Assad får ikke lov at slippe

Verdenssamfundet så passivt til, mens Syriens befolkning blev sønderbombet af regeringsstyrker og russiske fly. FN’s Sikkerhedsråd var handlingslammet, men i december tog FN’s medlemslande sagen i egen hånd for at indlede et retsopgør mod Assad for forbrydelser mod menneskeheden.

Tekst: Ole Hoff-Lund
Foto: Scanpix
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2017

Syrien i december 2016.

Præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker rykker nådesløst frem mod oprørernes sidste bastion i det østlige Aleppo, som i månedsvis har været afskåret fra omverdenen. Med assistance fra russiske bombefly bliver hospitaler, lægeklinikker og beboelsesejendomme sønderbombet, mens civile søger skjul i kældre. Lig ligger spredt i gaderne.

Indbyggerne sender desperate nødråb og afskedshilsner ud på de sociale medier samtidig med, at Amnesty og FN modtager chokerende rapporter om, at soldater henretter dusinvis af civile, mens de går fra hus til hus på deres fremmarch.

Få dage senere er Aleppo faldet, og Assad erklærer byen befriet for ”terrorister”. Under en skrøbelig våbenhvile lykkes det for titusinder af civile at forlade ruinerne i busser. 

Rusland er stopklods

Fem års kampe er foreløbig slut, men anklagerne om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden hober sig op mod Assad, der siden de fredelige protester i 2011 har ofret mindst 250.000 af sine landsmænds liv for at fastholde sit greb om magten. Millioner er drevet på flugt og lever enten som internt fordrevne i Syrien eller som flygtninge i nabolandene og Europa.

Amnesty har siden krigens første år appelleret gentagne gange til FN’s Sikkerhedsråd om at lade Den Internationale Straffedomstol (ICC) indlede en efterforskning af Assads krigsforbrydelser, men det har Rusland effektivt blokeret ved at nedlægge veto.

Hvis Syrien selv havde tilsluttet sig ICC, ville domstolen kunne indlede en sag af egen drift. Men Syrien anerkender ikke ICC, som derfor kun kan bringes i spil, hvis de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet er enige og giver grønt lys. Det er tidligere sket med Libyen i 2011 og Darfur i 2005. Men Assad har været fredet af Rusland – og verdenssamfundet er sat skakmat. 

Total nedsmeltning

Under de skæbnesvangre dage i december talte den amerikanske FN-ambassadør Samantha Powers dunder til Rusland i FN’s Sikkerhedsråd:

”Er der bogstaveligt talt intet, der kan få jer til at skamme jer?”, spurgte Samantha Powers, der selv var tydeligt berørt over de billeder, der slap ud fra Aleppo.

Få dage forinden havde FN’s særlige Syrien-udsending, Jan Egeland, kaldt Aleppo for ”helvede” og talt om ”humanismens totale nedsmeltning”.

Så sent som i september 2016 udgav The Independent International Commission of Inquiry on Syria en rapport, der i gruopvækkende detaljer udstiller præsident Assads brutalitet: Fra tortur, henrettelser og voldtægter i fængslerne til angreb på hospitaler og nødhjælpskonvojer og udsultning af belejrede byer.

Kommissionen, der er blevet nægtet adgang til Syrien og derfor har efterforsket via andre kanaler, betegner de systematiske overgreb som forbrydelser mod menneskeheden. 

Nødt til at reagere


Men da fortvivlelsen var størst – udtrykt gennem de store Syrien-demonstrationer over det meste af verden – trådte FN’s Generalforsamling pludselig i karakter. Det skete på foranledning af et af verdens mindste lande, Liechtenstein.

Den 21. december stemte de 193 lande om en resolution, der etablerer en særlig enhed, som skal indsamle beviser og retsforfølge de ansvarlige for de mest alvorlige krænkelser af folkeretten, herunder krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. 105 lande stemte for og kun 15 imod, mens 52 lande undlod at stemme.

Afstemningen vakte vild opstandelse fra Syrien og Rusland, der beskylder generalforsamlingen for utidig indblanding i det arbejde, der traditionelt ligger i FN’s Sikkerhedsråd – nemlig spørgsmålet om international fred og sikkerhed.

Syrien kalder resolutionen ”ulovlig indblanding i et FN-medlemslands interne affærer” og har afvist påstandene om krigsforbrydelser som ”fabrikerede løgne”. 

Danmark stemmer for


Men kritikken preller af på Liechtensteins FN-ambassadør Christian Wenaweser, der fastslår, at Ruslands konsekvente brug af sin vetoret i Sikkerhedsrådet er sket ”på bekostning af det syriske folk”, og at generalforsamlingen derfor var nødt til at reagere:

”Verdenssamfundets passivitet har udsendt det signal, at krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden er acceptabelt og ikke har nogen konsekvenser”.

Danmark var blandt forslagsstillerne til resolutionen og stemte også for den. Tidligere udenrigsminister Kristian Jensen (V) var også meget klar i mælet, da han i november afviste, at Assad er en del af løsningen i Syrien.

”Jeg mener ikke, at man folkeretligt kan acceptere en regeringsleder, der bruger kemiske våben mod sin egen befolkning. Det er utilstedeligt, det er utilgiveligt. I sidste ende må Assad forlade magten”, sagde Kristian Jensen til Ritzau.

Amnesty International roser FN’s Generalforsamling for endelig at bryde det dødvande, der har præget Sikkerhedsrådet i fem år.

”Dette er et første skridt på vejen til at opnå retfærdighed for de tusindvis af ofre for krigen i Syrien. Det internationale samfund står nu endelig sammen for at gøre op med Sikkerhedsrådets totale handlingslammelse i forhold til de grusomme overgreb, som hele verden er vidner til”, siger Anna Neistat fra Amnesty.

Amnesty har udgivet stribevis af rapporter om Syrien i de senere år, og Amnesty vil også bidrage med dokumentation til det kommende retsopgør mod Assad og andre højtstående medlemmer af det syriske regime. 

Retsopgøret kommer


Hvor og hvordan retsopgøret skal udspille sig er endnu uklart, men den danske juraprofessor Frederik Harhoff, der har beklædt posten som både retschef og dommer ved FN’s krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien og Rwanda, er overbevist om, at det kommer.

”Vores retfærdighedssans vil byde os at sikre, at alle, der har begået forbrydelser, bliver retsforfulgt. Også Assad. Det er min erfaring, at det er sindssygt vigtigt for ofrene, at der kommer et retsopgør. Og jeg tror, der vil komme et massivt krav fra begge sider i befolkningen for, at det sker”, siger Frederik Harhoff til AMNESTY.

Han opstiller tre scenarier for et retsopgør: Et nationalt retsopgør ved de syriske domstole, et regionalt opgør, hvor det er landene i regionen – Tyrkiet, Libanon, Jordan og Iran – der sætter rammerne, eller et internationalt retsopgør, hvor det er FN, der styrer begivenhederne.

Frederik Harhoff forudser, at Assad selv vil have en interesse i at indlede et retsopgør mod nogle af de mindre fisk for at statuere et eksempel.

”I første omgang kan man forestille sig, at Assad begrænser tiltalen til at angå alle med syrisk statsborgerskab, der har begået overtrædelser af den humanitære folkeret. Dermed går man behændigt uden om russerne og andre personer, der har blandet sig i konflikten. Måske ser Assad sit snit til at lave en lyndomstol, der i løbet seks måneder får retsforfulgt og dømt et par generaler for at lukke munden på det internationale samfund”, siger Frederik Harhoff.

Men den tidligere topdommer er klar fortaler for en international domstol, sådan som resolutionen i FN’s Generalforsamling lægger op til. FN’s generalsekretær skal nu fremlægge en plan for den nye ”internationale, upartiske og uafhængige instans”, der skal efterforske og retsforfølge de ansvarlige for forbrydelserne i Syrien.

Ifølge Frederik Harhoff skal en domstol placeres et andet sted end Damaskus, og dommerne kan i princippet udpeges i for eksempel Danmark, Kina og Uruguay.

”Assad skal retsforfølges, men han vil selvfølgelig protestere. Men hvem ved, om der kommer et regimeskifte, eller om Rusland skifter holdning? Der kan ske et eller andet, der gør, at Assad pludselig står alene og så vil kunne retsforfølges. Erfaringen viser, at de her ting er uforudsigelige”, siger Frederik Harhoff.



Amnesty: Drop veto i Sikkerhedsrådet

Amnesty opfordrer til en reform af FN’s Sikkerhedsråd, så de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig – fraskriver sig retten til at bruge deres veto i sager om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

Forslaget blev først bragt på banen for 15 år siden af en række små lande i FN, og eksperter vurderer, at ideen vinder opbakning i lyset af Sikkerhedsrådets manglende aktion i Syrien.

Rusland og Kina nedlagde i 2014 veto mod en resolution, der ville henvise Syrien til Den Internationale Straffedomstol (ICC).