Benåd Snowden

Tiden er knap, hvis Barack Obama skal nå at stille sig på den rigtige side af historien i spørgsmålet om whistlebloweren Edward Snowden. Det mener Amnesty International, som lancerer en global underskriftindsamling for at benåde Snowden.

Edward Snowden risikerer årtier i fængsel for at have forsvaret menneskerettighederne ved at afsløre ulovlig masseovervågning. Derfor bør USA’s præsident Obama benåde ham, inden han giver nøglerne til Det Hvide Hus videre. 

Sådan lyder opfordringen fra Amnesty International, der på en pressekonference i New York den 14. september lancerer en global underskriftindsamling i samarbejde med blandt andre organisationerne American Civil Liberties Union (ACLU) og Human Rights Watch. Også Edward Snowden selv vil tale til pressen via et videolink.  

 



”Edward Snowden handlede i offentlighedens interesse. Han indledte en af vor tids vigtigste debatter om statslig overvågning og gav startskuddet til en global bevægelse til forsvar for retten til privatliv i den digitale tidsalder. At straffe ham for det, sender et forkert signal, om at de, som bag lukkede døre overværer menneskerettighedskrænkelser, bør tie stille,” siger Salil Shetty, Amnesty Internationals generalsekretær.

”Ganske ironisk er det Snowden, som behandles som en spion, selvom hans modige handlinger afslørede, at den engelske og amerikanske regering ulovligt udspionerede millioner af mennesker. Vores nye kampagne giver offentligheden mulighed for at kræve, at Snowden benådes”, siger Salil Shetty.

Offentlighedens interesse

I juni 2013 delte Snowden med journalister en række efterretningsdokumenter, som han havde fået adgang til gennem sit arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste NSA. Dokumenterne afslørede blandt andet, at den amerikanske og engelske regering elektronisk overvågede millioner af menneskers telefon- og internetaktivitet.

Som en konsekvens af afsløringerne har den amerikanske kongres begrænset regeringens mulighed for at overvåge. Alligevel er Snowden selv fanget i Rusland, og han risikerer i USA at blive tiltalt efter landets Espionage Act, der blev indført efter 1. Verdenskrig, og som ikke tillader Snowden at forsvare sig med henvisning til, han handlede i offentlighedens interesse.   

Lige siden afsløringerne i 2013 har Amnesty krævet, at den amerikanske regering frafalder anklagerne mod Snowden, eller lader ham fremføre argumentet om offentlighedens interesse, såfremt hans sag ender for en dommer.

”Sager som Edward Snowdens er simpelthen grunden til, at muligheden for benådning eksisterer. Præsident Obama har muligheden for at anerkende en af de vigtigste sager om whistleblowing i nyere tid. I lyset af Snowdens meget konkrete bidrag til den globale demokratiske debat, burde vi takke ham, ikke straffe ham”, siger Ben Wizner, advokat for Edward Snowden og direktør for ACLUs arbejde med privatliv og teknologi.

Danskerne støtter Snowden

I en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Amnesty i november 2014 svarede 68 procent af de adspurgte danskere, at Snowden gjorde det rigtige, da han afslørede USA’s overvågning. 17 procent var uenige.

Fredag den 9. september havde Oliver Stone-filmen ”Snowden” verdenspremiere.

Dansk premiere på filmen er den 29. september.