Danskerne skriver nye sange om menneskerettighederne
Amnesty International og Spil Dansk står bag en række workshops landet over, hvor professionelle sangskrivere vil hjælpe deltagerne med at skrive sange om menneskerettighederne, der fylder 70 i år.
Musikken kan gøre en forskel i kampen for menneskerettigheder – som eksempelvis U2's ”Mothers of the Disappeared” og Stings ”They Dance Alone” fra 1980'erne, som var protestsange mod diktatur-regimer.
Nu får helt almindelige danskere så muligheden for at skrive deres egne sange om menneskerettigheder i anledning af, at FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fylder 70 år i år.
Sammen med Spil Dansk inviterer Amnesty i den kommende tid til workshops i hele landet, hvor deltagerne sammen skal skrive en sang med udgangspunkt i de fælles spilleregler, der siden 1948 har fungeret som rettesnor for, hvordan vi har ret til at blive behandlet – og skal behandle andre.