Mens deres ægtefæller og børn er fanget i krigen, kæmper fem syriske flygtninge for deres ret til familiesammenføring i Danmark. Deres sag er nu på vej til de danske domstole.
Tekst: Bjarke Windahl Pedersen
Foto: Martin Dam Kristensen
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #3 2016
Abdallah vågner om natten, fordi han skriger i søvne. I sit mareridt har han set en pige på sin datters alder blive kidnappet. Han forsøger at gribe fat i hende, men hun bliver trukket væk, forsvinder fra ham, og Abdallah selv vågner op i sin seng, hvor hans to ældste børn er kommet ind til ham, vækket af skrigene.
Han plejede aldrig at have mareridt, fortæller han. Det er kommet, efter han kom i sikkerhed i Danmark.
Han er vant til at arbejde, til at fokusere, løse opgaver, være ham, der hjælper andre, fortæller han. Men han føler sig ikke længere som sig selv.
Nu kan han kun tænke på sin familie. Når der er elektricitet i Aleppo, og internettet virker, taler han med sin kone og sine to yngste børn. Om hvordan de har det. Om at de savner hinanden. De græder, og Abdallah spørger sin kone, om han skal forsøge at tage tilbage til dem.
”Nej” siger hun. ”Jeg passer på børnene her. Du skal blive og kæmpe”.
Så det gør han.
“Mit mål med at komme til Danmark var at redde min familie fra krigen. Jeg har været i Danmark i knapt et år.
Det år har været det værste i mit liv.”
Abdallah, far til fire
Brugt til at skræmme andre væk
Det samme gør Omar.
Med tilbagevirkende kraft har Danmarks nye lovgivning om familiesammenføring betydet, at han skal vente tre år for overhovedet at kunne søge om familiesammenføring med sin hustru og parrets to mindste børn, som er i Syrien.
”Asylansøgere er svage mennesker, når de kommer til Danmark eller et andet land. Det udnytter regeringen. Vi er blevet ofre for deres måde at sende et signal om, at det er bedst at holde sig væk fra Danmark”, fortæller Omar.
Han flygtede sammen med sin 16-årige søn Anas og fik meddelt ophold i Danmark i januar i år.
“Vores familie er i Aleppo, så det er farligt. Der er måske vand en gang om ugen, og lige nu er der voldsomme kampe mellem regeringen og oprørerne. Vi følger nyhederne hele tiden”, fortæller sønnen Anas, der før sommeren begyndte i en folkeskole i Randers.
“Når jeg taler med mine mindre søskende (13 og syv år gamle, red.), så prøver jeg at trøste dem og sige, at det snart er ovre. Jeg spørger hele tiden til deres venner og om, hvad de laver. Jeg fortæller dem ikke, at jeg har det bedre end dem.”
“Jeg kom til Danmark på grund af mine børn. For at sikre dem en fremtid.
Det vigtigste for os som forældre er, at vores børn har det godt.”
Omar, far til tre
Sammenbrud
41-årige Arij prøver at lade være med at følge nyhederne. Men hun hører konstant om krigen, der omslutter hendes tre børn og mand.
“Lige nu bombarderer ISIS vores by. Regimet svarer igen. Min familie er i midten”.
Arij har været i Danmark i et år og fire måneder nu. Det er 20 måneder siden, hun blev tvunget til at flygte. Siden hun sidst så sin mand og sine børn.
Hun har svært ved at tale om sin familie uden at gå i stå, bryde ud i tårer.
“Det sker sjældent, at jeg taler med dem. Krigen handler ikke kun om granater. Det handler også om, at der ikke er vand, el, internet”, fortæller hun.
Hvordan var det at være kommet til Danmark for så at høre, at regeringen planlagde en lov, som ville gøre det sværere for dig at blive forenet med din familie?
“Jeg fik et nervesammenbrud, da jeg hørte det”, siger Arij.
”Bagefter begyndte jeg at søge en løsning. Jeg overvejede om min familie kunne komme ulovligt. Men ruterne blev lukket. Så gik jeg i gang med at finde en advokat”.
“Jeg håber, de behandler mig som et menneske, der har ret til at være sammen med sine børn.”
Arij, mor til tre
Lukkede grænser
Abdallah prøvede faktisk at få sin familie hertil uden familiesammenføring. Men det håb døde på havet mellem Tyrkiet og Grækenland, fortæller han.
”Første forsøg mislykkedes, fordi båden gik i stykker. Der kom redningsarbejdere og reddede dem”, fortæller Abdallah.
Anden gang gik det endnu værre:
”Jeg har optagelser fra båden, da redningsfolkene kom. De var ved at dø. Man kan høre, at de skriger efter hjælp”.
Nu er hans familie vendt tilbage til Syrien, hvorfra grænsen til Tyrkiet er blevet lukket.
Abdallah er bange, når han vågner om natten i Danmark. Han står op, ryger, laver en kop kaffe, går på Facebook, forsøger at få kontakt til sin familie.
“Jeg har været her i knapt et år. Det år har været det værste i mit liv. Mit mål med at komme til Danmark var at redde min familie fra krigen”, fortæller han.
“Når jeg taler med mine mindre søskende (13 og syv år gamle, red.), så prøver jeg at trøste dem og sige, at det snart er ovre.”
Anas, storebror til to
Sidste udvej
Omar og Anas hørte første gang om den nye danske lovgivning, da de allerede selv havde fået opholdstilladelse. Det begyndte som et rygte på asylcentret.
”Jeg kunne ikke tro det, da jeg hørte, loven var vedtaget. Jeg kunne ikke tro, at der fandtes en regering, som ville skille familier fra hinanden i tre år. Og vores familie er i krigen, i Syrien”, fortæller Omar.
Hvordan var det at fortælle det til familien?
”De fik et chok. Jeg havde det rigtig dårligt. Jeg fik depression”, siger Omar.
Tårerne får ham til at standse op undervejs i interviewet, og sønnen Anas ligger en hånd på hans knæ, mens vi venter på, at ordene igen melder sig.
Før krigen havde Omar sit eget firma. Han vidste, at hans børn havde det godt, de havde venner, var dygtige i skolen. Livet var godt, og det var aldrig hans plan at forlade Syrien, fortæller han.
Men nu er han fanget i Danmark. På grund af Dublin-forordningen, der regulerer asylbehandlingen i Europa, kan han ikke søge asyl i andre lande, og han kan ikke få sin familie hertil.
”Retssagen er den eneste udvej. Livet, det betyder…. Jeg har mistet modet på livet”, siger han.
Hvad gør I, hvis I taber sagen?
”Vi har ikke andre løsninger”.