Mikkel Henssel
De utålelige
De er blevet kaldt mordere, krigsforbrydere, voldtægtsmænd. Og det er de også – nogle af dem. Men de 68 personer på tålt ophold i Danmark er også mennesker med vidt forskellige historier, og som alle har afsonet deres straf i Danmark. Nogle af dem har været på tålt ophold i både 10 og 20 år, og de beder om at de ikke straffes i uendelige, bare fordi de ikke kan udvises. AMNESTY er taget på besøg i en utålelig hverdag.
Af Ole Hoff-Lund
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2016
Som 19-årig flygter Adam fra Iran. Han er medlem af det kurdiske parti PDKI, som kæmper for flere rettigheder for det kurdiske mindretal i landet, og han skriver kritiske indlæg om præstestyret og politiske slagord på murene i sin hjemby. Men da han kommer i politiets søgelys, stikker han af og havner i Danmark, hvor han søger asyl. Det er 16 år siden i dag.
”Jeg var bare en ung mand, der ønskede demokrati og ligestilling. Men det er farligt at tænke højt i Iran”, siger Adam.
Efter nogle måneder i Sandholm i Nordsjælland flytter han til et Røde Kors asylcenter på Fyn.
”De fleste var meget ældre end mig, og jeg var nok ikke den klogeste dreng i verden dengang”, siger Adam og slår undskyldende ud med armene.
En brødkniv i maven
Den 5. juni 2001 går det galt. Adam har siddet i køkkenet og spillet backgammon og drukket øl med sine bofæller til sent på natten, og som den yngste i den barak, han bor i, skal han gå ud med skrald hver aften. Da han går ud, passerer han en lidt ældre iraner og nogle af hans venner, der lige er kommet hjem fra en bytur. De råber skældsord efter ham.
”På vej tilbage spørger jeg, om vi ikke lige kan snakke på hans værelse, men han bliver hurtigt aggressiv og kaster en stol efter mig, så vinduet smadrer. Jeg flygter over til min egen afdeling, men han følger efter mig, og jeg bliver bange. Han er større end mig og træner kampsport”, fortæller Adam.
I køkkenet leder Adam efter noget at forsvare sig med. Han griber en brødkniv, som han stikker ned i bukserne bag på ryggen.
”Han springer på mig og slår og slår. Nogle af de andre trækker ham væk, men de kan ikke holde ham, og han angriber mig igen. Til sidst stikker jeg ham to gange i maven med kniven”.
10 år i fængsel
Det næste, Adam husker, er, at han er til afhøring hos politiet med en tolk og en advokat. De spørger, hvorfor han har slået sin landsmand ihjel, men Adam tror ikke på dem. Han opfatter det som et trickspørgsmål – ligesom politiet i Iran ville gøre.
”Men tolken, som jeg kender i forvejen, tager min hånd og siger: ’Det er sandt. Han er død’. Så bliver hele verden sort. Alting stopper. Jeg bryder sammen og græder. Det var ikke min mening at slå nogen ihjel. Jeg er ikke en voldsmand. Jeg forsvarede mig bare. Og så bliver jeg rigtig bange”, siger Adam.
Han bliver dømt for drab og får i 2002 en straf på ti års fængsel samt udvisning fra Danmark. Adam afsoner sin straf i Ringe Statsfængsel på en åben, stoffri afdeling, hvor de indsatte bliver testet for narkotika hver uge. Undervejs lærer han dansk og han tager en uddannelse som it-administrator via fjernundervisning fra Århus Købmandsskole.
”Jeg fik 10 i min sidste eksamen. Jeg ser stadig nogle af mine medfanger, der studerede sammen med mig. De har gode jobs i dag”, siger Adam.
Ingen udløbsdato
Det har Adam ikke. Han bliver i 2008 bliver han løsladt og overflyttet til Sandholm, men han kan ikke udvises på grund af risikoen for tortur og dødsstraf i Iran. Derfor kommer han på tålt ophold. På nogle måder kunne han bedre forlige sig med tiden i fængslet, siger han:
”I fængslet havde jeg en kalender, hvor jeg kunne tælle ned til min frihed. Her ved jeg ikke, hvornår det slutter. Jeg har kun oplevet asylcentre og fængsel i Danmark. Jeg har aldrig haft en almindelig tilværelse her, men jeg har altid prøvet at bruge min tid fornuftigt. Jeg har jo kun ét liv”, siger Adam.
Han fortæller, at myndighederne jævnligt forsøger at få ham til at underskrive et dokument om, at han vil rejse hjem frivilligt, men det tør han ikke. Han frygter for sit liv, hvis han kommer tilbage til Iran.
”Jeg kommer aldrig til at sige ’okay, send mig tilbage til helvede’. Jeg har ikke noget alternativ til at blive her. Men jeg er jo også et menneske, og der er grænser for, hvad jeg kan klare psykisk. Det er ekstremt hårdt at leve på tålt ophold uden rettigheder og muligheder”, siger Adam.