“Vil Danmark bryde ned eller bygge op?”

“Vil Danmark bryde ned eller bygge op?”

Hvis ikke Danmark træder varsomt, risikerer vi med vores formandskab for Europarådet at give en håndsrækning til de stater, som ønsker mindre frihed, mindre ligestilling og lovfæstet diskrimination

Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 22. november 2017

Der står meget på spil for menneskerettighederne under Danmarks netop påbegyndte formandskab for Europarådet. Men vi frygter, at den danske regering ikke har gjort sig det klart.

For selv om det kan lyde nok så harmløst, at Danmark vil ”se kritisk på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention”, så risikerer Danmark at igangsætte en utilsigtet domino-effekt, der alene vil svække borgernes rettigheder og tilbagerulle hårdt tilkæmpede fremskridt. 

Baggrunden for den danske dagsorden er velkendt. Herhjemme har de danske domstole med henvisning til Menneskerettighedskonventions artikel 8 i visse sager fundet, at retten til familieliv forhindrer udvisningen af kriminelle udlændinge. Disse konkrete enkeltsager har bragt ikke bare konventionens artikel 8 under kritik, men bliver af fremtrædende danske politikere stadigt oftere brugt til at skælde ud på menneskerettighederne under et.

Det skal altid være muligt at diskutere både menneskerettighederne og domstolens praksis. Men vi vil fra Amnestys side opfordre Danmark til at træde varsomt i sit formandskab. For det er ikke svært at forestille sig, hvordan samtalen risikerer at udfolde sig, når Danmark åbner op for diskussionen om udvisninger af kriminelle udlændinge med henvisning til EMRKs artikel 8. Rusland kunne måske finde på at nedlægge veto mod domme, der beskytter homoseksuelles rettigheder. Statsledere som Orban i Ungarn og Erdogan i Tyrkiet kunne påberåbe sig en national interesse i at overvåge politiske modstandere og bryde persondatabeskyttelsen, som ellers også er beskyttet under artikel 8.

Vores opfordring til regeringen er derfor helt grundlæggende ikke at lade en håndfuld enkeltsager om udvisningen af kriminelle udlændinge overskygge eller undergrave den unikke europæiske institution, som EMRK og Menneskerettighedsdomstolen repræsenterer for efterkrigstidens relative fred og stabilitet i Europa. Langsomt, men sikkert har konventionen bidraget til styrkelsen af retssamfund og demokrati i både det “Gamle Europa” og i Østblokken. 

Det er ikke perfekt, men vi har i Europa i dag et unikt system, der beskytter den enkelte borger. Det bygger på fælles vedtagne rettigheder og på en fælles nedsat domstol, som borgere lige fra Danmark til Rusland kan gå til. Det er et system, som Danmark kan være stolt af at have været med til at grundlægge, for det har øget presse- og ytringsfriheden, givet mere retssikkerhed ved domstolene, ligestilling imellem kønnene, bedre beskyttelse af homoseksuelles rettigheder, af børns rettigheder, mindre brug af isolationsfængsling for at nævne bare nogle eksempler. Det skylder kritikerne af menneskerettighederne at forholde sig til. 

Samtidig mener vi, at det helt grundlæggende er i Danmarks egen interesse at have en stærk og respekteret menneskerettighedskonvention til at påvirke magthavere som Putin, Erdogan og Orban, der alle trækker deres lande i den gale retning. Ikke kun for at fremme friheden for russere, tyrkere og ungarere, men også fordi vi som et lille land bedst fremmer de danske interesser og værdier ved at bidrage til et internationalt system, som begrænser den stærkestes magt og beskytter borgerne mod vilkårlig magt fra staten.

Det er et ganske omfattende skridt, hvis Danmark, som et af de oprindelige 10 lande, der grundlagde domstolen, beslutter at være det første land blandt de 47 medlemslande, der melder sig ud af konventionen eller indfører reservationer på konkrete artikler. Før regeringen stævner ud i ukendt farvand og giver EMRK og menneskerettighederne et dårligt ry i befolkningen eller sågar opsiger dele af konventionen, håber vi derfor, at den danske regering vil stille sig selv et fundamentalt spørgsmål:

I hvor høj grad vil Danmark være medvirkende til at bryde ned frem for at bygge op?

Vi håber, at regeringen vil udvise lederskab i et Europa med historiske udfordringer og bruge det danske formandskab til det sidste.