Flere end 7000 mennesker er på syv måneder dræbt i præsident Dutertes nådesløse krig mod narko. Fattige misbrugere, småpushere og tilfældige tilskuere falder for politiets kugler. Betjentene får løn, efter hvor mange der bliver dræbt, og de hyrer lejemordere til det beskidte arbejde. Ny rapport fra Amnesty dokumenterer narkokrigens blodige konsekvenser.
Filippinernes præsident Rodrigo Duterte taler i klare vendinger, når han udtrykker sit syn på mennesker med forbindelse til narko. De fortjener at dø, siger han. Uanset om de er fattige misbrugere eller småpushere. Og han har fulgt op på sine ord.
Siden sin indsættelse 30. juni sidste år har præsidenten stået i spidsen for en ordensmagt, hvis egne opgørelser viser, at Dutertes narkokrig på de syv måneder har krævet 7.025 dødsofre. De er enten blevet skudt af politiet eller af ”ukendte gerningsmænd”.
På ordre fra regeringens top har det filippinske politi dræbt og betalt andre for at dræbe tusinder af påståede narkokriminelle i en bølge af likvideringer, som kan sammenfattes til en forbrydelse mod menneskeheden, siger Amnesty International i rapporten ”IF YOU ARE POOR, YOU WILL BE KILLED”.
Rapporten er blandt andet skrevet på grundlag af 110 vidneforklaringer. Vidnerne inkluderer tilskuere til likvideringer, familiemedlemmer til de myrdede, misbrugere, politibetjente og lejemordere, som er hyret af politiet.
Kriseresearcher Matthew Wells fortæller her historien om, hvordan Amnesty trodsede Dutertes dødstrusler under arbejdet på Filippinerne.
Ofrene er fattige i byerne
Amnestys rapport dokumenterer, at ofrene for kugleregnen som regel har to ting til fælles.
For det første kommer de fra byernes fattigste kvarterer. Mange af dem er arbejdsløse og bor i uformelle boliger eller er flyttet ind i forladte bygninger. Drabene og politiets tyverier betyder bare endnu mere armod for fattige familier. En kvinde, hvis mand blev dræbt af politiet, fortæller, at politiet efter drabet stjal varer, som hun levede af at sælge på provision samt penge til hendes elregning og nye sko, hun havde købt til børnene.
For det andet optræder de døde, i det fleste af de tilfælde som Amnesty har dokumenteret, på overvågningslister, der er udarbejdet af de lokale myndigheder og derefter delt med politiet. Ofrenes navne er uden eller med meget lidt dokumentation kommet på listen som følge af lokale rygter eller rivalisering. Alene det engang at have været stofmisbruger eller at være ven med eller nabo til en person på overvågningslisterne kan betyde den sikre død, fordi politiet så kan påstå, at du er involveret. Også børn og voksne, der tilfældigvis er i nærheden, mister livet.
12. december 2016: Alex Hongco sørger over sin søns død. Han befandt sig I et hus, som politiet stormede, fordi de påstod, der foregik narkorelateret aktivitet.
Otteårig dreng mistede livet
Klokken otte om aftenen den 3. december 2016 ligger otteårige San Niño Batucan og hviler sig på gulvet i familiens træhytte i byen Consolacion. Faderen er sikkerhedsvagt og går ud af døren for at tage på arbejde. Et sted nede af gaden står en person, som i kvarteret er kendt for sin forbindelse til politiet. I dét faderen passerer personen, siger han i sin telefon: ”Jeres mål er fremme”.
Derefter ankommer to personer på en motorcykel og kører mod en mand, der står lænet op af en lygtepæl. Manden ser dem og tager benene på nakken. Angriberne skyder mod ham men rammer ikke, fordi han zigzagger foran den hytte, hvor drengen stadig ligger og hviler sig.
Faderen går tilbage til huset. Inde i huset hører han sin søns stemme: ”Far, jeg er såret”. Under den blodige trøje er det tydeligt, at en kugle er gået igennem drengens mave.
I ambulancen på vej til hospitalet fortæller drengen sin far, at han er i smerte. Han trækker stadig vejret, da han bliver båret ind på afdelingen, men på operationsbordet bevæger han ikke længere sine øjne. Lægerne forsøger at genoplive ham, inden de fortæller faderen, at der ikke er mere at gøre.
”Jeg græder og græder”, fortæller faderen til Amnesty.
6. oktober 2016: Politiet gennemfører en ”Oplan Tokhang”, hus-til-hus-kampagne, i jagten på illegale stoffer i et uformelt boligkvarter i Manila.
Lejemordere og drab på akkord
Amnestys researchere har talt med lejemordere, som fortæller, at en politimand betaler dem 10.000 pesos, omtrent 200 dollars, per person de likviderer. De siger, at før præsident Duterte kom til magten, havde de omtrent to jobs om måneden. Nu har de tre-fire om ugen.
rYdermere er der kontanter i vente til de politibetjente, som kan levere en død narkomistænkt. En politimand med over ti års erfaring som nu leder aktioner mod narkomistænkte fortæller til Amnesty, at det er meget udbredt med penge under bordet, når sammenstødene med de mistænkte ender med drab.
6. oktober 2016: En familie ser til, men politibetjente ransager deres hjem.
En økonomi af mord
”Dette er ikke en krig mod narko, men en krig mod de fattige. På grundlag af de allertyndeste beviser bliver folk, som er mistænkt for at bruge eller sælge narko, dræbt i en økonomi baseret på mord”, siger Tirana Hassan, leder af Amnesty’s kriseberedskab. 38-årige Gener Rondina var en af dem.
Klokken to om natten den 25. november 2016 banker det højt på døren hos Gener Rondina. Dem, der er hjemme, smugkigger ud igennem vinduet og ser, at huset er omringet af politibetjente. Gener bliver bange og river klimaanlægget ned fra væggen i et forsøg på at flygte ud i gennem hullet i væggen. Men han bliver blændet af en kraftig lygte og kravler tilbage i huset.
To uger senere fortæller et vidne til Amnesty, at Gener Rodina straks råber, at han overgiver sig, lægger sig på knæ og hæver armene bag sit hoved. Politiet beordrer rummet tømt, og kort efter hører vidnet lyden af skud. Politiet slæber senere den døde mand ud af døren og lægger liget på gaden, før de endelig laster det på en bil.
Da familien får lov at gå tilbage i huset, ser de blod over alt, og den døde mands værdigenstande er borte. Politiet har stjålet hans computer, ur og kontanter, og de erklærer, at den døde gjorde så meget modstand, at den fatale skudepisode var uundgåelig. Men familien fortæller, at Rodrigo Gener ikke ejede et skydevåben, og at han umuligt kunne have forsøgt at modsætte sig en anholdelse.
”Rummet er kun et par meter bredt, og der var så mange betjente, at flere af dem stod på trappen. Han sad klemt inde mellem et skab, sengen og klimaanlægget, mens han sad på knæ med hævede arme. Han kunne ikke komme nogen steder. Han var virkelig bange. Det er svært at tro på, at han gjorde modstand”, fortæller et vidne til Amnesty.
9. oktober 2016: Politiet undersøger ligene af to påståede pushere, der ifølge politiet døde efter en skudveksling et sted i Manila.
Forbrydelser mod menneskeheden
Filippinerne er medlem af Den Internationale Straffedomstol (ICC), og i oktober 2016 udtrykte domstolens anklager sin bekymring over de mange drab og antydede, at ICC muligvis ville igangsætte en indledende undersøgelse.
Amnesty International er dybt foruroliget over de udbredte, systematiske og overlagte drab på mistænkte misbrugere og pushere. Drabene ser ud til at være organiseret af myndighederne og er en mulig forbrydelse mod menneskeheden.
”Det, der sker i Filippinerne, er en krise, som hele verden burde være oprørt over. Vi opfordrer præsident Duterte til øjeblikkeligt at standse likvideringerne. Vi opfordrer også Filippinernes justitsministerium til at efterforske og retsforfølge enhver, der er indblandet i drabene, uanset deres rang eller status i politiet eller regeringen”, siger Tirana Hassan, leder af Amnesty’s kriseberedskab.
Tomme ord om ansvarlighed
Dagen før Amnestys rapport udkom, meddelte det filippinske politis øverste leder, Ronald dela Rosa, at deres blodige fremfærd vil blive sat på pause indtil politiet er ”udrenset for slyngler”. Dog sagde han, at krigen mod narko vil fortsætte derefter. Der kom ingen melding om, hvordan de ansvarlige vil blive efterforsket og retsforfulgt.
Selv som politiet har lovet at lukke deres operationer ned, har præsident Duterte lovet at fortsætte sin såkaldte krig mod narkotika. Disse modstridende udsagn giver intet håb om, at bølgen af likvideringer, der har kostet mere end tusinde liv om måneden, får en ende”, siger Tirana Hassan, leder af Amnesty’s kriseberedskab.