Permanent stop for kvoteflygtninge rammer de mest udsatte mennesker på flugt

Regeringen vil med nyt lovforslag gøre stoppet for kvoteflygtninge permanent, og dermed vil Danmark fortsætte med at lade de allermest udsatte mennesker på flugt i stikken.

Regeringens planer om permanent at ophæve den nuværende faste aftale mellem Danmark og FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om at genbosætte cirka 500 særligt udsatte kvoteflygtninge om året vil være et historisk svigt af de mange mennesker, der lige nu er på flugt fra krig og forfølgelse.

Det fastslår Amnesty International forud for et samråd i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, hvor Inger Støjberg (V) skal forklare baggrunden for at suspendere kvoteflygtningeordningen, som Danmark har været en del af siden 1978.

Underminerer fælles løsninger på flygtningekrisen

”Kvoteflygtningeprogrammet er en effektiv måde at yde direkte støtte til dem, der har allermest brug for det. I en tid, hvor mennesker på flugt drukner på Middelhavet og risikerer overgreb i hænderne på kyniske menneskesmuglere, gør regeringen det klart, at Danmark underminerer fælles internationale løsninger på flygtningekrisen”, siger Trine Christensen.

En af grundene til at indføre et stop for kvoteflygtninge er ifølge Inger Støjberg, at Danmark allerede har taget imod mange flygtninge, og at sammenhængskraften i det danske samfund angiveligt er truet.

”Men det er urimeligt at påstå, at modtagelsen af 500 kvoteflygtninge på noget tidspunkt har truet sammenhængskraften i det danske samfund. Heller ikke i de år, hvor der er indrejst mange spontane asylansøgere”, fastslår Trine Christensen.

Op til ministeren alene
Fremover vil det være op til den siddende udlændinge- og integrationsminister at afgøre, om Danmark skal modtage kvoteflygtninge til genbosættelse det pågældende år. Ifølge regeringen vil beslutningen blandt andet afhænge af, hvordan det går med integrationen af de udlændinge, som allerede bor i Danmark. Men det er at blande ting sammen, der ikke har noget med hinanden at gøre, mener Amnesty. 

”Taget på ordet betyder det, at ministeren ved sin vurdering af, om Danmark skal genbosætte nogle af de rohingyaer, som er flygtet fra etniske udrensninger i Myanmar, også vil kunne inddrage det forhold, at der har været bandekrig på Nørrebro”, siger Trine Christensen.

Flygtninge møder mur af kynisme

Regeringen suspenderede kvoteflygtningeordningen midlertidigt i 2016, men siden da har tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vist, at antallet af asylansøgere i Danmark ser ud til at blive det laveste i fem år, selvom krig og væbnede konflikter globalt set har tvunget et historisk højt antal mennesker på flugt.

”Næsten 40 års dansk opbakning til en af de få internationale mekanismer, der rent faktisk virker og løfter særligt udsatte flygtninge ud af de trøstesløse og farlige lejre, bliver nu ophævet med vage begrundelser om, at Danmark har brug for en pause. Regeringen glemmer, at det er flygtningene, der har brug for en pause fra deres lidelser. Disse flygtninge møder nu ikke bare en lukket dør i Danmark, men en mur af kynisme”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International.