Mens Australien holder flygtninge og asylansøgere fanget under torturlignende forhold på den afsidesliggende stillehavsø Nauru, tjener det store spanske firma Ferrovial millioner af dollars på at udføre regeringens beskidte arbejde på øen, kritiserer Amnesty International.
Flygtninge er på ubestemt tid fanget under vilkår, der får mange, heriblandt børn, til at gøre skade på sig selv og forsøge selvmord.
Samtidig tjener det multinationale spanske firma Ferrovial og dets australske datterfirma Broadspectrum millioner af dollars på at styre den australske regerings asylcentre.
Sådan er virkeligheden på den afsidesliggende stillehavsø, Nauru.
GoogleEarth Image © 2016 CNES/Astrium
”Den australske regering har skabt en ø med desperate forhold for flygtninge og asylansøgere på Nauru, men en ø fuld af profit for firmaer, som tjener millioner af dollars på et system, der så bevidst bygger på misbrug, at det svarer til tortur”, siger Lucy Graham, Amnesty Internationals researcher på virksomheder og menneskerettigheder.
”Systemet er specifikt designet til at påføre smerte og afskrække mennesker fra at søge asyl i Australien via søvejen. Ved med åbne øjne at sikre fortsættelsen af dette system er Ferrovial og Broadspectrum utvetydigt medskyldige i dette misbrug”, siger Lucy Graham.
Millionforretning bygget på overgreb
Siden 2012 har Australien – i et erklæret forsøg på at skræmme asylansøgere væk – anbragt og isoleret bådflygtninge på stillehavsøerne Nauru og Manus under vilkår, Amnesty betegner som tortur.
De australske asylcentre på stillehavsøerne Nauru og Manus drives af firmaet Broadspectrum, som i april 2016 blev opkøbt af det store spanske multinationale firma Ferrovial, der er en af verdens største leverandører af transport og infrastrukturservice.
Mod at levere ydelser såsom tøj, mad, transport, sikkerhed og andet belønnes Broadspectrum af den australske regering med en konkrakt der på tre et halvt år løber op i mere end 13 milliarder danske kroner.
Siden opkøbet har Ferrovial fra Broadspectrum haft indtægter for mere end 10 milliarder kroner, hvoraf en betydelig andel kommer fra aktiviteterne på Nauru og Manus.
Det dokumenterer Amnesty International i organisationens nye rapport Treasure I$land, der afdækker, hvordan den ”australske model” udgør en milliardforretning for Ferrovial og Broadspectrum, hvis aktiviteter på øerne har en langt højere profitmargen end firmaets øvrige forretninger.
”Det er et klinisk og koldblodigt system, hvor de australske myndigheder leverer planen for grusomheden, mens firmaerne gør det beskidte arbejde. I betragtning af den ekstraordinære profit anser vi det for givet, at disse firmaer alene er motiveret af grådighed”, siger Lucy Graham.
Broadspectrums kontrakt med Australien udløber til oktober 2017, og Amnesty fraråder ethvert andet firma at overtage arbejdet på øerne:
”Ethvert firma, som overvejer at overtage denne giftige stafet, vil være medskyldig i et system af bevidst misbrug i direkte modstrid med firmaets ansvar på menneskerettighedsområdet, og det vil potentielt udsætte sig selv for et retligt ansvar og erstatningskrav. Grusomhederne på Nauru efterlader en plet, som ingen ansvarlig virksomhed vil have på sin samvittighed eller sit omdømme”, siger Lucy Graham.
Mørklagt katalog af misbrug
Australien og Nauru fastholder en striks mørklægning af behandlingen af flygtninge og asylansøgere på øen. Journalister og researchere er stort set afskåret fra at rapportere fra øen, og ansatte risikerer bøder og strafferetlig forfølgelse, hvis de deler informationer om forholdene for asylansøgere og flygtninge på øen.
I september rejste en delegation af danske politikere med blandt andre Martin Henriksen, Nasser Khader og Johanne Schmidt-Nielsen til Australien, men delegationen blev i sidste øjeblik forment adgang til Nauru.
Ikke desto mindre lykkedes det Amnesty International og Human Rights Watch (HRW) at opnå lovlig adgang for en researcher fra hver organisation, som i juli 2016 tilbragte tolv dage på øen.
Her interviewede de 84 flygtninge og asylansøgere fra Iran, Irak, Pakistan, Somalien, Bangladesh, Kuwait og Afghanistan samt statsløse kurdere, som tidligere havde opholdt sig i Iran og Irak. 29 af dem var kvinder, fem var piger, fire var drenge.
Amnesty og HRW interviewede desuden adskillige ansatte, som valgte at dele deres viden, til trods for at de risikerer retsforfølgelse for at dele informationer.
De problemer, som Amnesty og andre har kunnet dokumentere, omhandler blandt andet:
- Manglende sikkerhed og beskyttelse mod overfald fra lokale, herunder beskyttelse mod seksuel vold.
- Rutinemæssig forsømmelse fra sundheds- og servicepersonalet, forsinkelser og nægtelse af nødvendig medicinsk behandling. Mange har alvorlige psykiske problemer og har forsøgt at gøre skade på sig selv. Selvmordsforsøg forekommer ofte.
- Ingen mulighed for at forlade øen og ingen sikker viden om deres fremtid til trods for, at mange af asylansøgerne og flygtningene på Nauru har opholdt sig der i op mod tre år.
- Anklager og formelle indberetninger om overgreb begået af ansatte i Broadspectrum og firmaets underleverandører, herunder sager om overgreb mod børn, seksuel vold og udbytning af varer eller serviceydelser for seksuelle ydelser.
- Indkvartering i overfyldte telte, hvor temperaturen ofte når 45 til 50 grader. Luftfugtigheden er mellem 75 og 90 procent, hvilket får mug til at gro på teltenes sider og loft. Udslæt og andre sygdomme spreder sig hurtigt.
”Efter at have arbejdet i størstedelen af verdens konfliktzoner de sidste 15 år, troede jeg, at jeg havde lært rigeligt om lidelse, uretfærdighed og desperation. Men det, jeg så og hørte på Nauru, vil plage mig resten af livet”, siger Anna Neistat, Amnestys senior direktør for research, der sidste år fik adgang til øen.