Danske medier støtter tyrkiske journalister



Danske medier støtter tyrkiske journalister

På World Press Freedom Day den 3. maj går Amnesty International sammen med medier og journalister over hele verden i aktion for at få løsladt de over 120 tyrkiske journalister, der er fængslet efter kupforsøget i 2016. I Danmark deltager Ekstra Bladet, Mandag Morgen og Zetland. Amnesty og Dansk PEN protesterer foran Tyrkiets ambassade.

Over 120 journalister er blevet fængslet i Tyrkiet efter kupforsøget i juli 2016, og mindst 160 medier er blevet lukket eller overtaget af myndighederne under præsident Erdogans klapjagt på kritikere og uafhængige medier. Men på World Press Freedom Day den 3. maj deltager journalister over hele verden i en sympatiaktion sammen med Amnesty International og PEN for at få de fængslede tyrkiske kolleger løsladt i Tyrkiet. Det sker med billeder og appeller i aviser og på sociale medier under hashtagget #FreeTurkeyMedia, og i mange lande er der protester foran tyrkiske ambassader – også i Danmark.

Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, viste under forbundets seneste Delegeretmøde sin støtte til tyrkiske journalister.

”Under den klapjagt, der fulgte i kølvandet på det mislykkede kup, er Tyrkiet blevet verdens største fængsel for journalister. Mange er blevet tilbageholdt i månedsvis og har stadig ingen idé om, hvad de er anklaget for. Efter folkeafstemningen i april om en ny forfatning har Tyrkiet mere end nogensinde brug for en fri presse. Denne kampagne viser, at verden ikke har glemt de mange journalister, der er fængslet”, siger Amnestys generalsekretær Trine Christensen.

I dagens udgave af Ekstra Bladet har avisen selv indrykket en annonce til støtte for tyrkiske journalister og medier.

Tre danske medier støtter

I Danmark bakker chefredaktørerne Poul Madsen, Lisbeth Knudsen og Lea Korsgaard fra de tre mediehuse Ekstra Bladet, Mandag Morgen og Zetland op om aktionen. Desuden vil medarbejdere på de tre medier i løbet af den 3. maj udsende billeder og solidaritetserklæringer på de sociale medier. En lang række andre danske journalister deltager også, deriblandt Lars Werge, der er formand for Dansk Journalistforbund, og Mogens Blicher Bjerregård, der er præsident for European Federation of Journalists.

Poul Madsen er chefredaktør på Ekstra Bladet, der i dagens udgave bringer billeder af 30 medarbejdere, som støtter #FreeTurkeyMedia.

”En fri presse er forudsætningen for et demokrati, og den forudsætning er ikke mere virkelighed i Tyrkiet. Derfor støtter Ekstra Bladet op om Amnesty og tyrkiske journalisters kamp for, at de kan arbejde som en fri og uafhængig presse”, siger Poul Madsen. chefredaktør på Ekstra Bladet, der i dagens avis bringer billeder af 30 medarbejdere, der støtter #FreeTurkeyMedia.

Lisbeth Knudsen, der er chefredaktør for Mandag Morgen, begrunder sin deltagelse med, at den frie presse er under pres i store dele af verden, og at det er på tide at sige fra.

”Demokrati og pressefrihed er hinandens vigtige forudsætninger – også i Tyrkiet. Derfor må vi stå sammen om at protestere over lukningen af uafhængige, kritiske medier i Tyrkiet og fængslingen af journalister, som blot har udført deres professionelle opgave”, siger Lisbeth Knudsen.

Mogens Blicher Bjerregård, formand for European Federation of Journalists støtter op bag kampagnen #FreeTurkeyMedia.

Skudattentat og fængselsdom

Den tyrkiske journalist Can Dündar, der er tidligere chefredaktør for avisen Cumhuriyet, flygtede fra Tyrkiet sidste år, efter at han var udsat for et skudattentat. Can Dündar er idømt seks års fængsel i Tyrkiet for sin afsløring af, at den tyrkiske efterretningstjeneste MIT leverede våben til islamistiske grupper i Syrien. Can Dündar lever nu i eksil i Tyskland, men hans kone er fortsat i Tyrkiet, hvor myndighederne har inddraget hendes pas, og mange af hans kolleger sidder bag tremmer.

”Man kan ikke overvurdere effekten af en kampagne som #FreeTurkeyMedia. De fængslede journalister i Tyrkiet vil opdage, at journalister over hele verden bekymrer sig om dem, og de vil vide, at de ikke er glemt. Denne kampagne kan støtte de mennesker, der lige nu lider i de tyrkiske fængsler”, siger Can Dündar.

Aktionen finder sted to uger efter den tyrkiske folkeafstemning, der gav præsident Erdogan yderlige magtbeføjelser og ret til at opløse parlamentet. Senest har de tyrkiske myndigheder anholdt yderligere cirka 1.000 mennesker og suspenderede 9.000 politifolk.

Amnesty og PEN i demo

Onsdag den 3. maj klokken 16.00 har Amnesty International og Dansk PEN arrangeret en protest foran Tyrkiets ambassade i København, hvor Amnesty vil aflevere 45.337 underskrifter fra danskere, der kræver de tyrkiske journalister løsladt.

Læs rapporten JOURNALISM IS NOT A CRIME

Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland.