I august 2017 samledes næsten 500 passionerede menneskerettighedsforkæmpere i Rom. Det internationale rådsmøde (ICM) skulle beslutte, hvilken retning Amnesty skal bevæge sig i de kommende år. Og det var denne gang et særligt møde.
Af Sophie Rytter, bestyrelsesformand for Amnesty International Danmark
Menneskerettighederne og de mennesker, der forsvarer dem, er under stigende pres overalt i verden. Dette pres manifesterede sig desværre ganske fysisk på dette møde. To stole var tomme; Amnestys tyrkiske formand, Taner Cekic, og generalsekretær, Idil Eser, er fængslet under absurde anklager fra den tyrkiske regering, der vil lukke ned for deres ytringsfrihed og modige arbejde. Vores krav er utvetydigt: Taner og Idil skal løslades øjeblikkeligt og uden betingelser. Jeg ser frem til at kunne byde dem velkomne tilbage i friheden.
Siden bevægelsens begyndelse i 1960’erne har ICM været Amnestys øverste beslutningsorgan. Hvert andet år mødes de politiske ledere fra alle Amnestys afdelinger kloden rundt. Vi diskuterer, forhandler og samarbejder. Mødet i Rom var det 33. af slagsen. Men selv om det på papiret ligner endnu et møde i en lang række, var dette møde særligt. Nemlig det sidste ICM i historien.
I løbet af de seneste fire år har Amnesty arbejdet på en gennemgribende reform af vores internationale beslutningssystem. En ny governance-model. Vi befinder os en i tid, hvor verden ændrer sig hurtigere end nogensinde, og hvor menneskerettighederne desværre bliver udfordret af stater og aktører, som vi for få år siden betragtede som solide forsvarere for de rettigheder, der siden rædslerne under Anden Verdenskrig har guidet os mod en mere human verden. Derfor er det essentielt, at vi i Amnesty er i stand til at træffe beslutninger, der er både velovervejede og effektive.
En central ændring er, at ICM bliver afløst af et Global Assembly, hvor hver afdeling har én stående repræsentant, nemlig bestyrelsesformanden. Global Assembly mødes fysisk en gang om året, men organet træder formelt ikke af mellem møderne. Det betyder, at vi fremover vil være i stand til at træffe hurtigere beslutninger, når situationen kræver det.
En anden markant ændring er vores stemmesystem på Global Assembly. Indtil nu har hver afdeling haft mellem én og seks stemmer på ICM, der blev fordelt efter antallet af medlemmer, som en afdeling repræsenterede. Dansk afdeling har hidtil bakket op om principperne for et vægtet stemmesystem, men på ICM 2017 blev det tydeligt, at et stort flertal i bevægelsen ønsker at gå i en ny retning.
Efter en lang proces og mange meningsudvekslinger bakkede den danske delegation således også op om de nye principper for stemmefordeling: Fremover har hver afdeling én stemme. Det var stort endnu engang at opleve, hvordan vi – trods mange stærke holdninger – i bevægelsen er i stand til at sætte fællesskabets interesser først. Forhåbentlig vil denne beslutning være med til at sikre en fortsat følelse af ligeværd og lyst til helhjertet politisk engagement på tværs af afdelinger.
Governance-reformen var et centralt fokus på mødet, men der blev også diskuteret vigtige menneskerettighedsresolutioner. Amnesty må i fremtiden forholde sig til nye typer af udfordringer i ambitionen om at være en relevant og dagsordensættende organisation. Blandt emnerne var klimaforandringernes forstærkning af krænkelser, en revision af Amnestys abortpolitik og krigen mod narkotika, der i hele verden fører uproportionale sanktioner med sig og tjener som undskyldning for grove menneskerettighedskrænkelser.
ICM 2017 blev historisk, men ikke kun fordi det var det sidste af sin slags. Amnesty har sat kursen mod en endnu større og stærkere global bevægelse, der vil forsvare menneskerettighederne på tværs af kulturer, landegrænser og øvrige politiske synspunkter. Vi er et fælleskab af mennesker, der tager uretfærdighed personligt. På ICM 2017 stod det klart, at dette fælleskab er langt stærkere end kortsigtet politisk og økonomisk opportunisme, der driver feje ledere og regeringer til at sætte deres medmenneskers liv og rettigheder over styr.
Det vigtigste, jeg tager med mig fra ICM i Rom, er bekræftelsen af menneskerettighedernes styrke som idé – og endnu mere energi til at kæmpe videre.