortalte Amnesty:
”Jeg har aldrig anmeldt en forbrydelse såsom voldtægt, fordi jeg frygter, at jeg vil blive tiltalt for at udbyde sex.”
Sexarbejdere i Hong Kong har meget lidt beskyttelse fra politiet, men nogle gange er de også direkte angrebet af politiet selv.
Amnestys research fandt, at politifolk ofte misbruger deres magt til at straffe sexarbejder ved at lokke dem til at bryde loven, med afpresning eller med tvang. Civilklædte betjente har lov til at modtage nogle seksuelle ydelser fra sexarbejdere i forbindelse med deres arbejde med at sikre sig beviser. Amnesty har også dokumenteret sager, hvor politiet, eller personer som hævder, de er politi, har fortalt sexarbejdere, at de kunne undgå retlige sanktioner, hvis de gav dem penge eller ”gratis sex”.
Transkønnede sexarbejdere er ofte udsat for særdeles grove politiindsatser inklusiv indgribende og ydmygende kropsvisitationer udført af mandlige politibetjente på transkvinder.
”Der er meget befamling og hån”, fortalte en advokat, som har repræsenteret transkønnede sexarbejdere i Hong Kong.
Efter deres anholdelse kan transkvindelige sexarbejdere blive sendt til mandlige detentioner og sat i afdelinger for psykisk syge.
”Jeg har aldrig anmeldt en forbrydelse såsom voldtægt, fordi jeg frygter, at jeg vil blive tiltalt for at udbyde sex.” -Queen, sexarbejder i Hong Kong
Norge
I Norge er det forbudt at købe sex, men den direkte handling at sælge sex er ikke. Andre aktiviteter forbundet med sexarbejde er kriminaliseret, herunder ”promovering af prostitution”, og at lade lokaliteter anvende til sexarbejde.
Denne model promoveres som en måde at beskytte mennesker, som sælger sex, mens den kriminelle skyld placeres hos køberen.
Men forbuddet mod at købe sex, ender i praksis med at gøre livet farligere for sexarbejderne, dokumenterer Amnesty, som fandt beviser for, at sexarbejderes ret til sikkerhed, lige beskyttelse for loven, bolig, sundhed og frihed fra diskrimination krænkes i Norge.
Disse krænkelser forværres af lovgivningen, og i nogle tilfælde er de en direkte konsekvens af lovgivningen.
Til trods for en høj forekomst af voldtægter og vold begået af kunder eller organiserede bander har sexarbejdere i Norge en høj tærskel, før de anmelder vold til politiet.
”Jeg tog med til en mands hus. Han slog mig to gange på kæben. Jeg fortalte det ikke til politiet. Jeg vil ikke have det i mine papirer”, fortalte en sexarbejder Amnesty.
Sexarbejdere fortalte også, at de havde anmeldt vold til politiet i Norge, og efterfølgende var blevet sat på gaden eller deporteret som konsekvens af deres kontakt med politiet.
Under norsk lov er sexarbejdere i risiko for at blive tvangsudsat fra deres hjem, fordi deres udlejere kan blive tiltalt for at udleje til dem, hvis de sælger sex derfra. En repræsentant for den norske organisation for sexarbejderes rettigheder forklarede:
”Hvis ejerne ikke sætter dem på gaden, så vil politiet åbne en straffesag mod dem. Politiet opfordrer udlejere til at tage loven i deres egne hænder og selv håndhæve den”.
Mennesker, som sælger sex, er også afskåret fra at arbejde sammen for at højne deres sikkerhed eller at hyre en tredjepart til hjælp med sikkerhed, da dette vil udgøre ”promovering af prostitution” under norsk lov.
”Jeg tog med til en mands hus. Han slog mig to gange på kæben. Jeg fortalte det ikke til politiet. Jeg vil ikke have det i mine papirer” -sexarbejder i Norge
Buenos Aires, Argentina
Formelt er salg og køb af sex ikke ulovligt i Buenos Aires. Men i praksis er sexarbejdere kriminaliseret igennem en række love, som straffer relaterede aktiviteter, og som ikke formår at skelne mellem sexarbejde og menneskehandel.
Amnestys research fandt, at nogle sexarbejdere i Buenos Aires havde en høj tærskel for at anmelde vold til politiet.
”Han (en kunde, red) betalte mig, og jeg skulle til at stige ud af bilen, da han greb mig i nakken og skar mig med en kniv. Jeg gav ham alle mine penge og min mobiltelefon, og han slap mig”, fortalte Laura, en sexarbejder der arbejder på gaden, til Amnesty.
Hun anmeldte ikke volden eller tyveriet til politiet, da hun følte, det ville være spild af tid:
”De vil ikke lytte til mig, fordi jeg arbejder på gaden”.
Sexarbejdere bliver ofte vilkårligt standset på gaderne af politiet, og nogle er udsat for gentagne bøder. Det er ulovligt for politiet eller anklagemyndigheden i Buenos Aires at tage udgangspunkt i en persons udseende, påklædning eller opførsel, når de håndhæver en lov, der kriminaliserer kommunikation om sexarbejde i offentligheden. Men denne type profilering sker imidlertid ofte, og politiet går specifikt efter transkønnede sexarbejdere i sine aktioner.
Sexarbejdere, som arbejder fra private lokaler, er ofte udsat for voldelige og langvarige inspektioner og ransagninger fra politiet i Buenos Aires, såvel som afpresning og bestikkelse.
Sexarbejdere i Buenos Aires rapporterede også om udfordringer med at få adgang til sundhedsservice, ligesom de udsættes for enorm stigmatisering og diskrimination.
”Vi havde ikke nogen reel adgang til sundhedsydelser, for når vi tog på hospitalet, blev vi grint af, eller vi var de sidste, som lægerne tilså”, fortalte en transkønnet tidligere sexarbejder Amnesty.
Amnesty fandt, at dette havde ført til, at nogle sexarbejdere helt afholdt sig fra at opsøge sundhedsydelser.
”Vi havde ikke nogen reel adgang til sundhedsydelser, for når vi tog på hospitalet, blev vi grinet af, eller vi var de sidste, som lægerne tilså” – tidligere sexarbejder i Buenos Aires
Overgreb kan aldrig retfærdiggøres
”Mange steder i verden er sexarbejdere uden lovens beskyttelse, og de lider under forfærdelige menneskerettighedskrænkelser. Denne situation kan aldrig retfærdiggøres. Regeringer må handle for at beskytte menneskerettighederne for alle, også sexarbejdere. Afkriminalisering er blot et af mange nødvendige skridt, som regeringer kan tage for at sikre sexarbejdere beskyttelse mod fare, udnyttelse og tvang”, siger Tawanda Mutasah.
Staters ansvar
Amnestys politik for beskyttelse af sexarbejdere kan findes her.
Den opfordrer regeringer til at:
- Sikre mennesker adgang til deres økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, adgang til uddannelse og til alternative beskæftigelsesmuligheder.
- At bekæmpe skadelige kønsstereotyper og alle former for diskrimination og strukturel ulighed, som kan føre til, at især marginaliserede grupper sælger sex.
- At fokusere love omkring sexarbejde væk fra brede paragraffer, der kriminaliserer de fleste eller alle aspekter af sexarbejde, og i stedet henimod love, som beskytter mod tvang, trafficking, udnyttelse, overgreb, og som bekæmper, at børn og mindreårige ender i kommerciel sex.
- At fjerne kriminalisering eller anden straffende regulering af sexarbejde, som forstærker maginalisering, stigmatisering og diskrimination og kan nægte sexarbejdere adgang til lovens beskyttelse og retslig genoprejsning.
- At involvere sexarbejdere i udviklingen af love og politikker, som direkte påvirker deres liv og sikkerhed.
- At sikre, at mennesker kan forlade sexarbejde, hvis og når de vil.
- At sikre, at sexarbejdere har lige adgang til retssystemet, sundhed og andre offentlige ydelser og lige beskyttelse under loven.
Supplerende research
Amnestys udvikling af politikken til beskyttelse af sexarbejdere er suppleret af eksisterende menneskerettighedsresearch, der dokumenterer overgreb mod og misbrug af sexarbejdere, heriblandt:
- Amnestys rapport om vold imod kvinder i Uganda, der viste at kvinder blev afvist af politiet og fortalt, at fordi de var sexarbejdere ”bad de selv om det”, og at ”en prostitueret kan ikke blive voldtaget”.
- Amnestys offentlige statement, som opfordrer Grækenland til at stoppe kriminaliseringen og stigmatiseringen af påståede sexarbejdere, som er HIV-positive.
- Amnestys rapport om tortur i Nigeria, og om hvordan sexarbejdere i særdeleshed blev misbrugt af politiet, som voldtog dem og krævede bestikkelse fra dem.
- Amnestys hasteaktioner for at standse de målrettede drab på sexarbejdere i Honduras samt tvangsudsættelser og misbrug af politiet mod sexarbejdere i Brasilien.
- Amnestys rapport om Tunesien, som detaljeret viste, hvordan sexarbejdere var i risiko for seksuel udnyttelse og afpresning begået primært af politiet.
Amnesty International er del af en større gruppe at organisationer af forskelligt virke og ekspertiser, som støtter eller opfordrer til afkriminaliseringen af sexarbejde. Disse inkluderer Global Alliance Against Traffic in Women, Global Commission on HIV and the Law, Human Rights Watch, FN AIDS, FN’s Specialrapportør for Retten til Sundhed og WHO.