Irakeres tortursag kommer endelig for retten

Forsvarsministeriet vil ikke kære landsrettens afgørelse om, at sagen ikke er forældet. Dermed får 23 irakere efter fem års kamp nu prøvet deres sag mod Danmark ved en dansk domstol.

23 irakere får efter fem års kamp nu endelig mulighed for at få prøvet deres sag mod Danmark ved Østre Landsret. Det er en kendsgerning, efter at Forsvarsministeriet sent mandag meddelte, at det ikke vil kære Østre Landsrets kendelse om forældelsesspørgsmålet i sagen om tortur af civile irakere tilfangetaget under den danskledede Operation Green Desert i 2004.

Forsvarsminister: Der skal sættes punktum

”Det er i alle involverede parters interesse, at der snart kan blive sat punktum for denne sag. Med beslutningen om ikke at kære kendelsen vil domstolene nu få mulighed for at vurdere sagens substans om Danmarks eventuelle erstatningsansvar i forbindelse med deltagelse i Operation Green Desert”, udtaler forsvarsminister Peter Christensen (V) i en pressemeddelelse.  

Lider stadig

De 23 mænd fra landsbyen Al-Zubair kræver hver en erstatning på 60.001 kroner for, at de danske styrker i området udleverede dem til irakisk politi, der ifølge irakerne udsatte dem for tortur. Mændene var tilbageholdt mellem 16 timer og cirka 80 dage. Efterfølgende er de blevet undersøgt af eksperter, der har konkluderet, at de har været udsat for så alvorlig mishandling, at flere af dem både lider under fysiske og psykiske eftervirkninger.

Tilfredshed hos Amnesty

”Nu er regeringen og Forsvarsministeriet endelig ovre alle sine krumspring og forsøgene på at dække sig bag formaliteter, så vi kan prøve at finde sandheden frem. Det vil også klæde Danmark, der jo hvert år er pennefører i FN for resolutionsforslag om bekæmpelse af tortur, at vi ikke selv lægger hindringer i vejen i en sag som denne”, siger Claus Juul, juridisk konsulent i Amnesty.

Sagen blev anlagt i 2011. Undervejs har Forsvarsministeriet krævet, at hver iraker skulle stille med en bankgaranti på 40.000 kroner for at få sagen prøvet ved domstolene. Det krav blev dog afvist af Højesteret i 2013. 

Siden forsøgte Forsvarsministeriet at få erklæret sagen forældet, men den påstand afviste Østre Landsret den 22. august 2016.