De utålelige

Af Ole Hoff-Lund
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2016

Som 19-årig flygter Adam fra Iran. Han er medlem af det kurdiske parti PDKI, som kæmper for flere rettigheder for det kurdiske mindretal i landet, og han skriver kritiske indlæg om præstestyret og politiske slagord på murene i sin hjemby. Men da han kommer i politiets søgelys, stikker han af og havner i Danmark, hvor han søger asyl. Det er 16 år siden i dag.

”Jeg var bare en ung mand, der ønskede demokrati og ligestilling. Men det er farligt at tænke højt i Iran”, siger Adam.

Efter nogle måneder i Sandholm i Nordsjælland flytter han til et Røde Kors asylcenter på Fyn.

”De fleste var meget ældre end mig, og jeg var nok ikke den klogeste dreng i verden dengang”, siger Adam og slår undskyldende ud med armene. 

En brødkniv i maven

Den 5. juni 2001 går det galt. Adam har siddet i køkkenet og spillet backgammon og drukket øl med sine bofæller til sent på natten, og som den yngste i den barak, han bor i, skal han gå ud med skrald hver aften. Da han går ud, passerer han en lidt ældre iraner og nogle af hans venner, der lige er kommet hjem fra en bytur. De råber skældsord efter ham.

”På vej tilbage spørger jeg, om vi ikke lige kan snakke på hans værelse, men han bliver hurtigt aggressiv og kaster en stol efter mig, så vinduet smadrer. Jeg flygter over til min egen afdeling, men han følger efter mig, og jeg bliver bange. Han er større end mig og træner kampsport”, fortæller Adam.

I køkkenet leder Adam efter noget at forsvare sig med. Han griber en brødkniv, som han stikker ned i bukserne bag på ryggen.

”Han springer på mig og slår og slår. Nogle af de andre trækker ham væk, men de kan ikke holde ham, og han angriber mig igen. Til sidst stikker jeg ham to gange i maven med kniven”.

10 år i fængsel

Det næste, Adam husker, er, at han er til afhøring hos politiet med en tolk og en advokat. De spørger, hvorfor han har slået sin landsmand ihjel, men Adam tror ikke på dem. Han opfatter det som et trickspørgsmål – ligesom politiet i Iran ville gøre.

”Men tolken, som jeg kender i forvejen, tager min hånd og siger: ’Det er sandt. Han er død’. Så bliver hele verden sort. Alting stopper. Jeg bryder sammen og græder. Det var ikke min mening at slå nogen ihjel. Jeg er ikke en voldsmand. Jeg forsvarede mig bare. Og så bliver jeg rigtig bange”, siger Adam.

Han bliver dømt for drab og får i 2002 en straf på ti års fængsel samt udvisning fra Danmark. Adam afsoner sin straf i Ringe Statsfængsel på en åben, stoffri afdeling, hvor de indsatte bliver testet for narkotika hver uge. Undervejs lærer han dansk og han tager en uddannelse som it-administrator via fjernundervisning fra Århus Købmandsskole.

”Jeg fik 10 i min sidste eksamen. Jeg ser stadig nogle af mine medfanger, der studerede sammen med mig. De har gode jobs i dag”, siger Adam.

Ingen udløbsdato

Det har Adam ikke. Han bliver i 2008 bliver han løsladt og overflyttet til Sandholm, men han kan ikke udvises på grund af risikoen for tortur og dødsstraf i Iran. Derfor kommer han på tålt ophold. På nogle måder kunne han bedre forlige sig med tiden i fængslet, siger han:

”I fængslet havde jeg en kalender, hvor jeg kunne tælle ned til min frihed. Her ved jeg ikke, hvornår det slutter. Jeg har kun oplevet asylcentre og fængsel i Danmark. Jeg har aldrig haft en almindelig tilværelse her, men jeg har altid prøvet at bruge min tid fornuftigt. Jeg har jo kun ét liv”, siger Adam.

Han fortæller, at myndighederne jævnligt forsøger at få ham til at underskrive et dokument om, at han vil rejse hjem frivilligt, men det tør han ikke. Han frygter for sit liv, hvis han kommer tilbage til Iran.

”Jeg kommer aldrig til at sige ’okay, send mig tilbage til helvede’. Jeg har ikke noget alternativ til at blive her. Men jeg er jo også et menneske, og der er grænser for, hvad jeg kan klare psykisk. Det er ekstremt hårdt at leve på tålt ophold uden rettigheder og muligheder”, siger Adam.

Kærligheden i Sandholm

Midt i frustrationen over at sidde fast uden udsigt til andet end endeløs opbevaring og meldepligt, møder han en ung, kvindelig asylansøger fra Syrien. De bliver forelskede og er i dag gift og har de to børn sammen – en på seks måneder og en på to år, der bor hos moderen i København.

”Børnene er mit et og alt. De ligner mig meget. Jeg elsker at lege med dem, at kysse dem godnat, at følge den største af pigerne i vuggestue. Min drøm er at få et godt liv med min familie. En god økonomi, et arbejde, et godt helbred. Det ville være rart at rejse sammen med dem på ferie”, siger Adam.

Familielivet er en helt anden verden end Sandholm. Det er med til at holde Adams livsmod oppe – i modsætning til mange andre på tålt ophold, der er hårdt ramt.

”Jeg kender folk på tålt ophold, der var ligesom mig for otte år siden. I dag er de knækket. De har ikke noget liv. De drikker for at fylde tomheden og meningsløsheden ud. Nogle af dem er mine gamle venner, men jeg går i en stor bue uden om dem, når jeg ser dem. Og jeg tænker, at det kunne have været mig”. 

På medicin

I et eneværelse i den anden ende af Sandholm bor Bilal – en midaldrende palæstinensisk mand, der som 25-årig flygtede fra Libanon til Danmark i 1986. Solen skinner udenfor, men gardinerne er trukket for, og fjernsynet kører uden lyd i baggrunden. Ved sengen står forskellig beroligende og antipsykotisk medicin, og på et bord står to elektriske kogeplader, hvor han kan opvarme maden fra cafeteriet eller brygge en kop kaffe.

”Hvad jeg laver her? Ingenting. Jeg lever i min egen verden. Ryger smøger og ser tv. Jeg taler ikke med de andre beboere. Det kan jeg ikke. Jeg er ikke så social mere. Jeg har mistet håbet og min tro på livet og på fremtiden”, siger han.

Bilal har været på tålt ophold i Sandholm i seks år, og efter 30 år i Danmark er han mere dansk end libanesisk, som han siger. Han har fire voksne børn i hovedstadsområdet samt sin mor og søster i Danmark, og han er også blevet farfar. Men han er i livsfare, hvis han vender hjem til Libanon, hvor han var aktiv i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).

Mareridt om Libanon

Bilal har arbejdet som bygningsarbejder, som lastbilchauffør og på en restaurant, men nu har han sukkersyge, forhøjet blodtryk, for højt kolesteroltal og lider af søvnløshed.

”Jeg har tit mareridt om, at de henter mig og sender mig til Libanon. At jeg ender i et fængsel dernede. Danmark vil have, at jeg rejser, men jeg har ingen steder at tage hen”.

Ved årtusindeskiftet får han en anbringelsesdom for en sædelighedsforbrydelse, og fra 2001 til 2010 er han indlagt på flere psykiatriske afdelinger. Ifølge Bilal og hans bistandsværge Ole Schack, som AMNESTY har talt med, sker der en række fejl i hans sag. Ikke mindst da en ledende overlæge, der ikke har set Bilal i seks år, efter lang tids pres fra Udlændingestyrelsen beslutter, at han er rask nok til at blive flyttet til et arresthus. Derfra kommer han til Vestre Fængsel og siden til Sandholm.

”Denne historie er et langt lidelsesforløb, og myndighederne har forværret hans tilstand ved at først at sætte ham bag tremmer og senere på tålt ophold i Sandholm”, siger Ole Schack.

En chance mere

Bilal tænder en ny smøg og knuger en pude ind til sig, mens han forsøger at sætte ord på sin nuværende situation.

”Selv dyr har flere rettigheder i Danmark end mennesker på tålt ophold. Nu vil de sende os til en kz-lejr i Jylland. Hvorfor vil de gøre det endnu værre for os? Vi har i forvejen ingenting, og selv hvis vi råber og skriger, så er der ingen, der hører os. Vi er glemt”, siger Bilal, mens tårerne presser sig på.

Han kigger ned i gulvet, mens han tænker over, hvad han vil sige til de danske politikere, hvis han fik mulighed for det.

”Giv mig en chance mere. Det er alt”.

Officer på tålt ophold

Blandt de 68 mænd på tålt ophold er også mennesker, der er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser i deres hjemland. De danske myndigheder kan eller vil ikke retsforfølge dem her, og de kan ikke sendes hjem, fordi de risikerer dødsstraf eller tortur og mishandling. De er kort sagt fanget uden at få prøvet anklagerne imod sig.

En af dem er 49-årige Francis, der er officer i hæren i DR Congo. Han flygter fra DR Congo i 2013, da han og tre andre officerer fra hæren bliver arresteret for landsforræderi, fordi de ifølge Francis er tilhængere af den fængslede præst Kutino Fernando, der leder en populær folkebevægelse.

Francis er overbevist om, at han skal skaffes af vejen i et berygtet, hemmeligt fængsel i den østlige del af landet. Men efter ti dage i detentionen, hvor han angiveligt bliver mishandlet og tortureret, bliver han reddet af sine gode kontakter i militæret. De iværksætter en flugtplan, og via lufthavnen i hovedstaden Kinshasa kommer de til Tyrkiet, hvorfra Francis senere rejser til Danmark.

”Pludselig stod jeg her i dette lille land, der er så kendt for menneskerettigheder og demokrati”, siger Francis på flydende engelsk, selv om fransk er hans foretrukne sprog.

Francis bor et år i et asylcenter på Langeland, mens asylsagen bliver behandlet. Men i september 2014 får han afslag på asyl – han skal på tålt ophold. De danske myndigheder mener, at han kan have medvirket til krigsforbrydelser som ledende officer i DR Congo.

”Under min asylsag spurgte de mig, om jeg havde ledet nogle operationer i DR Congo, og om jeg havde arresteret folk. Jeg fortalte dem, at mine soldater havde pågrebet folk fra væbnede militser under vores operationer og sendt dem til hovedkvarteret. Men jeg har aldrig gjort noget ulovligt eller slået nogen ihjel. Vi respekterede folkeretten”, siger Francis.

”Normalt er man uskyldig til det modsatte er bevist. Her er det omvendt”. 

Tre døtre i fare

Over seks millioner mennesker er dræbt under de seneste årtiers væbnede kampe i DR Congo, og omverdenen frygter nye uroligheder op til det kommende præsidentvalg, som skal afholdes i december. Men præsident Joseph Kabila, der har siddet på magten siden sin fars død i 2001, truer med at udskyde valget på ubestemt tid.

Imens samler fremtrædende eksil-congolesere sig i gruppen APARECO, der på et tidspunkt håber at vende tilbage til DR Congo. En af dem er Francis, der har status af forsvarsminister på APARECO’s hjemmeside.

”Min familie er stadig i DR Congo. Indtil for nylig boede de i vores hus i en militær forlægning, men de blev smidt ud i juli. Jeg har tre døtre på 8, 9 og 15 år, som jeg taler med i telefonen, når det er muligt. Nu bor de hos min mor, men de har ingen penge, og jeg kan ikke hjælp dem”, siger Francis og tager hænderne op foran ansigtet.

”Jeg er bange for at miste mine børn. Hvis jeg ikke finder et arbejde og sender penge hjem, så ender mine døtre som prostituerede”.

Som et fængsel

Francis tager nogle dokumenter frem, der viser, at han har en universitetsgrad i engelsk fra Kinshasa University, og at han senere har taget EU-finansierede militæruddannelser i Belgien og Kina. I Danmark bruger han tiden på at undervise andre asylansøgere i engelsk, både i Sandholm og i Trampolinhuset i København. I Sandholm deler han et lille værelse med en tyrkisk mand, og han kæmper for at overleve på de 400 kroner, han får udbetalt hver anden uge.

”Nogle bliver kriminelle af at være på tålt ophold. Jeg gør mit bedste for at blive integreret her, men myndighederne vil ikke lade mig blive en del af Danmark. Hvordan kan en regering behandle folk sådan?”, spørger Francis, der mener, at han sagtens kunne tage et job i et sikkerhedsfirma eller lignende.

”Jeg bad om beskyttelse i Danmark, men det her er som et fængsel, selv om jeg aldrig har gjort noget kriminelt”.

Drømmen om frihed

Hver anden torsdag udbetaler Røde Kors lommepenge. Derfor møder flere personer på tålt ophold op i Sandholm end normalt – også dem, der har en mere lempelig meldepligt hos politiet eller simpelthen nægter at møde op hver dag, selv om det over længere tid koster dem nogle uger eller måneder i fængsel.

Blandt de fremmødte er også kriminelle udviste. Det er personer, der er dømt for en forbrydelse og har afsonet straffen, men hvor hjemlandet eller den udviste ikke samarbejder om udsendelsen. De 145 kriminelle udviste har præcis samme forhold som personer på tålt ophold og skal også sendes til Jylland.

En af dem er 53-årige Samsun, der har været i udsendelsesposition i 19 år efter at have afsonet en lang fængselsstraf for drab. Oprindeligt er han statsløs palæstinenser fra Jordan, men selv om han efter eget udsagn medvirker til sin egen udvisning, så vil myndighederne ikke tage imod ham i hans gamle hjemland. Så situationen er fastlåst.

”Jeg kom hertil som ung, hvor jeg blev familiesammenført. Jeg angrer og fortryder min forbrydelse, men jeg kan jo ikke lave min fortid om. Det er en byrde, jeg bærer resten af mit liv”, siger han.

Han beskylder politikerne og medier for bevidst at fremstille alle på tålt ophold som farlige gangstere og voldsmænd, der vil skade Danmark. 

”De fleste på tålt ophold har jo ikke begået ny kriminalitet. Vi kan bare ikke komme ud af vores situation. Det er rimeligt nok, at Danmark vil udvise mig, men når det ikke kan lade sig gøre, så må politikerne høre på os. Vi er også mennesker. Jeg elsker det her land og vil gerne bidrage positivt til samfundet. Skal jeg dø her på tålt ophold?”, siger Samsun.

Han forklarer, at myndighedernes udgangspunkt er, at der skal ske forandringer i personens liv, hvis vedkommendes status på tålt ophold skal ændres – for eksempel ved at stifte familie.

”Men hvordan skal vi kunne forandre vores liv, når alle døre er lukket? Jeg vil ikke sætte børn i verden, for at de kan være gidsler i min sag, så jeg måske kan komme tilbage i det danske samfund. Hvis jeg skal have børn, skal jeg være en rigtig far for dem”, siger Samsun. 

Minister på besøg

Adam fra Iran vil også være en rigtig far for sine børn. Da integrationsminister Inger Støjberg (V) melder sin ankomst til Sandholm tidligere på året, opfordrer de andre beboere på tålt ophold ham til at være deres fælles talsmand. Adam siger ja, og han forklarer ministeren, at mange af dem gerne vil arbejde og bidrage til det danske samfund.

”I alle de år har politikerne tegnet et billede af os som monstre. Jeg fortalte hende, at vi er mennesker. Vi har udstået vores straf i fængslet. Nogle er endda kun dømt for småkriminalitet. Der er en grænse for, hvor længe de kan behandle os sådan. Jeg viste hende også billeder af min familie. Hun var sød og venlig, hun lyttede, og vi gav hinanden et kram, da vi sagde farvel”, siger han.

Få måneder senere meddeler Inger Støjberg, at det fremover skal være utåleligt at være på tålt ophold, og at det ikke skal være muligt for dem at opretholde et familieliv. Derfor skal alle på tålt ophold i løbet af efteråret sendes til Jylland med daglig meldepligt. Adam ryster på hovedet.

”Jeg forstår ikke, at livet skal gøres endnu mere utåleligt for mig. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at jeg måske ikke kan se mine børn mere. Hvorfor kan jeg ikke bare have en fodlænke på og melde mig til politiet i København? Jeg har ikke gjort noget kriminelt siden dengang på asylcentret. Jeg er et fornuftigt menneske nu. Jeg er forandret”.

Adam har besluttet sig. Han nægter at flytte til Kærshovedgård i Jylland – også selv om politikerne har indført fængselsstraf for dem, der ikke overholder deres meldepligt.

”Hvis jeg tager frivilligt til Jylland, så vil det være det samme som at vende ryggen til min familie. Det kan jeg ikke”, siger Adam og skjuler hovedet i sine hænder.

”Det kan jeg ikke”. 

Personerne i artiklen fremstår under pseudonym, men AMNESTY kender deres rigtige navne.