Hvorfor flygter rohingyaerne fra Myanmar?

En humanitær katastrofe udfolder sig i Myanmar, hvor militæret har indledt en offensiv mod rohingyaer – en muslimsk minoritet, der altid har været forfulgt. Her er et overblik.

I de senere uger er foreløbig 150.000 rohingyaer flygtet fra Myanmar til Bangladesh, efter at militæret har svaret uforholdsmæssigt hårdt igen på militante rohingyaers angreb på flere politistationer den 25. august.

Et forfulgt folk

Rohingyaerne er en overvejende muslimsk, etnisk minoritet på omkring 1,1 million mennesker. Størstedelen lever i Rakhine-provinsen i det vestlige Myanmar langs grænsen til Bangladesh. Selv om de har levet i Myanmar i generationer, insisterer Myanmars regering på, at alle rohingyaer er illegale immigranter fra Bangladesh. Regeringen nægter at anerkende dem som statsborgere, hvilket i realiteten gør dem statsløse.

Som resultat af den systematiske diskrimination, som de er udsat for, lever de fleste rohingyaer under kummerlige forhold. Konsekvensen er, at de lever skarpt adskilt fra den øvrige, overvejende buddhistiske befolkning. De kan ikke bevæge sig frit, og de har begrænset adgang til sundhed, skoler og arbejde.

Nye spændinger

Spændingerne mellem rohingyaer og buddhister brød i 2012 ud i uroligheder, hvilket sendte titusindvis af rohingyaer på flugt. De lever nu i lejre for internt fordrevne, som de ikke kan forlade. Nødhjælpsorganisationer har kun yderst begrænset adgang til lejrene.

I oktober 2016, efter dødelige angreb fra væbnede rohingya-grupper på to afsidesliggende politistationer i det nordlige Rakhine, indledte Myanmars hær en omfattende militær aktion mod hele rohingya-befolkningen.

Amnesty International har dokumenteret omfattende overgreb mod rohingyaerne, herunder drab, vilkårlige anholdelser, voldtægt og seksuelle overgreb på kvinder og piger samt nedbrænding af mere end 1.200 bygninger, inklusive skoler og moskeer. Amnesty konkluderede sidste år, at militærets angreb samlet set udgjorde forbrydelser mod menneskeheden.

Ny bølge af flygtninge til Bangladesh

Den seneste bølge af flygtninge, der strømmer ind i Bangladesh, tyder på, at militæret har indledt en blodig og ulovlig offensiv mod en hel befolkningsgruppe som reaktion på, at oprørere igen har angrebet politistationer i Rakhine-provinsen.

Ifølge øjenvidner står militæret igen bag drab og nedbrændinger af hele landsbyer. Mindst 400 meldes dræbt, og Myanmars regering omtaler konsekvent de dræbte som terrorister. Der er også rapporter om, at væbnede rohingyaer angriber andre etniske grupper.

Hvem er ansvarlig?

Myanmars militær har stået bag langt de fleste af den senere tids overgreb. Hæren har en høj grad af uafhængighed fra landets civile regering og kan ikke stilles til regnskab ved domstolene.

Militæret har en lang historik for vold og overgreb mod både rohingyaer og andre etniske og religiøse mindretal i landet. Men landets de facto leder Aung San Suu Kyi afviser de talrige rapporter om militærets overgreb. For nylig anklagede hendes administration nødhjælpsarbejdere i Myanmar for at yde støtte til væbnede rohingya-grupper, hvilket bringer deres sikkerhed i fare. Aung San Suu Kyi, der har vundet Nobels Fredspris, har også ignoreret opfordringer fra FN og statsledere om at gribe ind og standse overgrebene i Rakhine-provinsen.

Humanitær katastrofe

Ifølge FN har omkring 150.000 rohingyaer søgt tilflugt i Bangladesh de seneste to uger, og flere fortsætter med at ankomme – sultne, sårede, forkomne og med forfærdelige vidnesbyrd om militærets overgreb i Myanmar. De mangler, mad, medicin, beskyttelse og tag over hovedet. Amnesty International har sendt et hold af researchere til Cox’s Bazar i Bangladesh, hvor de lige nu indsamler dokumentation og øjenvidneberetninger fra flygtninge.

Myndighederne i Myanmar har standset den livsnødvendige humanitære hjælp fra FN og andre hjælpeorganisationer til de mange tusinde rohingyaer, der blandt andet er flygtet op i bjergene i den nordlige del af Rakhine. En stor del af rohingyaerne var allerede før konflikten afhængig af nødhjælp, og Amnesty frygter en humanitær katastrofe, hvis ikke Myanmar åbner for nødhjælp fra FN.