Heksejagten i Tyrkiet

Af Ole Hoff-Lund
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2016

Der går ikke en dag, uden at tyrkisk politi anholder lærere, dommere, embedsmænd, militærfolk, politibetjente eller journalister.

Små tyrkiske medier publicerer dagligt et overblik over undtagelsestilstandens nyeste ofre i Tyrkiet, hvor præsident Recep Tayyip Erdogan siden kupforsøget den 15. juli har indledt en omfattende heksejagt på politiske modstandere og anderledes tænkende samt ikke mindst den store kurdiske minoritet i det sydøstlige Tyrkiet.

Men allerede inden kupforsøget var Erdogan en fjende af landets uafhængige medier.

Præsidenten er berygtet for sine personlige opkald til landets avisredaktører, som blev bedt om at afskedige kritiske journalister, der havde stukket næsen for langt frem. De adlød for det meste uden brok.

På samme måde har Erdogan i de seneste år fyret dommere, anklagere og politifolk, der efterforskede korruptionsanklager mod topledelsen i præsidentens Retfærdigheds-og Udviklingsparti (AKP).

I marts blev landets største avis, Zaman, uden varsel overtaget af staten, som driver den videre, bare med en ny og regeringsvenlig profil. Også sociale medier som Twitter og Facebook har flere gange været forsøgt lukket ned.

Pressefriheden gik i sort

Men hvis pressefriheden i Tyrkiet var mørklagt før, så gik den helt i sort den 31. oktober, hvor chefredaktøren for landets største uafhængige avis, Cumhuryiet, blev anholdt sammen med 13 andre journalister. 

15 andre medier blev lukket ned samme dag ved et dekret fra Erdogan - primært kurdiske aviser og nyhedsmedier, herunder et medie, der drives af kurdiske kvinder.

Arrestordrerne er angiveligt udstedt, fordi journalisterne mistænkes for at have tilknytning til Fethullah Gülen - den eksilerede prædikant, som den tyrkiske regering hårdnakket beskylder for at stå bag det mislykkede kup i juli.

I forvejen var Cumhuryiets tidligere chefredaktør, Can Dündar, i maj blevet idømt seks års fængsel for at afsløre statshemmeligheder i en række artikler, der dokumenterede, at den tyrkiske efterretningstjeneste MIT leverer våben til islamistiske grupper i Syrien.

Forinden var Can Dündar rejst i eksil, og han menes at opholde sig i Tyskland.

I et afskedsbrev til avisens læsere skrev han, at Tyrkiet er i gang med den " den største heksejagt i landets historie", og at han ikke vender hjem, før undtagelsestilstanden er ophævet: " At stole på retsvæsenet ville svare til at stikke sit hoved ind i en guillotine".

Ny grænse overskredet

Noget tyder på, at Can Dündar har ret, for angrebet på Cumhuryiet var kun en smagsprøve på, hvor langt Tyrkiets regering er villig til at gå for at fjerne de påståede fjender af styret.

Fire dage senere vågnede den tyrkiske befolkning op til et nyt chok, da myndighederne i ly af natten arresterede 11 parlamentsmedlemmer fra det kurdiske parti HDP, der er landets tredjestørste parti med 59 af de 500 pladser i parlamentet. Blandt de anholdte er de to partiledere Selahattin Demirtas og Figen Yüksekdag, der forinden fik ransaget deres hjem.

Anholdelserne skete, fordi politikerne angiveligt har nægtet at afgive vidneforklaringer i sager, der omhandler forbrydelser forbundet til " terrorpropaganda". Præsident Erdogan har tidligere sagt, at de to HDP-ledere burde fratages deres politiske immunitet for at have begået overtrædelser af forfatningen, og han beskylder HDP for at have tilknytning til den militante kurdiske gruppe PKK.

Anholdelserne sendte chokbølger gennem EU, og herhjemme indkaldte udenrigsminister Kristian Jensen (V) den tyrkiske ambassadør i Danmark til en samtale om tilbageholdelserne. To uger senere lukkede myndighederne 370 organisationer, der arbejder med børn, kvinder og retshjælp i de kurdiske områder.

Rigmænd kontrollerer medierne

Siden kuppet er mindst 169 kritiske medier blevet lukket, og mindst 112 journalister sidder nu bag tremmer. Tyrkiet er rykket ned på en placering som nummer 151 på pressefrihedsindekset fra Reporters Without Borders (RSF), der kalder Tyrkiet for " verdensmester i fængslede journalister".

RSF har også kortlagt ejerforholdene blandt de store tyrkiske medier, og den viser, at præsident Erdogan er tæt forbundet med de rigmænd, der kontrollerer medierne. De fleste medieejere har også store pengeinteresser inden for andre sektorer som energi, transport og byggeri, og de tildeles jævnligt milliardkontrakter på store statslige opgaver. Af samme grund, fastslår RSF, er disse medier tilbageholdende med at kritisere Erdogan: " Det er meget vanskeligt at finde en mediemogul i Tyrkiet, som ikke har haftErdogan med til et familiebryllup", skriver RSF.

En af dem er Ethem Sancak. Han stiftede i 1980' erne et lille biotekselskab, som siden er vokset til en international koncern inden for medicinalbranchen inklusiv en kæde af privathospitaler.

Han ejer også firmaet BMC,

som blandt andet producerer kampvogne og vandkanoner og har vundet store kontrakter med den tyrkiske hær. Sideløbende har han opkøbt tre aviser, tre tv-kanaler, to radiostationer og to magasiner samt adskillige nyhedssites.

Men som RSF påpeger, så er Ethem Sancak også erklæret tilhænger af Recep Erdogan: " Han er berømt for sine udtalelser om, at han er ' forelsket' i Erdogan, at han ville ofre sin familie for ham, og at han er gået ind i mediebranchen alene for at støtte ham".

Dødsstraf på vej tilbage

Sammen med Amnesty International, Human Rights Watch og en stribe andre organisationer skrev Reporters Without Borders i oktober en appel til præsident Erdogans regering, hvor de indtrængende opfordrede til at ophæve en række af bestemmelserne i undtagelsestilstanden, som har ramt både medier og civilsamfundet hårdt. Alligevel blev undtagelsestilstanden forlænget med tre måneder, så den gælder til midten af januar.

" Vi ser med stigende bekymring på den vidtrækkende, nærmest grænseløse magt, som er blevet udøvet af de tyrkiske myndigheder gennem de første tre måneder af undtagelsestilstanden, og som bringer grundlæggende principper for beskyttelsen af retsstaten og menneskerettighederne i fare", skriver de 26 organisationer.

I mellemtiden er den tyrkiske regering på vej med et udkast til en ny forfatning. Målet med forfatningen er at give præsidenten større magt - og udkastet rummer også et forslag om at genindføre dødsstraffen, som ellers blev afskaffet i 2004. Det sker ifølge Erdogan for at imødekomme et stærkt ønske fra befolkningen: " Vi sender snart forslaget til behandling i parlamentet. Det, som betyder noget, er, hvad folket siger. Ikke hvad Vesten tænker. Har de ikke også dødsstraf i USA? I Rusland? I Kina?".