Michael Lützhøft Hansen har behandlet transkønnede med hormoner i 15 år. Men på grund af et forbud fra Sundhedsstyrelsen må han i dag afvise dem, når de møder grædende op i hans klinik. ”Det er styrelsens ansvar, hvis folk fejlmedicinerer sig”, siger han.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2016
Tekst: Roberto Zacharias
Illustration: Mikkel Henssel
”De står og banker på min dør og er desperate. Andre ringer grædende til min sekretær og plager om at få en tid. Men jeg må ikke hjælpe dem, selv om jeg ved, at jeg kan. Derfor føler jeg faktisk, at jeg svigter mit lægeløfte”.
Sådan lyder det fra Michael Lützhøft Hansen, der er speciallæge i gynækologi og en af de mest erfarne i Danmark, når det kommer til hormonbehandling af transkønnede. Mere end 50 personer har gennem de sidste 15 år fået hjælp på hans klinik i København, men den mulighed lukkede Sundhedsstyrelsen i december 2014.
Her fik Michael Lützhøft Hansen og andre privatpraktiserende gynækologer at vide, at de ikke måtte optage flere patienter, men at de gerne måtte fortsætte behandlingen af dem, der allerede var i et forløb.
Siden har danske transkønnede kun haft mulighed for at få hormoner igennem Sexologisk Klinik, hvor de skal have stillet diagnosen ”transseksualisme” for at få adgang til behandling. Men den lange sagsbehandlingstid kan mange af dem ikke overskue.
”De føler sig umyndiggjort og vil ikke vente i årevis på, at Sexologisk Klinik skal bestemme, hvordan deres liv skal være. Derfor ender nogen af dem med at udsætte sig selv for unødig fare ved at selvmedicinere. Og hvis du køber hormoner uden for landets grænser og uden om de officielle kanaler, ved du jo i princippet ikke, hvad det er, du sprøjter ind i kroppen”, siger Michael Lützhøft Hansen.
Risiko for bivirkninger
Ifølge gynækologen er det også et problem, at de transkønnede ikke med sikkerhed ved, om de får den rigtige dosis, og at der ikke bliver fulgt professionelt op på behandlingen. Dermed risikerer de bivirkninger i form af forhøjede blodprocenter og sukkersyge.
Flere selvmedicinerende transkønnede har da også henvendt sig til Michael Lützhøft Hansen for at bede om at blive overvåget. En af dem er en transmand, der allerede er opereret og flere gange har været på Sexologisk Klinik, hvor han sammen med sine forældre har haft så dårlige oplevelser, at han har klaget til Sundheds- styrelsen.
”Jeg har spurgt Sundhedsstyrelsen, om jeg måtte tage denne specifikke patient i behandling og fik et ikke-svar, der udelukkende henviste til retningslinjerne”, siger Michael Lützhøft Hansen, der mener, at Sundhedsstyrelsen er mere bange for hormonbehandlingen, end den har grund til.
Grundig forberedelse på behandling
Når Michael Lützhøft Hansen tog transkønnede i behandling på sin klinik, havde han først en lang indledende samtale med dem, hvorefter de blev undersøgt fra top til tå. Ved næste konsultation blev der gennemgået blodprøver og udleveret et spørgeskema, der er baseret på en international vejledning om tran- skønnethed. Derudover fik de måske kommende patienter en grundig gennemgang af, hvad en hormonbehandling går ud på, og hvilke risici der kan være.
Efter at have skrevet under på en erklæring om informeret samtykke kunne de i princippet komme i behandling umiddelbart efter. Og så ville de typisk blive kontrolleret tre og seks måneder efter med blodprøver.
”Det er mennesker, der er meget afklarede om, hvad de vil. Typisk har de tænkt over det i både ti og 15 år, og man kan jo trække sig ud af det igen, hvis man fortryder. Det har jeg kun oplevet én gang i al den tid, jeg har behandlet transkønnede”, siger Michael Lützhøft Hansen.
Flyver fra klinikken
Han kalder transkønnede for ”en meget ressourcekrævende patientgruppe”, fordi der ofte er mange og lange samtaler. Men det opvejes af de positive resultater af hormonbehandlingen.
”De flyver nærmest fra min klinik efter den første injektion. Det er en utrolig lettelse for dem, og de føler, at de endelig kan komme i gang med deres liv”, siger Michael Lützhøft Hansen, der stadig følger sine gamle patienter ved at ringe til dem for at høre, hvordan det går.
På klinikken har han en hel sagsmappe liggende med transkønnede, som gerne vil i behandling hos ham. Men de må altså enten vente på at komme ind på Sexologisk Klinik eller ty til selvmedicinering.
”Jeg har sagt direkte til Sundhedsstyrelsen, at når jeg ved, at jeg kan hjælpe, og de så siger, at jeg ikke må, så er det deres ansvar, hvis folk fejlmedicinerer sig selv”, siger Michael Lützhøft Hansen.